af Bo Green Jensen
JOURNALISTEN og systemkritikeren Anna Politkovskaja blev myrdet i Moskva den 7. oktober 2006. Så meget ved vi, før forestillingen begynder. Likvideringen blev sandsynligvis udført af FSB, det russiske sikkerhedspoliti, som før Sovjetunionens opløsning hed KGB, og ordren blev uden megen tvivl givet af Vladimir Putin, den daværende præsident og nuværende premierminister for Den Russiske Føderation.
Putin fyldte samme dag 54 år, og Politkovskaja havde til lejligheden skrevet et portræt, der var mere kritisk end sædvanligt. Journalisten kaldte præsidenten en gemen folkemorder. Måske var dét det sidste strå. I hvert fald gjorde systemet alvor af chikanen og de mange trusler, som Politkovskaja og hendes familie havde vænnet sig til at modtage. Hun havde overlevet giften, som man kom i hendes te. Hun overlevede ikke de fem skud, der blev affyret i anledning af præsidentens fødselsdag.
Hanne-Vibeke Holst giver i Moskva 7. oktober en fiktiv, skønt faktuelt baseret fremstilling af hændelseskæden, som førte til det politiske mord. Hun lader drabsmanden selv diskutere med sin modstander. Hun viser, hvordan drabet blev iscenesat, og hun skildrer martyrens overvejelser. I en effektiv, dramatisk overbygning lader hun morderen interviewe af datteren til den dræbte journalist. Pigen, der ikke forstod sin mor, er nu selv blevet sandhedens tjener.
Politkovskaja var 48 år, da hun døde. Det er en lille pointe, at hun og Putin næsten var jævnaldrende. I forestillingen bliver de til Nina Krasnova og Andrej Drygin, som er diametrale, men komplementære modsætninger. De taler samme sprog og deler for så vidt de samme værdier, som de fortolker meget forskelligt. For begge er begrebet historisk nødvendighed det centrale. Ninas kritik preller ikke helt af på Drygin. Han havde helst været fri for at slå hende ihjel.
DEN dramatiske øvelse tjener to formål. For det første rekonstrueres forløbet, som fører til Nina Krasnovas død. Navne og nærmere forhold er ændret, så fiktionen har frit spillerum, men bestræbelsen er i sit væsen autentisk. Det ville nok have givet teksten mere vægt og skarphed, hvis karaktererne faktisk hed Anna Politkovskaja og Vladimir Putin. Omvendt løftes dokumentarismen over i en sfære af symboler. Det konkrete historiske eksempel bliver almengyldigt og universelt.
For det andet tegnes et kritisk portræt af en idealist, som sætter sagen over personlige hensyn og vil give sit liv for at få sandheden sagt. »Hvis jeg stopper, tager ingen andre over,« siger den politiske ildsjæl, som Paprika Steen inkarnerer. Til sidst må hun tro, at hendes død er nødvendig. I hvert fald ved hun, hvad hun gør, da hun skriver brev til sine børn og vælger at blive. Forestillingen undersøger martyrens psykologi og demonstrerer, hvor svært det er at leve sammen med en frelser.
Forløbet lægges frem i situationer, episodiske tableauer, der har karakter af en ustandselig nedtælling. Et patchwork af teknikker benyttes, og teksten trækker på flere sproglige registre. Grundtonen er realistisk, men fra starten er der stivnede øjeblikke, hvor Nina træder frem til kanten af scenen og taler til publikum om, hvad der skete. Da er forestillingen mest teatralsk. Ellers føles den ofte som effektivt tv.
Bogstaveligt spektakulære er scenerne fra det sønderskudte Tjetjenien, hvor lys og lyd skaber en stor illusion om kamptummel, granatnedslag og svirrende helikoptere. Samtidig nikkes der til det absurde teater, når Musa og Ruslan Tuzarov sidder i hver sit hul og triller (kål)hoveder hen til hinanden, mens de følger slagets gang. Ruslan er nøgen under soldaterfrakken og ligner en moderne Taras Bulba. Musa har forrevne epauletter på sin falmede uniform og bærer en sørgmodig moustache. De kunne være karakterer fra Becketts Glade dage.
Stykkets klare hjerte er de skarpe dialoger mellem præsidenten og journalisten, som viser sig at være den voksne Katia Krasnova. Her koncentreres de ideologiske pointer. Her bliver der talt moralske og menneskelige principper. Som altid diskuteres, om pennen eller sværdet er mægtigst, og som altid er der ikke noget entydigt svar. Sværdet sejrer på kort sigt, men pennen har historien på sin side. På den måde har den jo skrevet stykket om den gale kvinde fra Moskva, der insisterede på at sige sandheden og tvang Ruslands nye zar til at træde i karakter.
