af Blæs Bukki 
Jeg har aldrig forstået Bob Dylan.
Da jeg var lille, skete det engang imellem, at min mor satte sin Dylan-plade på, og jeg lyttede men blev ikke grebet af det. Når han begyndte på mundharmonikaen, gik jeg et andet sted hen, hurtigt. Jeg foretrak stilhed frem for Bob.
Bob Dylan er som en onkel eller fætter, der stikker hatten forbi en gang hvert syvende år, spiller guitar og trutter i sin mundharpe. Synger forvirrende tekster gennem næsen med sin skærebrænderstemme.
Han kan koges ned til et omrejsende paradoks, der bliver ved med at optræde for folk, og hvis de siger, de forstår ham, siger han, de intet har fattet. Kalder de ham folkesanger, laver han rock, og kalder de ham geni, laver han julemusik.
For et par år siden gik jeg i biografen og så en film om ham, hvor forskellige skuespillere af begge køn skiftevis gav deres besyv til at beskrive hans liv, musik og poesi.
Jeg blev ikke klogere, men filmen var rigtig god.
Første akt. Jeg sidder et sted på Betty Nansens balkon og betragter manden, de har bedt om at fortolke verdens Mr. "hader eller elsker" nummer et.
Det åbner simpelt, nærværende og nede på jorden. Jeg kan høre ordene og har lyst til at høre mere.
Et band kommer på, en musiker ad gangen, og jeg ser en formel træde frem i stykket: Steffen Brandt er Bob på dansk, udtrykket er skrællet og personligt, og der tales jysk poesi imellem sangene.
Et par sange inde i forestillingen får denne formel en ny dimension. Trine Dyrholm træder ind på scenen, og nu udfordres min evne til at forstå, hvad jeg egentlig ser, for hvor kommer hun ind i billedet? Ser jeg en teaterudgave af den der film, jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor alle skiftes til at være onkel Bob?
Er hun så Bobs feminine side, som tydeligvis har brugt mere tid med dans og akrobatik? I så fald savner jeg en tydeligere kommunikation imellem det maskuline og det feminine i vores hovedperson. Når hun synger, skal der ske en hel masse på samme tid. Der er heldigvis ingen snoretræk eller menneskepyramider, men hendes optræden er langt mere fysisk og teatralsk end hans. Hendes show foregår bagved Brandt med sexede dansere og et teatermøblement, der bakses rundt med. Nogle gange flot; andre gange ligegyldigt.
Hans show spiller sig af på en forscene helt tæt på publikum.
Det er stadig kun Brandt, der taler imellem numrene og ham, der har stafetten. Han er sig selv, som man kender ham, lunt velformuleret og lettere ubevægelig. Intet galt med det, men hvor ville det være rart at se Dyrholm lidt i front, knastør og med armene ned langs siden. At få rollerne vendt på hovedet, rystet noget sne rundt i glaskuglen.
Jeg går ud til pause imellem en masse opstemte og let berusede mennesker (30 år plus) og tænker, at begge sangere har leveret et par gode sange, og at der er blevet arbejdet grundigt med fordanskningen af lyrikken. Mange ord er desværre gået tabt i lyden, og de havde nok fortjent bedre.
De visuelle løjer holder en simpel linje og virker bedst når tingene er lidt afslappede, når der bliver synkrondanset, falder det helt igennem. Den slags har man set på MTV de sidste tyve år, så der er ingen mening i at gå ind på et teater for at se slatne dansekoreografier.
Bluesrock numrene falder desværre helt uden for min smag, men stemningen er god, og måske vil tingene samle sig i anden akt.
Pause slut.
I anden akt virker det hele lidt mere flydende, og der er mange sjove og medrivende indslag og numre. Men stadig har jeg svært ved at få de to sangere til at smelte sammen til et fælles udtryk.
Jeg nyder de stykker tekst, jeg forstår og accepterer, at stykkets essens er selve livet, og i livet er der jo også en mængde af ting, vi aldrig vil forstå.
Til allersidst sker miraklet på Frederiksberg Allé. Et fantastisk nummer uden forstyrrende elementer brænder sig helt ind under huden på alle i salen. De to mødes langt om længe og bruger hinanden i en melodi, der ender med at køre på repeat i min hjerne den næste times tid.
Selvom det har været som at rejse ned ad mindst to forskellige veje hele aftenen, ender det med en tæt forening i nummeret "For at få dig til at blive" og i alt har det været turen til Betty Nansens værd. Især de stille steder, hvor teksterne er klare og forståelige i deres dunkelhed.
Jeg har altid forstået Bob Dylan.