af Eirikur G. Eyvindsson
Emigranterne skrevet af den polske forfatter Slawomir Mrozek. To emigranter og immigranter i et fremmed land. Slawomir emigrerede selv til Frankrig i 1968, hvor han skrev stykket i 1974, inspireret af to af sin tids berømte emigranter, Samuel Beckett og Eugéne Ionesco.
Har et gammelt stykke teater noget ærinde til os i dagens Danmark? Efterlader det noget, en idé, en tanke, en fornemmelse, som har en værdi for os?
Lidt på samme måde som astronauterne, hvis mission var månen, men som vendte sig om og så noget, der var meget smukkere og mere interessant – den blå Planet, er det et gennemgående tema hos émigrantforfattere at beskæftige sig med sit hjemland. Dette indeholder både guldgruber og faldgruber i og med, at fremmed miljø kan være inspirerende, og afstand kan fremme indsigt og forståelse. Samtidig kan nostalgi og romantiseren sløre synet og føre til sentimental forherligelse uden større værdi.
Slawomir benytter den personlige dialog mellem to immigranter i skikkelse af Thomas Bo Larsen og Tom Jensen for at afdække sit emne. Den ene er uden romantiske forestillinger om hjemlandet. Den anden drømmer om et hus og bedre liv i hjemlandet – og fluer. Fluer i et glas. Fluer, der sidder fast på et fluepapir.
På teaterplakaten stirrer to personer på hinanden som boksere før en kamp. Stykket brydes op i akter, og hver akt afbrydes af en gongong som i en boksekamp. Efter pausen udvikler stykket sig til den rene boksekamp. Den tragikomiske scene hvor Thomas’s karakter vil hænge sig, er et højdepunkt, et knock-out af en syntese af de foregående runder.
Der er to aktører på scenen, men den tredje er allersteds nærværende tilstede: Den gale videnskabsmand! Forfatteren udnytter dem som et par fluer i et glas for at undersøge sit emne. Ligesom slavehandlerne omdøbte slaverne, reduceres staklernes identitet ved, at han giver dem navnene AA og XX.
Forfatteren anvender en slags absurd teater, tilsyneladende for at opnå opmærksomhed ved en chok-effekt. Dette virkede I sin tid (i efterkrigstiden). Spørgsmålet er, om det virker i dag?
Scenen af Karin Trille Høj er asymmetrisk og begrænser personernes bevægefrihed. Der er forholdsvis få spændende genstande med egen værdi eller historie, der tager opmærksomhed fra selve forestillingen. Lyset anvendes taktisk til at dimensionere rummet og fokusere publikums opmærksomhed. På denne måde forstærker scenografien den absurde teaterform rent funktionelt og støtter dermed forfatterens pointer.
Virkeligheden er asymmetrisk og begrænser vores frihed, samtidig med, at den giver muligheder og dermed frihed i det omfang, vi opdager mulighederne og udnytter dem.
Bortset fra disse rammer er stykket ikke så absurd, som for eksempel ”Mens vi venter på Godot”. Det er faktisk ret konkret.
Den ene (XX) har en forestilling om et bedre liv. Drømmen om et hus i hjemlandet – med kone og børn – og fluer, masser af fluer. Han sender alle pengene hjem til familien. Han lever selv som et dyr, passer ikke på sig selv, udnytter ikke de muligheder han ellers har. Han er tilskuer til det samfund, han lever i, han deltager ikke aktivt i det. Han kommer til at slide sig op inden længe.
Toms karakter - videnskabsmanden(AA) betragter Thomas’s drømmeren (XX), analyserer hans adfærd og situation. AA gør det klart for XX, at denne er fanget i sit eget slaveri, og at han aldrig kommer hjem til familien. Chockeret efter dette slag viser XX tegn på frigørelse ved at rive sine penge i stykker.
Men hvor relevant er dette stykke for os i dagens Danmark? Kan man drage paralleller til immigranter i Danmark? XX kommer for at arbejde, for at forsørge familien, ikke for at integrere eller blive integreret. Han lærer ikke sproget, han tilegner sig ikke landets kultur. Adspurgt ’Hvorfor?’ svarer han:
”De er ikke mennesker”.
