af Marie Louise Tüxen Barfod
Forord til en anmeldelse
Jeg har set forestillingen Emigranterne på Edisons fine scene. Det er en forestilling, der handler om troen på det bedre liv, når man er flygtning. Tom Jensen og Thomas Bo Larsen spiller henholdsvis politisk flygtning og simpel flytning, og de er minsandten de eneste på scenen. Scenografien er kraftfuld dog simpel med et skævt kælderrum med få møbler, surreelle visuals og et komfur med to blus.
Jeg sad på en okay behagelig klapstol i en varm sal og kiggede ud over publikummernes baghoveder. Gråsprængthed og isser uden fjer prægede billedet, og denne iagttagelse skulle vise sig at få betydning for min perception af stykket.
Jeg besluttede mig således for at fælde min ydmyge dom som et tve-ægget sværd af en holdningsytring. En nuanceret spaltning med to ligevægtige meninger eller et krumspring begået i ren ubeslutsomhed.
ET STYKKE: TO BLIK
1. voyeur er ikke fyldt 30 endnu, men han alt for tæt på. Han holder af Kødbyen og streetart. Tripper over, at won tongs er the shit. Han arbejder som grafiker og abonnerer på Information, som han af og til krøller hjørner på for at give den en ’gennemlæst finish’. Han er god nok, selvom han er lidt selvfed, og han vil gerne overraskes og udfordres – the whole shibang.
Han gik i teatret og så et stykke. Han vidste godt, at genren faldt lidt uden for hans sædvanlige æstetik, men en absurd komedie kunne jo godt gå hen og blive lidt af en øjenåbner. Han forventede chokelementer, politiske referencer, distortion og parodiske anstrøg, og det fik han faktisk. Men for ham i en så parodisk form, at han følte sig som en outsider. Hvorfor fanden grinte folk af de lamme jokes om fluepapir og hundemad. Han kunne da godt fange det plotmæssige greb, der arbejder med gentagelser og ja, absurditeter. Men for ham var det bare ikke absurd eller chokerende. Det var snarere banalt og fald-på-halen.
Spillet mellem den politiske flygtning og (her kommer 80’ernes favoritlabel) fremmedarbejderen svøbte sig om ham som tomgangs-pastiche. Længslen efter frihed, fremmedgjortheden og de vekslende magtroller foldede sig sgu ikke ud som en smuk rose. Al right, tænkte han, det er jo interessant nok at se på de to former for udelukkelse. At modstille den idealistiske, intellektuelle flygtning og den simple arbejderflygtning på jagt efter guld. Spiddende eksistentielt, men han kedede sig bravt, sad der og jazzede med benene. Han kunne da ikke slå en latter op, når spillerne igen og igen fik stød på det udtjente komfur. Hvorfor er formen så stiv og teatralsk? Hvorfor skal jeg sidde og tænke på Dirch P., der stakkeret råber: ”DER SAD TO MÆND PÅ EN TØMMERFLÅDE?”
2. akt slæbte noget bedre af, og både dialogen og historien flød mere rytmisk. Men da skuespillerne trådte frem til afklapsning (hø hø), var han stadig måbende. Der skete dog det, at skuespillerne blev til mennesker med troværdige følelser malet i ansigterne, de så glade og lettede ud, og han fik helt lyst til at lære dem at kende. Plesner-musikken løftede ham, og han så, at de nu ikke længere var i rollen, sværtet til med teatralske, indstuderede udtryk, der karikeret demonstrerer forskellige følelsesudtryk. Nu var bevægelserne ikke længere klistret på, sådan at den lyse ide illustreres med en hurtig fremsvungen pegefinger og vidt åbne øjne, mens tristheden bedst indfanges af en sart hånd på hjertet. Nu var de mennesker, han troede på, og det kunne han godt lide.
2. voyeur parkerede sin A4’er lidt fra teatret
Han kom lige til øllet, for mødet havde trukket ud. Her på 55. år var han stadig interesseret i verden omkring ham. Han havde lige hevet en genial aftale hjem med den lokale fiskemand om nytårs-østers. Han var måske ikke ligeså grænsesøgende i betrækket, som da han var 25, men han var vidende og en helt fin mand.
Han satte sig til rette i stolen, vel vidende at lænden ville få problemer med den hårde plastik om kort tid. Scenografien var enkel og effektfuld. Det skæve, kompakte kælderrum gav den rette fornemmelse af frihedsberøvelse og klaustrofobi. De politiske spændtheder foldede sig elegant ud på scenen, foruroligende skarpt havde den polske manuskriptforfatter skruet absurditeterne sammen. (han havde jo lige læst lidt på lektien, og følte sig rustet).
De lange, intellektuelle monologer, hvor synonymernes kreativitet ingen ende ville tage, fik ham til at fryde sig. Og arbejderens eskapistiske drømmeunivers med gentagelsens ubarmhjertige væsen som omdrejningspunkt, var forbløffende effektiv. ”Alt, jeg har er mit slaveri,” begræd den politiske flygtning, og tyngden af ordene gjorde ham både bevæget og eftertænksom. Kort efter brølede han af latter, da emigranten atter fik stød på det tarvelige komfur. Hvilken bizar morsomhed.
Vekslingen mellem alvor og latter, det non-reale og det politiske virkede formidabelt, og han lod sig rive med. Velspillet og evig aktuel eksistentialisme, tænkte han, da han snuppede en luns med italiensk pølse på vej ud af teatret. Kunsten, som den fremstår, når den får lov at krænge sit inderste væsen ud.
Efterord
To mænd med to lige sande fortolkninger og oplevelser. Præcis som de to flygtninge i stykket. Teatret kan kunsten at få tiden til at stå stille; på godt og ondt. Det opfatter jeg både som teatrets lod og teatrets smukhed. Jeg er en kvinde på 34 år, der holder af Kødbyen og kører i en A4’er.