af Anne Morgenthaler Echwald



Jeg glæder mig altid til at overvære en premiere. Der er en hel speciel stemning af forventning og nervøsitet, som mærkes såvel på scenen som hos publikum. Således var det også i går eftermiddags til premieren på denne nye musikteaterforestilling på Betty Nansen. Jeg havde glædet mig. Jeg holder meget af både Bob Dylans og Steffen Brandts sange. Her skulle de så mødes på teatret! Spændende.Det blev en rigtig god oplevelse. En virkningsfuld start, hvor Steffen Brandt med sin guitar trådte frem på den mørklagte scene og med en kraftig projektør i ryggen, som "ledte" ham hen på sin plads foran på scenen, hvor han efter en dyb vejrtrækning begyndte at synge "Drømmen om Johanna", mens orkestrets medlemmer en efter en hyllet i et let røgslør listede ind i mørket og fandt deres pladser. Så var grundlaget for denne forestilling på plads.

Orkestret er delt op i 2 dele, placeret i hvert sit hjørne af scenen, hvilket også må være noget af en udfordring. Under næste sang: "Pigen fra det højeste nord" kom så pigen i skikkelse af Trine Dyrholm rejsende ind i drømmen, som et skyggebillede på bagvæggen. Det er set før, men det var virkningsfuldt! Og fra da af kom der lys og liv på scenen. Trine D. medbragte en formidabel rastløs energi samt en del af scenografien, bestående af et antal enkle hvide stole, som under resten af forestillingen flyttes rundt og bruges i utallige sammenhænge. Scenografien var enkel og stram sort hvid i forskellige grafiske mønstre enten gestaltet eller udført af hhv. Trine Dyrholm og fire såkaldte performere eller også bestod den af sort/hvide mønstre eller billeder kastet op på bagvæggen. Hatten af for lysmesteren, det fungerede rigtig flot! Jeg fik fornemmelsen af en kæmpe videoskærm med skiftende grafiske udtryk. I det hele taget spiller den skiftende, bevægelige scenografi en stor rolle i forestillingen, idet den på sin måde illustrerer de følelsesmæssige tilstande, som sangene udtrykker. Netop dette gør denne forestilling til mere end en koncert.

Og så Trine Dyrholm! Flot, velsyngende, energisk og rytmisk – i konstant bevægelse, når det er påkrævet eller helt stille og intens, når det kræves. Hun foretager ikke et skridt eller en bevægelse på scenen, som ikke er totalt rytmisk. Hun indgår som et selvstændigt element i musikken. Hvor meget der skyldes koreograf og instruktør, og hvor meget der kan tilskrives Trines egen musikalitet vides ikke, men det virker! Hun er det helt naturlige midtpunkt gennem hele forestillingen. Instruktøren udsætter hende for det ene mere halsbrækkende stunt efter det andet på stolerygge, stiger og i reb. Hun klarer det meste i flot stil iført stiletter og kjole. Til sidst bliver det dog for meget efter denne tilskuers mening, nemlig i sangen "Tidligt om morgenen Blues", hvor teksten helt forsvinder i "performance". Tilskueren tænker: "Hold da op, går det godt?" Tænk, at hun kan… og så synge samtidig – og glemmer næsten den sang hun netop synger imens og den næste, som er en hyldest til livet, hvor Steffen Brandt for første gang er PÅ scenen og i fokus sammen med Trine. Det kunne blive en meget intensere og smukkere scene, hvis man nøjedes med lidt færre fysiske udfoldelser. Trine er jo i stand til at fortolke en tekst og sende den ud over rampen - også uden udstyr.

Så til sangene. Jeg har ikke sat mig ned og læst Bob Dylans engelske tekster eller tænkt mig at sammenligne dem med Steffens Brandts gendigtning. Dét, der interesserer mig er, hvordan de virker i denne forestilling, og om det er lykkedes Steffen Brandt i sin gendigtning at finde den gennemgående tone. Det er jo samme univers de to sangskrivere bevæger sig i – menneskets eksistentielle vilkår – liv, død, kærlighed og savn. Jeg synes, det er lykkedes. Det er ikke bare en Dylan-forestilling, selvom musikken er hans. I så fald må det være en århusiansk Dylan-forestilling. Steffen Brandt gør det rigtig godt, både når han synger sangene og når han reciterer de Captain Beefheartske mellemtekster, som har fået en meget jysk humoristisk tone og tager udgangspunkt i det århusianske nærmiljø. De bryder ’sangflowet’ på den gode måde, uden at ’tonen’ forsvinder. Steffen Brandt er jo ikke den oprørske samfundskritiker, som jeg husker Dylan som. Steffen B: kan ikke skjule, at han elsker livet og menneskerne på godt og ondt ("Så kys det nu - det satans liv" osv.). Det kan ikke undgås, at Steffens sange bliver mere provinsielle på den gode måde end Bob Dylans. Og det er helt fint!

Der udleveres før forestillingen et hæfte med Steffen Brandt danske tekster. Det er rigtig gode tekster, som er lavet til at blive sunget, og det bliver de. Især synes jeg, Steffen Brandts fremførelse af "Barndomsblues igen" i første akt og "Alle sammen bliver vi snydt" i starten af anden akt var helt i top. Og så Trine Dyrholm og Steffen Brandt i den sidste:"For at få dig til at blive", som er meget smuk og poetisk. Men, kære Steffen, vi ved, du kan synge et stadion op, men det her er "bare" Betty Nansen. Hvis du sænker styrken lidt, hæver du poesien. Orkestret mestrede det hele, både rock og blues og i de rigtige doser. Dejligt! Til sidst HURRA for Trine Dyrholm. Uden hendes intense tilstedeværelse og store udstråling i den stramme sort/hvide scenografi var dette ikke blevet teater, men blot en koncert.

Vi slutter med drømmetågen og det mørke rum, som har dannet rammen om sangene. Premierepublikummet inklusiv mig selv var vågent og lydhørt og MEGET begejstret.

Selv tilhører jeg generationen født i 41, som Dylan selv. Så med et let omskrevet citat fra en af sangene tillader jeg mig let nostalgisk at sige:
"Tag mig tilbage til den forbandede barndomsblues igen!"

Jeg kommer igen om 14. dage.