af Frederik Christian Edward Nellemann-Linde
Rusland blev med mordet på Anna Politkovskaja for 3 år siden mindet om, at landet er fanget af sin egen fortid. Politisk pluralisme har ikke udviklet sig til et rigtigt flerpartisystem og meget kan tyde på, at landet er ved at vende tilbage til et system med ét parti og én stærk og gennemslagskraftig landsfader. I zartiden kaldte man ham ”Den store Bjørn”. I Annas Rusland Putin. I Hanne-Vibeke Holsts stykke hedder han Andrej Drygin og er en kynisk mand, der tager Görings underforståede sætning om, at man ikke kan lave omelet uden at slå æg i stykker, til sig. Fælles for Putin og Drygin er dog for dem begge, at de kæmper i fortidens bjørnedragt. Offeret, Anna Politkovskaja – her kaldet Nina Krasnova – ønsker at afsløre styrets forsøg på at knægte ytringsfriheden. En ytringsfrihed hun ved, i sidste ende kan koste hende livet, men som hun dog indædt kæmper for. HUN ER NEMLIG JOURNALIST.
I den 5. kolonne
I den 5. kolonne Paprika Steen er omdrejningspunktet. Hun er Nina Krasnova. Kvinden der i sin journalistiske identitet vil finde og søge sandheden. Med skæbnens ånde i nakken handler hun ud fra et instinkt, der er stærkere end moderfølelse og almen fornuft. Hun går i kødet på præsident Drygin (spillet af Ole Lemmeke), men bliver slået tilbage med den indirekte besked om, at hun kan regne sig som 5. kolonne, hvis hun anfægter hans politik. Det stopper hende ikke. Hun kører på og ender i et yderpunkt, hvor hun med mordforsøg og tjetjensk afpresning alligevel finder kul til at fortsætte. Sandheden frem for alt. HUN ER NEMLIG IDEALIST.
Slavisk melankoli
”Jeg er en paria” siger hun i et af de talehuller, hvor man lader den rigtige Anna Politkovskaja. I små bidder løfter forestillingen sig ud på et andet fortællerplan og viser i smukke øjeblikke Ninas slaviske melankoli, der i Paprika Steens udtryk bærer det russiske folks samvittighed med stor omsorg. Det er her, forestillingen virker bedst og får én til at ærgre sig over, at man ikke har fortalt Anna Politkovskajas historie som en monolog. For Hanne-Vibeke Holsts historie er lang og forudsigelig og passer ikke ind på en teaterscene. Det er den simpelthen for romantung til. Tanken om at nuancere Ninas karakter som en moderne kvinde, der i sit arbejdsliv er en ildsjæl, men lader familien bløde derhjemme, er god nok. Man får dermed vist, at hendes valg har konsekvenser, ikke kun for hende selv, men også for hendes børn og ægtemand. Det bliver dog hurtigt irriterende fyld og trækker én væk fra den egentlige historie. Hvorfor har man ikke i stedet valgt nøgternt at skildre Anna Politkovskaja med afkast i hendes bøger? Det fungerede godt på Det Kongelige Teater i Hvis dette er et menneske, hvor Primo Levi fik neutral stemme af Jens Albinus. Måske havde det derfor været at foretrække, hvis man havde ladet Paprika Steen gøre det samme. Hun har i hvert fald formatet til at klare det. HUN ER NEMLIG KVINDE.
Journalist, idealist og kvinde
Peter Langdals iscenesættelse gør stykket levende i en velfungerende scenografi skabt af Mia Stensgaard. Med skjulte henvisninger til Hamlet og sort humor, får man alligevel historien ind under huden. Og det er godt. For det er en vigtig forestilling det her. I en tid, hvor Muhammedtegninger har taget patent på ytringsfrihedsdebatten, er det overordentligt vigtigt at hive eksemplet med Anna og hendes kollegaer i Rusland frem. Som blødende eksempler viser de, hvor vigtigt det er at have journalister, som tør kradse, der hvor det gør ondt. Anna kradsede. Som idealistisk journalist og kvinde. I kamp mod den store bjørn. Bjørnen slog hende ud. Anna kradsede af. HUN OFREDE SIG SELV.
