af Elisabeth Gjerluff Nielsen
Man må gøre ALT, ved det, der er helligt. Man må koge, stege, bardere med bacon, brodere med persille, binde i bomuldssnor eller sprætte op og hækle musetakker med guldgarn rundt om. ALT må man – også med Bob Dylan. Bare man GØR det..
I BABY-BLUE falder de fordanskede Dylan-numre fra start enkelt akustisk voksende til naturtro gengivelse af velspillende og pænt disciplineret helt orkester. Velfungerende, men ikke-ophidsende. Musikalsk en slags ”good clean friværdi-family entertainment” hvor Steffen Brandt som mellemlæg reciterer Jørgen Leth-hilsende ordspil fra 8270 Højbjerg, Jysk Væddeløbsbane og Paris–Rubaix- Bastogne, altsammen i en form for tør koksgrå ironi, som jeg husker den fra studentikose ungkarlehybler, og som jeg fra mit humor-segment nok ikke helt kender koden til.
Som Dylan-fordanskningerne her. Som interesserer og vækker nysgerrighed, men som også hurtigt får en til at savne at blive berørt – savne at fortolkeren træder ud af jakkesættet og viser lidt ben måske? Det er jo også musik det her – og sangene/musikken fungerer, så hvorfor ikke danse? Bare ikke som den stakkels skuespiller Trine Dyrholm som efter et par numre skal finde sin plads i set-up`et. For hvad skal hun egentlig der? Er det hende, der skal være teatret i musikteateret mon? Det virker under alle omstændigheder mærkeligt, at skuespillerinden gør sin entre hjælpeløst, småfnisende, mens hun go-go danser lidt til ” Jeg vil ha dig” (I Want You) en ellers fint fordansket, nuanceret og voksen kærlighedssang, med andre ord man ikke behøver stå lillepiget og lægge distance til. Eller som min unge ledsagerinde og hard-core Dylan fan siger, ”som når man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre, når man kommer ind i et rum, hvor der står en hel masse drenge og spiller guitar!”
Ja, for hvad gør man så? Det kunne man håbe, at der var en instruktør, der havde en engageret mening om, men det mærker man nu ikke så meget til i Baby Blue. Ligesom man leder efter den sanselige krop og kemi i og mellem hovedpersonen og det kvindevæsen, som jo beviseligt har inspireret Dylan til et hav af smukke vredes/glædes/hyldest-sange til/for/mod det andet køn. Men den brand(t) eller gnist heraf, tændes aldrig rigtig mellem HAM og HENDE, som modsat teksterne virker lidt ulidenskabeligt længere fra hinanden end Mars, Venus, riskiks og yankee-bar. Behøver det være SÅ svært at være kvinde i en Dylansang? Eller måske skulle det bare ha’ været HAN, og ikke HUN der sang ”Just Like A Woman” som i Trine Dyrholms udgave desværre lader mig lidt lunken, skønt jeg lige siden underskolen har været stærkt ramt af orginalversionens (køns)rollespil-afslørende og hudflettende henvendelse!
Men teksterne falder ofte, og meget forståeligt, mest mundret for digteren selv, som måske derfor også skulle ha’ været gentleman nok til selv at tage tjansen med linjer som;”farer kærligheden vild - mellem marginaliseret spild - et rent og skært overkill”(It`s Allright, Ma). Ord som også kunne bruges om forestillingens teater/visuelle del, hvor der sættes stiger og stole og hænges lysende galgesnore op, men hvor det kostumemæssigt/koreografisk indimellem virker lidt kejtet, på en måde så man tænker om der nu har været bevilling/prøvetid nok, da man indimellem frygter skuespillerinden/de dansendes usikre omgang med stiger i vaklende stiletter.
Sådan er der, tilsigtet, uheldig –, heldigvis eller ej - meget man kan undre sig over i Baby Blue. Og områder man kan glæde sig over, som især umagen man mærker lagt i arbejdet med ordene, også selvom man kan være uenig i fortolkningen. Som når Brandt – for helvede da, Steffen – i gendigtningen af slutsangen ”To Make You Feel My Love” konkluderer, at alle den elskendes anstrengelser er ”for at få dig til at blive”, hvor jeg nok synes, at Dylans force er den funklende enkle og smukke udlægning af kærlighedsbudskabet som det AKTIVE: JEG VIL GØRE HVADSOMHELST FOR DIG – FOR AT DU SKAL MÆRKE MIN KÆRLIGHED (jeg vil altså ELSKE ikke bare ELSKES!) og nu vi er ved det, synes jeg nok også, at den ofte citerede Dylan sentens ”to live outside the law you`ve got to be honest!” mister fokus i fordanskningen”for at leve lige på kanten skal man godt nok være ærlig!”
Men Dylan er ikke hellig – skønt der spilles andagtfuldt i Baby Blue. Musikerne kender deres forlæg – som f.eks. Jakob Bros smukke Lanois-lyde i ” Det meste af tiden”, personlig, pågående eller univers-udvidende bliver’ forestillingen bare ikke rigtigt. Hverken musikalsk, visuelt eller fysisk, hvor de fire dansere desværre hverken er elegante eller funky overbevisende nok, men forbliver en kende klumpedumpede iført mormors underkjoler og fungerer bedst tilført abe/løvehoveder som i ”historien om en tynd mand”, eller når de med enkle skyggebilleder visualiserer barndom i ”Barndomsblues igen”. Forestillingens to bedste numre i øvrigt. Måske fordi man i f.eks. barndomsblues`en fornemmer lidt mere af en Steffen Brandt indeni ham Steffen Brandt med det distancerende ’pokerface-face’, som han, på sin noget århusianske ’Lady Ga Ga-facon’, har valgt som signaturmaske, selv om der faktisk findes velmenende kolleger som ville glæde sig over at få lov at se nogle af Brandts mere hudløse sider, ligesom vi f.eks. oplever det fra Bobby selv!
For Baby Blue savner KROP og FØLELSER. Til gengæld er der mange ord og stole på scenen. Kunne der have været et kvindeligt orkester evt. nogle dyr der dansede eller Steffen Brandt uden tøj på måske? Nogle flere arme og ben kunne man i al fald sagtens bruge – til lidt større skridt og armbevægelser, derud hvor det, med tekstens egne ord ikke er ” kunst der mangler” – det er dristighed og mod ”JA NETOP!” For teater og musik – musik/teater er en super spændende sceneblanding med masser af muligheder. Der er ikke noget, der helligt – og man må gøre alt – også ved Bob Dylan – bare man GØR det ..................