af Jacob Andersen
Scenen er trang. Et kælderrum i København, hvor skæbnen har bragt to emigranter fra et diktatorisk slivo-drikkende land sammen. Tidspunktet er nytårsnat, tidspunktet, hvor store beslutninger fattes og friheden til at træffe dem fejres med fyrværkeri og undertiden ildebrande.
Store beslutninger bliver det dog aldrig til i Slawomir Mrozeks kælderkammerspil, selvom det ofte er tæt på. Begge medvirkende er ved at bryde op, ud, ned, i løbet af stykket både i konkret og overført forstand: Hvor emigrant A på et tidspunkt er lige ved at hænge sig (i en kostelig parodi på Camus’ patetiske anbefaling af selvmordet som det højeste udtryk for menneskelig frihed), er emigrant B næsten ved at påbegynde sit filosofiske hovedværk om slaveriet som menneskeligt grundvilkår. Men lige ved og næsten får som bekendt ingen af – eller på – hesten. A og B bliver, hvor de er. A kan ikke formulere sine sidste ord ordentligt: Den frie would-be selvmorder er ikke fri for ønsket om at ville efterlade et godt indtryk. B er for fri til at skrive og for bundet til at skride.
Mrozeks stykke er skrevet i den absurdistiske tradition. Karakterne er alt andet end faste i kødet. Identiteterne er flygtige som stemninger, hvor A og B reagerer på hinanden som i troldspejlet eller bare i trods. I begyndelsen ankommer A, alias Thomas Bo Larsen, og beretter detaljeret om sit besøg på en togstation på linjen mellem Drøm og Sansning. Han har stoppet et højhastighedstog og elsket med en filmstjerne på banegårdstoilettet.
Et øjeblik tror man næsten på ham som den uengageret, nydende æstetiker, men så sætter B, i Tom Jensens skikkelse, realismens issyl ind: Hvorfra fik A måske penge til toilettet? A er ingen flanør, men manden på risten på starthjælp.
Men hvad kan A bruge realismen til? B glider umærkeligt fra rollen som nådeløs anklager ind i først et humørforladt forsvar for sandheden og videre ind i rollen som den hvide klovn, der kun er optaget af at ydmyge og udstille sin dumme makker. A skifter tilsvarende. Han kan falde i staver i mindet om konen eller barndommens fluer, han klamrer sig infantilt til sin tøjhund eller tager kvælertag på sin bo- og (til dels) skæbnefælle. I B’s øjne er han ikke altid tydeligt menneskelig, men indimellem et insekt, en hund, og et kvaj af en stud, der som undertrykt gæstearbejder kun lever for at indgå i nogle andres (kød-)produktion.
B er sandhedssøgende nok til at erkende, at denne skånselsløse (og jo også noget endimensionale, 70´eragtige) analyse hverken gør ham eller A mere frie. Den afslører snarere ophavsmanden som en lille lort: ”Lorten og studen hører sammen”.
Den intellektuelle B’s skæbne er i det hele taget ikke misundelsesværdig. Han opnår selvfølgelig aldrig den eftersøgte skrivefrihed til at kunne fuldende værket om det slavebundne menneske. Hjemme i diktaturet var han fanget af frygten, og som fremmed i den fri verden savner han modstand og anden meningsgivende sammenhæng. A bliver i denne sammenhæng hans ”muse”. Da det viser sig, at fattigrøven A i virkeligheden er en nærigrøv, der har stoppet sin tøjhund ud med pengesedler, forvandles han samtidig til et levende eksempel på den form for trældom, der navnlig forbindes med kapitalismen: Pengebegærets. Da A på sin side indser, at hans materialisme har kostet ham friheden og i afmagt river pengene i stykker, bliver han logisk nok fri, men samtidig skyder han B’s intellektuelle elfenbenstårn ned i flammer. ”Ingen brand stråler mere end forstandens,” erklærer han og river noterne til sit filosofiske storværk i stykker.
Er han så fri? Ovenover dem brænder huset også ned, og himmelrummets universelle muligheder åbner sig over dem. I slutscenen er A blevet den overlegne intellektuelle, B en småborgerlig drømmer. Man vælger selv, hvem man er og hvilken rolle, man vil indtage. Eller gør man? Efter alle disse saltomortaler kan alvoren næppe tages helt alvorligt.
Til gengæld kan man dårligt undgå at more sig over det hele. Teksten er vittig, tempoet langdalsk og skuespillerne kan det helt store udtryksregister. Er man vant til Thomas Bo Larsen som bisse, kan man f.eks. glæde sig til at møde ham her som poet og mimiker, der kan rejse et drømmehus ud af absolut ingenting. Scenografien er passende sammenbragt med hilsner til både de engelske vrøvlevers, hvor den eller så forhånede ko trods alt tager sig sammen til at springe over månen, og til minimalismen: Rammerne er nødtørftige som en flygtningekuffert i Sandholm. I hvert fald hvis man ser bort fra den hønsegård, som B åbenbart holder i naborummet.
Det ville ikke være Betty Nansen (endsige Edison), hvis et stykke med titlen emigranterne ikke også kom til at indeholde henvisninger til dansk udlændingepolitik. Da fyrværkeriet er sendt i vejret, hører vi da også brudstykker af ”Vær velkommen” og kongesangen, og når A på et tidspunkt afviser at lære sproget her i landet med henvisning til, at indbyggerne her jo ikke er ”rigtige mennesker”, er meningen vel næppe bare at stemple ham som fremmedfjendsk. Den mulighed foreligger også, at vi andre ikke har vist os for emigranten fra vores mest menneskelige side. Sandsynligvis er det også meningen med opførelsens non-sense-agtige undertitel ”Om hjemve, håb og hundemad.” Vi bliver dog ved de lidt villede hentydninger i et stykke, der i forvejen vil rigtig meget. Hvis Betty Nansen selv vil dansk udlændinge politik noget alvorligt, skal der nok noget andet på plakaten.