I en kælder sort som fortvivlelse kan kun humoren trives så storartet og smittende som i den fremragende opførelse af Slawomir Mrozeks mesterværk 'Emigranterne´.
Mens Estragon og Vladimir som hos Beckett i 1950´ernes begyndelse forgæves afventede Godot, venter godt tyve år senere i den polske Slawomir Mrozeks Emigranterne (1974) endnu et par, nu unavngivne strandede mænd iført klovnens attributter på ...
Ja venter på hvad? Venter på at komme hjem? Venter på at blive? Venter på livet? Og er de to i virkeligheden, hvis man her kan tale om virkelig virkelighed, ikke blot én person, én gestalt hvis indre monolog eller snarere meddelende mentale kaos bliver en evigt dialektisk dialog mellem denne gestalts flersidige jeg?
Den rent fysiske ramme for spillet med de mange spørgsmål er en kælder formidlet overbevisende i Karin Trille Høys præcise, stramme og skræmmende scenografi med helvede og himlen uden for og vand i vandhanen. når det passer den. En kælder med skråt loft, mod hvilket man meget nemt kan støde hovedet iført bowlerhat, og hvor vinduer er en illusion, en del af drømmen om et bedre liv. Uden for kælderen, oven over alting, bor de andre i dette fremmede, fjendtlige land, hvortil personerne/personen har søgt tilflugt. Man flygter ikke til noget, man flygter fra noget, som det bliver sagt. Mon de flygtningeforskrækkede danske politikere går i teatret?
Hvad flugten skyldes er på den anden side ikke til at sige præcist. Og her tangerer motiverne virkelighedens blandede vilkår. En mulig årsag er politisk, en anden bekvemmelighed. For at tjene penge til et lille hus på landet til den familie hjemme i udgangspunktet, der måske eksisterer, måske er fri fantasi som en legetøjsko, der skal gøre det ud for fantasien om det lille hus på landet. Fantasien fejler ikke noget, eller fantasterierne om hvor godt det kunne være at gå ned på hovedbanegården, stedet hvor flygtninge kommer, fordi det er gratis, gå rundt og foretage sig ingenting, fordi det er gratis, gå ned på den nærmeste perron, fordi det er gratis og forestille sig at den underskønneste af kvinder, den berømte skuespillerinde, træder ud af toget og går med ham hen på nærmeste lokum og knepper hjernen ud på fantasten. Hvorfor? Fordi det er gratis at forestille sig det fabelagtige levede liv, som lige netop ikke leves i kælderen, som tværtimod er den levende begravelse.
Thomas Bo Larsen og Tom Jensen lægger skikkelser til kældereksistensen, to sider af samme sag og dog som nat og dag, som den indre modsætning der er brændstoffet i den tragikomiske lidenskab og lidelse. Da de er langt nede, og det er de meget af tiden, men længst nede så, opfatter de sig som sygdomsbakterier i systemet, fordi det er systemets opfattelse af de tilflygtede. Mrozek kunne ikke vide, hvor præcist den opfattelse af det fremmede kunne gå hen og blive i et førhen civiliseret land som det danske.
Med andre ord føles den konkrete aktualitet meget stærkt i Mrozeks over 30 år gamle stykke, moderniseret nænsomt og mundret af Mette Wolf Iversen og Peter Langdal, der også har iscenesat den ret lange, men ikke et sekund for lange forestilling på Edison.
Hvis det aldrig slutter, hvorfor er det så begyndt? spørger den ene, Thomas Bo Larsen, i samme umulige og umuligt morsomme sekvens, hvor han forsøger at hænge sig i sit slips, men indser at projektet ikke har nogen fremtid, blandt andet fordi han ikke har nogen krog i loftet, og heller ikke kan finde ud af at diktere afskedsbrevet til det redebonne alter ego: Kære familie, jeg har det godt, jeg har lige hængt mig.
Hvis han troede der var en mening med det hele, må han tro om igen. Og det er jo da også meningen med meningen i stykket. Man flygter fra noget, til noget andet, som man ikke kan vente med at komme bort fra igen, men dybest set heller ikke ønsker dét og derfor bliver, hvor man er. Jeg rejser nu, siger den ene, så den anden, og dementerer dette definitive udsagn i samme øjeblik, for man kan ikke rejse fra sig selv og sit andet jeg, og flugten ender altid det samme sted med de skræmmende muligheder gemt i et latterligt tøjdyr sønderrevne efterladt på gulvet.
Alt i et stykke af denne karakter, hvor selv den gentagne tale om et overfyldt fluepapir i barndommens land er skrevet som sær poesi, og det hele i øvrigt handler om hjemve, håb og hundemad – spise skal man jo også –står og falder selvsagt med de to spillere og den instruktør der har dem mellem sine hænder. Thomas Bo Larsen når på Edison nye højder i sin allerede betydelige skuespilkunst. Med stramt tilvirkede midler bygger han sin del af personen/personerne op for selv at bryde af og ned og reducere og bygge op igen. Som spiller behersker Thomas Bo Larsen hele registeret; få som han kan tynde stemmen ud i det forsvindende og dog hørbare, helt derud kommer han, hvor smerten i sjælen har bolig. Det er i sandhed smukt og den komiske timing med andel i smerten perfekt. Tom Jensens kyniker og arrogant belæste intellektuelle overperson, som måske, måske ikke er præst eller samvittighedsflygtning eller politisk forfulgt eller bare en sølle platugle famler sig søgende gennem sine udsagn, som finder han dem sårbart og med den kroniske desperation lurende frem på stedet. Det er dybt overbevisende, og sammenbruddet på kufferten gribende. Afskeden med de sidste muligheder er jo i nær slægt med døden.
Peter Langdal har her instrueret med stor disciplin og uden utidige indfald. Teksten er respekteret som bærebølge hele vejen igennem, og ordene står lysende klart i rummet, eftersom begge spillere formidler deres stof så retorisk dueligt og kunstnerisk gennemlyst.
Nu til dags er alle mere eller mindre frie. Og alle keder sig proportionalt med deres frihed. Sådan hedder det et sted i stykket.
Det er nok så sandt, som det er sagt. Men de to timer og femogtyve minutter Emigranterne varer, keder man sig ikke et øjeblik, men kan uforbeholdent glæde sig over stor scenisk kunst i et betydeligt dramatisk værk.