Hvor er der mennesker?
”Derhjemme”.
Men samtidig udvikler tingene sig ”derhjemme”. Han indser, at hans kone sandsynligvis kan undvære ham. Han ser ikke sine børn vokse op. Når eller hvis han så kommer tilbage til ”derhjemme”, så er der sket en udvikling, som han ikke er en del af. Han tilegner sig ikke immigrantlandets kultur. Han risikerer at stå i et kulturelt ingenmandsland, og ”derhjemme” er ikke kun en drøm, der aldrig bliver opfyldt, men et fængsel.
Hvad er så lykke? Hvad er frihed? Er vi lykkelige, fordi vi har frihed? Og alt hvad der begrænser vores personlige frihed, gør det vores lykke mindre?
Ved at definere frihed begrænser vi friheden. Men det skal ikke holde os fra at forsøge. Værdien ligger i selve diskussionen og den forståelse, vi herigennem opnår af, hvad frihed kan være. Dette er, hvad dialektikken kan hjælpe med. Start med at antage, at intet er en selvfølge. Det skaber rum for nye idéer. Gennem tese – antitese opnås syntese, som er den nye erkendelse, indtil en ny hændelse eller viden bringer os videre. Indbegrebet af læring er ny erkendelse, ny indsigt og dermed ændret adfærd. Dette er i bund og grund menneskeartens kernekompetence: Evnen til bevidst at ændre sin adfærd og skabe nye muligheder.
I følge Nietzsche har mennesket ingen skæbne og er ikke forudbestemt til noget. Meningen med livet er, hvordan man bliver, hvad man er. Eksistentialismens tro på, at mennesket skaber sin egen tilværelse, altså sin egen eksistens og identitet, igennem valg og handling, er hos vores to eksistenser en forestilling om at være ”to bakterier i et tarmsystem”, gonokokker og streptokokker.
I scenen hvor hundemad er rekvisit, proklamerer XX: ”Jeg er ikke en hund”. Hvis det er syntesen, hvor er de to eksistenser så på vej hen i deres erkendelsesproces? I henhold til Abraham Maslow og hans behovspyramide ligger de fundamentale behov nederst, mens selvrealisering ligger øverst. Vi, der synes en opvaskemaskine ligger langt nede i Maslows behovspyramide, må lige holde en tankepause: Hvornår i vores socialisering var det, vi ikke ville være en hund? Var det før eller efter, vi fik opvaskemaskine, eller er vi slet ikke nået dertil?
Det at leve i et samfund indebærer på samme tid frihed og begrænsning af denne. Frihed i form af muligheder, begrænsning i form af love og sociale normer. Men i begrænsningen ligger muligheden. På samme måde som tyngdekraften begrænser menneskets udfoldelse, herunder at flyve, gør udnyttelse af andre naturkræfter det muligt at overvinde denne begrænsning, her ved at bygge en flyvemaskine. Vores to hovedpersoner ser ikke og udnytter ikke mulighederne i det samfund, de lever i.
Hvilken frihed drømmer vores hovedpersoner om? Økonomisk frihed er én. Det giver mulighed for trygge rammer, mere tid til sine interesser, grundlag for en familie. Hvis man opnår denne frihed, dvs. at stifte familie, så begrænser denne vel samtidig hans personlige frihed. Ved hver beslutning træffes et valg der begrænser eller udelukker en anden mulighed. Den største værdi er måske at have en mulighed og friheden for at kunne træffe et valg, ikke selve valget eller konskvenserne af det.
Det er et udfordende og provokerende stykke teater, en fantastisk inspirationskilde, som BettyNansen, Langdal og co. byder på. Thomas og Tom tildeler hinanden – og os – det ene punch efter det andet . Vi bliver bevæget. Vi bliver underholdt. Vi gives friheden til at blive klogere. Vi tilbydes ny indsigt i kendte ting, samt indsigt i hidtil ukendte ting.
Og ja! Stykket er i allerhøjeste grad relevant for os i dagens Danmark.
På hvilken måde adskiller vi os fra fluer i et glas?