af Caroline Aasted Due
Hvordan forener man det at være mor og idealist? Hvad er de personlige konsekvenser ved at gøre det, man ved er det rigtige? Hvad kan få en kvinde til at betale den ultimative pris og ofre sin familie og sit liv for det ideal? Og hvorfor gør vi andre ingenting?
Hanne-Vibeke Holst har skrevet et vedkommende stykke om netop disse spørgsmål. Om den åbenlyse uretfærdighed, der sker for øjnene af os alle, men som kun ganske få har modet til at reagere på.
Har man bevæget sig rundt i København eller set forsiderne af diverse kultursektioner den seneste måned, har man ikke kunne undgå at bemærke reklamerne for MOSKVA 7. OKTOBER. Ved ankomsten til teatret var det også tydeligt at se, at budskabet var nået københavnerne. Torsdag den 4. Marts var indgangen til det lille Betty Nansen Teater stuvende fuldt. I menneskemængden sås et bredt udsnit af kendisser såvel som almindeligt dødelige. Der blev hilst, grinet og fotograferet, for nu skulle vi alle i teatret. Damerne var iklædt farvestrålende tøj, hatte, pailletter, pelse, strømpebukser og stiletter.
Klokken ringer og forestillingen starter.
Idealisten
Rammen for historien er mordet på den russiske journalist, samfundskritiker og mor, Nina Krasnova, spillet af Paprika Steen. Historien er direkte baseret på drabet på den verdenskendte journalist Anna Politkovskaja. Forestillingen udspiller sig i tiden fra Ninas fødselsdag, august, og til den 7. oktober, hvor hun skydes ned foran sin lejlighed.
Frem til sin død ser Nina det som sin livsmission at stoppe de uretfærdigheder, der åbenlyst finder sted i det unge ”demokrati”, Rusland. I særdeleshed i den russiske provins Tjetjenien, hvor folkedrab, bortførelser, voldtægt og tortur er hverdag. Dette er dog ikke noget, der huer regeringen i Kreml. Især den pragmatiske præsident Andrej Drygin, spillet af Ole Lemmeke, ser, at den berømte journalists skriverier kan være med til at ødelægge hans skrøbelige ry som gemytlig babysælsreddende, blommeplukkende præsident hos de magtfulde regeringer i vesten.
MOSKVA 7. OKTOBER er dog også historien om de personlige omkostninger ved at være i familie med en idealist. Her blandt andet repræsenteret ved Ninas mand, Viktor Krasnov, spillet af Lars Brygmann, der, som indirekte resultat af sin kones manglende opmærksomhed og tilstedeværelse, forfalder til alkoholisme og utroskab.
En stærk pointe ses i, at Nina hele tiden har mulighed for at tage den nemme løsning og rejse med sin familie til London, hvor søsteren Lana, spillet af Sarah Boberg, bor. Alligevel vælger Nina, på trods af dødstrusler at blive i Moskva.
Skeen med pointen
Allerede ti minutter inde i stykket kommer det første anfald af kuldegysninger. Om det var Paprika Steen, manuskriptet eller det, at jeg i forvejen kendte til Anna Politkovskajas skæbne, er ikke til at sige. Men det er netop her, Hanne-Vibeke Holst rammer sit publikum. Når de stærke følelser bliver smidt i hovedet på publikum uden nåde. Allerede nu bliver modsætningen gjort klart: Idealisten der handler, og vi andre som ikke gør.
Det er dog også som om, at Hanne-Vibeke Holst bliver en smule overivrig og snubler lidt over sine egne gode intentioner. Hun bliver så forhippet på at understrege sin pointe, at der ikke overlades noget til fantasien, og forestillingen kommer let til at give associationer til en poleret søndagsserie på DR. Det er her, stykket fungerer dårligst.
Campari
Og så er der pause, og alle de fine folk, man naturligvis ser til premierer med så prominente skuespillere, flokkes ud. Der bliver kindkysset og ”GUUUUD er du her også”. Og der er minsandten også et par pressefotografer til at tage billeder af de farverige folk. Man skal nærmest hoppe i dækning for ikke at havne i baggrunden på side 12 i Se og Hør. Der er gratis drinks til alle. 80’er levned campari og juice, der ufrivilligt henleder tankerne på 80’ernes yuppiementalitet om, at det kun er det nærmeste, der tæller.
En græsk tragedie
Efter pausen fortsætter historien, som man kunne havde forudset det. Efter et mislykket attentatforsøg, der efterlader Ninas indre organer nedbrudt, bliver hun for første gang opmærksom på sin egen dødelighed . Efter at have balanceret på kanten af døden, må hun da tænke på sig selv og sin familie? Nej, selvfølgelig ikke. Hun sænker knapt nok farten! Der gives her associationer til en græsk tragedie. Man kan ikke andet end se til, mens det uundgåelige nærmer sig.
Tæppet går for, og der klappes. Lyset tændes. Mens vi bevæger os ud af salen, smiler folk. Vi er tilbage til den danske hverdag. En omtrent så virkelig hverdag som den, vi lige er blevet præsenteret for. Pludselig er idealerne væk, og minkpelsene er igen vigtigere. Absurditeten bliver for alvor gjort klar. Folk virker ikke så berørte af historien længere. Det virker, som om vi allerede har glemt, at stykket langt hen ad vejen også er en anklage af vores, borgere i vestens, indifferens over for uretfærdighed. Vores manglende opbakning til ildsjælene, som trodser alle odds, al fornuft. Det vestlige samfund, som har forsømt at reagere på, at vores nye demokratiske venner i Rusland stadig slår systemkritikere ihjel. Hvem os? Nej vel, ikke os. Nej, hun mener nok nogle andre. Og så vimser vi alle sammen videre igen. Videre ud i København, og videre i vores egne liv.
Martyr?
Efter min mening kan man hverken kalde MOSKVA 7. OKTOBER for stor kunst eller banebrydende teater. Dertil er der simpelthen ikke tiltro nok til den gængse teatergængers forestillingsevne og intellekt. Man kan dog ikke komme udenom, at det er en effektiv forestilling. De stærke skuespillerpræstationer og en effektiv scenografi gør, at vi på trods af, at vi får stoppet pointen ned i halsen, til vi ikke kan mere, alligevel køber budskabet.
Stykket igennem blev jeg selv ramt af en så dårlig samvittighed og trang til at gøre noget, at jeg næsten fik det fysisk dårligt og blev lettet, da lyset blev tændt.
Gennem stykket bliver umuligheden af at være mor og idealist gjort klar. At man selv skal være idealist for at forstå, hvad der driver kampen. Konsekvenserne for idealistens kamp er fatale, og efterlader de åbne spørgsmål: Er vi klar til at se problemet i øjnene, selv efter Krasnovas forbillede? Er vi klar til ikke at lade hendes død være forgæves?