VERDEN er fuld af overflødige hyldestplader. Bob Dylans grænseløse sangværk, som tæller mere end 500 numre, fordelt på 50 år og cirka 40 albums, har været genstand for utallige fortolkninger. Enkelte coverversioner var gode – og er samlet op i cd-serien May Your Song Always Be Sung – men de fleste har blot været mere varm luft. For det meste skal Dylan synges af Dylan. Ellers giver ordene slet ikke mening.
Jeg er meget glad for Dylans sange og har alderen til at have fulgt ham, så godt som fra begyndelsen. 83 cd'er fik vi det til, da min datter en dag talte efter i reolen og blev oprigtigt forarget. Som jeg husker det, slog lynet ned i drengeværelset, da jeg lånte Highway 61 Revisited på Musikbiblioteket og spillede "Desolation Row" igen og igen. Jeg fik lyst til at lære engelsk for at forstå, hvad det var Dylan sang om.
Så er Baby Blue mon noget for mig? Verden er også fuld af tvivlsomme teaterkoncerter og mere eller mindre misforståede forsøg på at skabe en cabaretforestilling med sange af Tom Waits, Leonard Cohen eller hvem man nu har valgt at undersøge i scenisk sammenhæng. I bedste fald har man en samling illustrerede sange, der hænger nogenlunde sammen. I værste en søvndyssende katastrofe, som skræmmer interesserede turister væk.
Derfor er det nok med nysgerrighed og forventning, at jeg går ind for at se, hvad Steffen Brandt har fået ud af Bob Dylan på dansk. Men også med skepsis og bange anelser. Begge mænd er gode digtere og veritable rimmaskiner, men ellers har man sådan set aldrig forbundet den ene særlig stærkt med den anden. Skrækscenariet er Dylans Greatest udsat for sylfidedans og TV·2.
Lad det straks være sagt, at Baby Blue er noget andet. Og også noget bedre. Ikke siden I'm Not There (2007), Todd Haynes' forunderlige film om fabeldyret Dylan, har en tribute gjort så positivt indtryk. Og vist er forestillingen mere Steffen Brandt end Bob Dylan – meget mere – men det er så også i orden. I hvert fald er der ikke tale om høfligt, overflødigt teater. Tværtimod brænder sangene stærkt.
DER er 19 sange i forestillingen. Langt de fleste stammer fra Dylans første elektriske tid, perioden 1965-66, da den moderne folkesanger skiftede Woody Guthrie-looket ud med solbriller, kronisk cigaret og puddelklip. "Baby Blue", "Det er okay (Jeg er i live)" og "Porten ind til himlen" er hentet på Bringing It All Back Home (1965). Især sidstnævnte version af "Gates of Eden" fungerer godt på dansk.
"Historien om en tynd mand" er fra Highway 61 Revisited (1965), og hele ni tekster stammer fra Blonde on Blonde (1966), rockhistoriens første dobbeltalbum. Også Brandt og bandets lyd lægger sig efter Dylans i den elektriske periode. Man kan næsten høre Al Koopers orgel, når Simon Toldam trykker tangenterne ned.
Tiden før er repræsenteret ved "Pigen fra det højeste nord", som Dylan sang første gang på The Freewheelin' Bob Dylan (1963) og gentog i en duet med Johnny Cash på Nashville Skyline (1967), da han efter sine psykedeliske år drev ind i mere stilfærdige genrer som gospel og country.
De for alvor store albums fra 70erne – Planet Waves (1974), Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og Street-Legal (1978) – er slet ikke repræsenteret. Måske kunne Brandt ikke bruge den episke form og de mange westernbaserede billeder. Det er nu lidt ærgerligt. Jeg ville gerne have hørt hans bud på "Idiot Wind", "Tangled Up in Blue", "Simple Twist of Fate" og "Where Are You Tonight?".
Også den kristne periode og de forvirrede 80ere er hægtet af. Alligevel udgør valget af sange en rimelig og repræsentativ rejse. Der er to fine sange fra Oh, Mercy (1989), "Hvad var det du ville?" og "Det Meste af Tiden". "Mørke skygger over vandet" ("Spirit On The Water") og "Nattens afskedskys" ("When the Deal Goes Down") er hentet fra Modern Times (2006), der sammen medTime Out of Mind (1997) og Love and Theft (2001) hører til Dylans bedste arbejder overhovedet.
Brandt står forrest på scenen sammen med seks musikere. Bag ham udfører Trine Dyrholm de af og til rigtigt godt tænkte detaljer i Maja Ravns scenografi, som er nødt til at kompensere for den begrænsede bevægelsesfrihed på en relativt lille og meget skrå scene. I flere numre suppleres hun af fire danserinder, som kopierer og forstærker hendes bevægelser. Rigtigt stort bliver dét nu aldrig. Det er, når Dyrholm arbejder alene med en stige, en svingende lampe eller et reb til at hænge sig i, at den fysiske side af sagen får mening. Og naturligvis, når hun synger.
