af Nanna Tofte
Et indsnævret kælderrum med to mænd, to sovepladser, et bord, to stole og en vask. Den ene sover, da den anden kommer ind og proklamerer: Så er jeg her! og med stor entusiasme beretter om livet udenfor, om et besøg på perronen, toge i bevægelse, folkemasser og masser af lyde og damer, og først da fortællingen kammer over i en røverhistorie om elskov på pissoiret, må Mand 1 (kaldet her for nemheds skyld, spillet af Tom Jensen) afbryde og udrede og afsløre historien som løgn. Mand 1 er ordenes mand, en belæst eneboer velbevandret i ’teori, filosofi og ideologi’, mens Mand 2 (Thomas Bo Larsen) er en gift lønarbejder og rørlægger, som har børn dér, hvor de kommer fra. Den ene vistnok en politisk flygtning på tvungent ophold, den anden er drevet af sult efter penge.
I Peter Langdals veloplagte opsætning af Slawomir Mrozeks aktuelle stykke Emigranterne fra 1974, tages de store spørgsmål op til fornyet behandling, og især landflygtighed tematiseres. Forfatteren belyser dét at entre et fremmed land med alt hvad det indebærer af modsigelser og venden op og ned på det vante. Han har prøvet det på egen krop, men han er ude i et langt mere eksistentielt end selvbiografisk ærinde.
Begge mænd er på en måde naglet til rummet dér, af omstændighederne, af ydre og indre grunde, begge bærer de bowlerhatte og klovneagtige sko, i bund og grund af samme støbning. Det drejer sig om kedsomhed, sult og penge, om fluer og lykke, at eje eller ikke, og man kan bygge et hus af lyde og luftsøm, man kan antænde hypotetiske brande, man kan drømme og forestille sig alt, og når gonggongen lyder, betyder det ikke slutningen på den intellektuelle sværdkamp, men kun at en ny tager sin begyndelse. Det bølger frem og tilbage uden nogen egentlig vinder, for kun tilsyneladende er rørlæggeren ureflekteret og kun tilsyneladende har forfatteren ordene i sin ubegrænsede magt. ’Forestil dig’, siger han, ’at vi to sad i fængsel, og alle ord med F var forbudte’ – ligesom det kan være svært at finde den rigtige betoning af ord som tilpasning og forandringsvillig. Deres landflygtighed og rodløshed er langtfra bekvem. Begge forsøger de at aftvinge eksistensen en mening. Dialogernes bagvedliggende temaer er eksistentielle: Det angstskabende i at valg og dermed afskære sig fra at træffe andre, kærlighed, ensomhed, og den fakticitet, vi er underlagt og som vi bliver nødt til at forholde os til, og hvad er det også vi hele tiden venter på skal ske?
På mange måder minder stykket i sin struktur og udforskning af en statisk situation om Mens vi venter på Godot, som er kendetegnet ved sin mangel på fremadskridende handling og oversigtskort og venlige guidelines og her står du og vi skal den her vej. Det kan være både frigørende og skræmmende således at blive overladt til egne tvivlsomme pejlemærker. Det er også absurd teater Slawomir Mrozek har bedrevet med Emigranterne, uden indre logik i hændelser, tid og sted. Især er første akt præget af tomgangstale og emnespring, men i anden akt er der både handling og hvad man næsten kunne kalde et plot, som må tilfredsstille en eventuelt ophobet historiehunger. Vi ser i hvor høj grad de er betinget af hinanden, begge gennemlever de en slags cyklus fra slaveri over frigørelse til undergang, forskudt af hinanden og forårsaget af hinanden. Når Mand 1 får ideen til biografien om Mand 2, den store fortælling om det uforfalskede menneske, er det lige før vi tror på at der ligger et budskab begravet et sted, om at det oprindelige har brug for skriftens supplement for at det kan komme til sin ret, og vice versa, men når det oprindelige handler uventet og løsriver sig fra den udstukne ramme, er Mand 1’s forehavende dømt til at mislykkes. Til slut er rollerne byttet om og det hele kan starte forfra. Og gør det.
De både har, men ikke har, deres frihed. Dette understreges fornemt af scenografien (af Karin trille Høy), hvis æstetiske og klaustrofobiske perronagtige opbygning giver fornemmelsen af at er faktisk findes veje ud af deres ingenmandsland, væk fra denne mellemstation. På bagvæggen tilfører glidende billeder for det meste oplevelsen en ekstra dimension, kun enkelte gange synes symbolikken at tale lovlig klodset i munden på dét der siges på scenen.
Tom Jensen og Thomas Bo Larsens dialoger fungerer i kraft af begges overskud. En scene hen mod slutningen, hvor han vil hænge sig i sit slips, men konstant forstyrres af formuleringer i det afskedsbrev som Tom Jensens karakter partout synes skal skrives, er mesterlig. Men generelt glimrer Thomas Bo Larsen med stærkest nærvær.
Så hvor lander stykket henne i denne 2009-udgave? Den både rammer os i hovedet og spænder belejligt ben. Ingen tvivl om berettigelsen, da spørgsmålene der stilles er evigt gyldige, det samme gælder stykkets flugttema, men mest var det meningstomheden som flugtens følgesvend, der stod stærkest tilbage i min bevidsthed.
Hvis man er til didaktiserende budskaber og køber man billet til Emigranterne for at få tilfredsstillet et narrativt begær, går man højst sandsynligt halvsulten derfra. Mest af alt er det en åben opfordring til at tage med på en opdagelsesrejse i et på samme tid stillestående og intellektuelt stimulerende univers, hvor paradokserne slås om pladsen. Men selv kaos kan vise sig at være et særdeles berigende sted at opholde sig. Og igen: vi befinder os kun på kanten af kaos. Jeg gik trods alt fra teatret med en følelse af at være blevet taget en smule ved hånden, at nogen havde sagt: Kom her, det er det her, vi vil vise dig. Så på en eller anden måde lader den totale meningsløshed vente på sig, og det er heller ikke så tosset.