af Peter Byrholt Nielsen

"It’s now, Baby Blue". Jeg er nervøs, da jeg står af bussen en regnvåd november lørdag på Frederiksberg Allé. Der er røde lygter uden for teatret – udsolgt. Selvfølgelig er der udsolgt, det er da premiere i aften, og det er blæst ret stort op det her, med reklamer på Nørreport station, og der har været stor interesse fra pressen. Men tag det nu roligt, det går jo nok. Det er for øvrigt skuespillerne, der har nerver til premieren. Kom nu! Ind ad døren og frakken af.

Teaterkoncerter er hotte. Det er nummer to i genren på Betty Nansen i år: Nick Cave, og så der var lige Beatles på Gasværket, Beach Boys, Lars Lilholt, Four Jacks, Elsk mig i nat og Steffen Brandts TV-2. Der er nok at tage af – vi har materiale til endnu masser af forestillinger - eller er det så ved at være all over now, Baby Blue? Tilsyneladende ikke, foråret 2010 kommer Århus teater og Nikolaj Cederholms med endnu en version af en Bob Dylan teaterkoncert.

En teaterkoncert – er alle koncerter ikke en slags teater? En teaterkoncert er, ifølge Den store Danske: "En teaterform skabt af Nikolaj Cederholm og Dr. Dante-ensemblet tilbage i 1994 med forestillingen Gasolin – en teaterkoncert. Formen bygger på velkendte musiknumre, som bliver ledetråd i et spinkelt handlingsforløb. Iscenesættelsen forener musikscenens pågående lys- og lydshow med teatrets billed- og figurskabende virkemidler".

Men hvorfor jeg er nervøs? Jo, kan dette projekt bære og hvorfor gør de det? Det bør der kun være et gyldigt svar på. Vi sætter et teaterstykke op, fordi vi ikke kan lade være, det driver os! Der er blitzlys i foyeren, journalisterne vimser rundt blandt de kendte. Der er Bent Fabricius, og Morten Grunwald, der skal fotograferes med Fru Betty Nansens portræt som baggrund. Har du snart tilgivet ham Betty, for at han trodsede din vilje mod at navngive teatret efter dig? Mange mennesker mødes i teatret, men kommer han – altså Bob Dylan – ja ikke personligt, men vil der være en gnist af Bob Dylan til stede; kan det give mening uden ham? Jeg er ikke stor fan af Dylan, men er vokset op med musikken. Den var der, når vi drak te på værelset, og den var der, når vi spillede guitar ved lejrbålet, så jeg kender og jeg har fornemmelsen af Dylan i kroppen.

Nå, rolig. Det skal nok gå. Steffen Brandt og Trine Dyrholm er dybt respekterede i dansk kulturliv, og de er garvede indenfor hver sit felt. Men alligevel, Steffen Brandt er ikke nogen virtuos musiker og Trine Dyrholm er ikke en teknisk fænomenal sanger eller danser. Jeg synes, det er modigt af Steffen, af Trine og af Betty Nansen Teatret at satse på en Bob Dylan teaterkoncert.

Klokken ringer og publikum bevæger sig ind i det gamle teater, som med stuk og guldrammer er klar til at møde teaterkoncerten. "The Times They Are A-Changin". Mobilen slukkes, jeg er klar til at opleve, nu må det gå, som det kan.

Steffen Brandt toner frem på scenen med sin guitar, og ti minutter efter er jeg helt rolig, glemmer ugens stress, skuldrene synker - er bare til stede. Pludselig er han der, helt fremme på første række, sidder Bob Dylan og laver "gimmi five" op til Steffen Brandt. Smiler frækt til Trine Dyrholm, kigger lidt op under kjolen, mens han nynner med på "Jeg vil ha’ dig". Forestillingen og tiden glider sammen.

Og så falder jeg alligevel i den gamle rævesaks: Steffen Brandt citerer Captain Beefheart, og jeg stivner!  Venstre hjernehalvdel tager totalt over: Hvem er Beefheart, burde jeg vide det? Kaptajn Nemo? Jeg gennembladrer febrilsk litteraturen i tankerne. Men tag og læs programmet, det gjorde jeg i pausen; Beefheart er en amerikansk surrealistisk sangskriver. Og husk så for alt i verden at opleve forestillingen og ikke fortabe dig i detaljer!

Teatret gør det igen; sætter i scene, fortæller en historie og putter billeder på vores indre skærm, så vi glemmer os selv og bare opsluges af fiktionen. Både Trine Dyrholm og Steffen Brandt kan nemlig det der med at være til stede nu og her, så alt andet bliver fuldstændig ligegyldigt. Iscenesætterne Kamilla Wargo og Niclas Bendixen bruger det minimalistiske udtryk, og det klæder forestillingen. Maja Ravns scenografi er dejlig meget analog, uden for meget kompliceret teknik, med behersket brug af projektoren, og så er der Gud ske lov ikke noget løbebånd. Bandet leverer en solid backing, og de dygtige performere fylder scenebilledet flot ud.

Jeg går ud på Frederiksberg Allé, det lykkedes. Det var en god oplevelse - "It’s All Over Now ,Baby Blue".