Mellem sangene sidder en række korte monologer, fabulerende og underfundige udsagn, der som regel begynder med ordene: »Captain Beefheart siger et sted« og forsætter med et lige så ufravigeligt: »Lad mig tilføje«. For eksempel:
Captain Beefheart siger et sted: Der er ingen julemand på aftenens scene.
Lad mig tilføje: Der er ingen kære mor efter tæppefald.
Du må ganske enkelt klare dig selv, knægt.
Du har 5 sekunder til at beslutte dig for, hvorvidt du vil være problemet eller løsningen.
5 sekunder er lige præcis den tid, det tager for dig at opdage, at det menneske du elsker ikke længere har DIG stående forrest i sine tanker.
Gå derfor helt hen til kanten, tag en dyb indånding og anmod folk om at trække alle anklager tilbage. Du er og bliver som det publikum, du spejler, ikke skyldig!
Der er gode ting i disse tekster, som typisk tager afsæt i et ærkedansk erindringsstof og ironiske iagttagelser fra hverdagsgalaksen i Århus. Tonen ligger tættere på Steffen Brandt og Dan Túrell end på Bob Dylan og hans radikale generationsfælle Don Van Vliet – alias Captain Beefheart - der i nogen grad tages som gidsel i sammenhængen.
Forskellen er, at Steffen Brandt forklarer sig. Han kan slet ikke lade være, heller ikke hvor teksten er uudgrundeligt tænkt. Dylan forklarer aldrig noget som helst, hverken i eller om eller mellem sine sange. Som digter benytter han et flydende forvandlingssprog, der modsat Brandts er uden logisk forankring. Vigtigst er dog, at formen fungerer og faktisk får sagt fine ting, også adskilligt som ikke er Dylans.
BABY Blue skaber konturerne af en handling ved at fokusere på kvinden, det evige Du i de fleste Dylan-sange, og fortælle en historie omkring hende. På den måde kan musikken forholde sig til dansen. Mediet, som forbinder dem, er meget passende sangenes ord. Dette er hverken cabaret eller teaterkoncert, men en kæde af tableauer, som får liv gennem udsøgte sprogbilleder.
Den flotteste sekvens er de første fire sange. "Drømmen om Johanna" ("Visions of Johanna") lægger rammen fast og præsenterer universet. Kvinden tager form i "Pigen fra det højeste nord" ("Girl from the North Country") og får stemme i "Jeg vil ha' dig" ("I Want You"). Så zapper tiden 23 år frem og lader pigen spørge: "Hvad var det du ville?" i gendigtningen af "What Was It You Wanted?" fra Oh, Mercy. I fire sange kommer man fra morgen til aften i Dylans univers. Og ser at stjernerne er de samme.
Generelt hænger sangen og dansen godt sammen. De arbejder for hinanden, og det er vel passende, at koreografien får et illustrerende præg i forhold til de billedskabende tekster. Den stærkeste dans kulminerer, da Trine Dyrholm hænger sig. Den flotteste er udstyrsstykket med vind og sne og røde kjoler.
Den mindst kongeniale tekst er "Barndomsblues igen", som forvandler "Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again" til en skolehistorie om Århus i begyndelsen. De bedste sproglige løsninger findes i "Historien om en tynd mand". Brandts gradbøjning af sangen om den forandringsfjendtlige konformist afslører ikke, om Mr. Jones på dansk ville læse Knud Sønderby i stedet for F. Scott Fitzgerald, men nogle af versene finder billeder og rim, der er mindst lige så flotte som Dylans:
Du slår op i en bog
og finder dit navn
skrevet med skråskrift og brændende savn.
To sange løfter sig over det hele. "Just Like a Woman" fra Blonde on Blonde er ikke blevet en evergreen uden grund. Det er en af de få Dylan-sange, der fungerer næsten uanset, hvordan og af hvem den bliver sunget. Den er større end både Dylan og Brandt:
Du tager det ligesom en kvinde, ja du gør
Du føler sig næsten som en kvinde
Du elsker nøjagtig som en kvinde
- men du græder som et lille barn
Til sidst sætter Brandt og Dyrholm sig på scenekanten, bliver til Steffen og Trine og synger "For at få dig til at blive" som duet. Det er balladen »To Make You Feel My Love« fra Time Out of Mind, som også Bryan Ferry har fortolket meget smukt på albummet Dylanesque (2007).
Sangen er atypisk enkel og ren i sine billeder. Steffen Brandt er tæt på at ødelægge den med et letkøbt "Jeg kunne være lykkelig for os begge to/ jeg kunne snøre dine dansesko", som slet ikke ligner noget i teksten. Men han redder sin ære på stregen, da "The winds of change are blowing wild and free/ You ain't seen nothing like me yet" bliver til:
Nye vinde blæser ruderne ind
og går direkte i hjertet på mig
Med dette sendes publikum hjem. Man savner nok nogle af Dylans mange sider, men mikset er sikkert og meningen er god. Baby Blue er en bæredygtig forestilling – skrevet med skråskrift og brændende savn.
Baby Blue. Tekst og musik: Bob Dylan. Gendigtning: Steffen Brandt. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen. Betty Nansen Teatret 01.12.09.