Rusland blev med mordet på Anna Politkovskaja for 3 år siden mindet om, at landet er fanget af sin egen fortid. Politisk pluralisme har ikke udviklet sig til et rigtigt flerpartisystem og meget kan tyde på, at landet er ved at vende tilbage til et system med ét parti og én stærk og gennemslagskraftig landsfader. I zartiden kaldte man ham ”Den store Bjørn”. I Annas Rusland Putin. I Hanne-Vibeke Holsts stykke hedder han Andrej Drygin og er en kynisk mand, der tager Görings underforståede sætning om, at man ikke kan lave omelet uden at slå æg i stykker, til sig. Fælles for Putin og Drygin er dog for dem begge, at de kæmper i fortidens bjørnedragt. Offeret, Anna Politkovskaja – her kaldet Nina Krasnova – ønsker at afsløre styrets forsøg på at knægte ytringsfriheden. En ytringsfrihed hun ved, i sidste ende kan koste hende livet, men som hun dog indædt kæmper for. HUN ER NEMLIG JOURNALIST.
I den 5. kolonne
I den 5. kolonne Paprika Steen er omdrejningspunktet. Hun er Nina Krasnova. Kvinden der i sin journalistiske identitet vil finde og søge sandheden. Med skæbnens ånde i nakken handler hun ud fra et instinkt, der er stærkere end moderfølelse og almen fornuft. Hun går i kødet på præsident Drygin (spillet af Ole Lemmeke), men bliver slået tilbage med den indirekte besked om, at hun kan regne sig som 5. kolonne, hvis hun anfægter hans politik. Det stopper hende ikke. Hun kører på og ender i et yderpunkt, hvor hun med mordforsøg og tjetjensk afpresning alligevel finder kul til at fortsætte. Sandheden frem for alt. HUN ER NEMLIG IDEALIST.
Slavisk melankoli
”Jeg er en paria” siger hun i et af de talehuller, hvor man lader den rigtige Anna Politkovskaja. I små bidder løfter forestillingen sig ud på et andet fortællerplan og viser i smukke øjeblikke Ninas slaviske melankoli, der i Paprika Steens udtryk bærer det russiske folks samvittighed med stor omsorg. Det er her, forestillingen virker bedst og får én til at ærgre sig over, at man ikke har fortalt Anna Politkovskajas historie som en monolog. For Hanne-Vibeke Holsts historie er lang og forudsigelig og passer ikke ind på en teaterscene. Det er den simpelthen for romantung til. Tanken om at nuancere Ninas karakter som en moderne kvinde, der i sit arbejdsliv er en ildsjæl, men lader familien bløde derhjemme, er god nok. Man får dermed vist, at hendes valg har konsekvenser, ikke kun for hende selv, men også for hendes børn og ægtemand. Det bliver dog hurtigt irriterende fyld og trækker én væk fra den egentlige historie. Hvorfor har man ikke i stedet valgt nøgternt at skildre Anna Politkovskaja med afkast i hendes bøger? Det fungerede godt på Det Kongelige Teater i Hvis dette er et menneske, hvor Primo Levi fik neutral stemme af Jens Albinus. Måske havde det derfor været at foretrække, hvis man havde ladet Paprika Steen gøre det samme. Hun har i hvert fald formatet til at klare det. HUN ER NEMLIG KVINDE.
Journalist, idealist og kvinde
Peter Langdals iscenesættelse gør stykket levende i en velfungerende scenografi skabt af Mia Stensgaard. Med skjulte henvisninger til Hamlet og sort humor, får man alligevel historien ind under huden. Og det er godt. For det er en vigtig forestilling det her. I en tid, hvor Muhammedtegninger har taget patent på ytringsfrihedsdebatten, er det overordentligt vigtigt at hive eksemplet med Anna og hendes kollegaer i Rusland frem. Som blødende eksempler viser de, hvor vigtigt det er at have journalister, som tør kradse, der hvor det gør ondt. Anna kradsede. Som idealistisk journalist og kvinde. I kamp mod den store bjørn. Bjørnen slog hende ud. Anna kradsede af. HUN OFREDE SIG SELV.