Det er en velafviklet forestilling med nogle skønhedsfejl, som generer mest i begyndelsen og slutningen. De elegiske enetaler er nævnt. De bryder stykkets narrative flow og virker som teater for teatrets skyld. Næste dyk kommer til sidst. Nina Krasnova dør off stage, og publikum føler hvert af de forudsagte skud. Efter indlevelsen har man sin katharsis hér, og nu kunne forestillingen være sluttet. I stedet træder personerne frem, græder for den døde martyr og begynder at skændes med præsidenten, som svarer fra galleriet. Der har aldrig hersket tvivl om, at Drygin stod bag likvideringen. Den juridiske procedure er overflødig.
ENSEMBLET er i særklasse. Paprika Steen er beundringsværdig, uimodståelig og irriterende selvgod som Nina, der altid vil handle og aldrig vil høre, mens et nyt lag af sårbarhed føjes til, når hun spiller journalisten, der konfronterer sin mors bøddel. Ole Lemmekes isnende Drygin er en korrekt og karismatisk despot, der har ajourført Stalins lederstil. Lars Brygmann får både smerten og frustrationen frem i Viktor, Ninas forsumpede mand, hvis galgenhumor ofte bliver stykkets comic relief. Brygmann gør også nytte som Musa, der adlyder Ruslan Tuzarov blindt. Mest imponerende klar i to store og meget forskellige roller er Janus Nabil Bakrawi. Som redaktøren Kolja – stykkets eneste ordentlige mand – støtter han Nina uden forbehold, også når det virkelig koster. Hvorpå han skalter og valter med livet og døden som Tuzarov, den sabelsvingende tjetjenske tyran, for hvem voldtægt og tortur er frynsegoder, der hører med til embedet. Sidstnævnte er en fysisk figur, der giver stykket konkret farlighed. Bakrawi forløser den blændende, og scenen har svært ved at rumme hans energi. Det er sværere for Sarah Boberg og Freja Jeppesen/Simone Holm at fylde andet end beklagelse, bekymring og forurettelse i rollerne som Ninas søster, Lana, og datteren Katia, der som teenager betaler prisen for sin mors idealisme.
Søren Vejby spiller otte små roller. Den største er som Ninas kilde i FSB, meddeleren Vadim, med hvem hun synes at have en erotisk kontakt. Det klæder forestillingen, at denne forbindelse aldrig uddybes. Generelt bliver der afgjort forklaret for meget. Som tilskuer kan man føle, at pointerne bøjes i neon. Det levende drama bliver da til tendensteater. Selvsagt med gode og rigtige betragtninger, men de kunne lige så godt stå i en dagbladskronik.
Den politiske korrekthed er forestillingens akilleshæl. Der skal ikke væltes mure i publikums bevidsthed for at anskueliggøre, at det er problematisk, hvis systemet beskytter sig mod sine borgere ved at slå dem ihjel. Journalisten er den gode, mens Tuzarov og Drygin kan trække lod om, hvem der er den onde og den grusomme. Når det kommer til stykket, er præsidenten vel den værste. Der er en egen dyisk ærlighed over den tjetjenske militsleders praksis.
STYKKET sparker åbne døre ind. Derfor er ubønhørligheden i teksten en stor kvalitetet. Havde Gabriel Garcia Marquez ikke brugt titlen, kunne forestillingen hedde Historien om et bebudet mord. Bag den konkrete sag er Holst interesseret i idealismens væsen og omkostningerne for idealistens nærmeste. Var martyriet en nødvendighed, eller er det, som Drygin siger til journalisten, da fløjlshandskerne er lagt væk: »Din mors død vil ikke flytte et komma i Ruslands historie, mens jeg vil blive husket som manden, der genrejste det russiske imperium«?
Fordi Moskva 7. oktober ikke er en 1:1-fremstilling af Politkovskaja-sagen, kan teksten inddrage materiale fra andre sammenhænge. Ninas datters bitterhed er inspireret af de følelser, som Bettina Röhl, Ulrike Meinhofs datter, har givet udtryk for: "Deres målsætning var elendig, deres metoder var elendige, og min mor var også en elendig mor." Her bliver stykket emotionelt interessant, og her sætter Holst for alvor noget på spil. For første gang har hun ikke svaret på de spørgsmål, hun stiller.
Man må selvsagt beundre kompromisløsheden og offerviljen hos "Den gale kvinde fra Moskva", som går i døden for sin overbevisning. Man kan ikke være andet bekendt. Samtidig tænker man, om det måtte komme så vidt. Journalisten kunne have videreført sin gerning fra London, ja hun kunne måske mere effektivt have fungeret som "Ruslands samvittighed". I stedet fik præsidenten sin vilje.