af Emil Rothstein Christensen
Dansktoppen har haft stor succes med oversættelse af engelske pop-hits igennem 60’erne og 70’erne. Fra Birgit Lystagers ’Smilende Sussi’ til ’Vimmersvej’ med Bamses Venner. Indenfor de sidste par år er denne disciplin blevet vækket til live igen, denne gang med fokus på ikonerne selv, og ikke blot singlehits til radioen. Leonard Cohen og Nick Caves tekster har været igennem det danske maskineri og nu er turen så kommet til selveste Bob Dylans sangtekstkatalog.
Steffen Brandt er manden bag Bob Dylan-projektet Baby Blue, som består af en netop udkommen CD og en hertilhørende teaterkoncert – begge indeholdende Brandts oversættelser af udvalgte Dylan-sange, flest fra perioden 1963-1966 (primært hentet fra LP’en ’Blonde on Blonde’) plus et par numre af nyere dato. I alt 19 danske Dylan-sange – ”fortolket” og ”gendigtet”, som Brandt selv kalder det – med oversætteren selv bag den ene mikrofon, på forscenen med fuldt band, og Trine Dyrholm bag den anden i en mere performende rolle på bagscenen, flankeret af fire kvindelige med performere.
Idéen teaterkoncert er egentlig ret interessant; en levende visuel pendant til den spillede musik. Musikvideoens måde at udtrykke et givent stykke musik på, nu hevet op på scenen, og fremvist i det nu, som musikken selv foregår i. Baby Blue er spækket med en sådan flot visuel iscenesættelse. Store dele af lyssætningen styres af performerne, ligesom bagtæppets udseende ændrer udseende i en smukt koreograferet helhed med ’livet’ på scenen. Performance og musik klæder hinanden godt stort set hele vejen. Det velspillende band, med Jakob Bro og Rune Kjeldsen i front med hver sin guitar, swinger godt og leverer originale fortolkninger af Dylans musikalsk set, fremragende side (en ofte overset side!).
Problemerne ved Baby Blue kommer først ved den vokale udlevering af de danske tekster. For rent ud sagt fungerer kernen af projektet ikke en meter. Om hvorvidt Brandts gendigtninger rent oversættelsesmæssigt og tematisk lever op til de originale forlæg, vil jeg ikke forholde mig til – muligvis gør de, muligvis ikke, muligvis pletvis. Vigtigst er det nemlig, når man sidder som publikum, at det, der synges fra scenen dels virker ægte, men mest af alt, at det virker som sange. Den måske væsentligste faktor for, at Dylans tekster rent faktisk fungerer som sangtekster er det flow, der ligger implicit i dem. En art ’ordenens rytme’, som altså ikke er bevaret i nævneværdig forstand i den danske udførelse, desværre.
Brandts stemme har ikke den nødvendige timing og slagkraft, som der kræves for at løfte en så tung og særpræget vokalarv, som Dylans er, og da slet ikke hvis man vil lægge sig så tæt op af originalerne, som tilfældet er i Baby Blue. Tressernumrene lider specielt under dette, hvor ’Jeg vil ha’ dig’ (I Want You) og ’Barndomsblues igen’ (Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again) fremstår lallede og nærmest parodiske i deres danske fortolkninger.
Det kvindelige element, Trine Dyrholm, er ikke overbevisende som sanger, og virker egentlig lidt overflødig. Man husker hende efter forestillingen mest for en irriterende spæd udgave af ’Næsten ligesom en kvinde’ (Just Like A Woman). Hendes rolle som sangenes visuelle frontfigur fungerer derimod storartet. En især rigtig god entré i løbet af de første numre i første akt, viser potentialet for levende billedlige udtryksformer (som før nævnt). En gennemgående problem havde performancedelen dog; hvad var det, den ville sige? En masse hvide stole var der, kvinder med løvehoveder var der også, og der blev kastet med en masse papir (med en stilfuld reference til musikvideoen til ’Subterranean Homesick Blues’), men meningen kom aldrig til at fremstå klar. Det samme gælder for Brandts korte, indlagte monologer. Med henvisning til forskellige Captain Beefheart-citater, bliver verden spejlet i Århus inklusiv lokalområde, og omvendt. Små poetiske, lommefilosofiske smuler bliver slynget ud med veltilfreds mine, men hvori den reelle sammenhæng med sangene består, er uvis.
Alt dette in mente, er der naturligvis også lyspunkter i enkelte af de oversatte sange. Det nyere Dylan-materiale fungerer rimeligt i Brandts mund, og et nummer som ‘Mørke skygger over vandet’ (Spirits On The Water) og duetterne ‘Nattens afskedskys’ (When The Deal Goes Down) og ‘For at få dig til at blive’ (To Make You Feel My Love) bliver leveret i fremragende arrangementer, men fungerer først og fremmest. fordi den danske teksts rytme kan hamle op med originalens versemål. De føles langt mere oprigtige i deres udførsel, næsten som om det var Brandt selv, der havde skrevet dem. Kort sagt formåede band og sangere at gøre disse numre til deres egne, men hvad hjælper det, når alle tre numre er placeret i slutningen af anden akt?
Brandt sørgede for på forhånd at beskytte sig selv og fritage sig for det performative ansvar, ved i en af de korte monologer at proklamere: “Du er og bliver som det publikum, der spejler dig; uskyldig”. Således skal der herfra ikke lyde en klandring af Brandt for udførelsen af projekt Baby Blue – hvor uinspirerende denne end måtte være – men snarere en undren over konceptet bag. Hvori består det nyskabende, interessante og relevante ved projektet? Selv hvis man bare tager forestillingen for det, det i hvert fald er; en fyr der står og spiller sange, han selv godt kan lide, med en til lejligheden hjemmestrikket tekst, får man som publikum ikke noget nævneværdigt ud af det. Det gibber aldrig i maven af overvældelse, men samtidig gider man næsten ikke engang at krumme tæer. Dette er der en eneste grund til: Baby Blue er simpelthen kedelig. Formegentlig egnet som privat hyggeprojekt til weekenden, men absolut ikke et kunstnerisk set relevant show for hele Danmark.