af Sara Blædel, forfatter
Er lige landet efter kortere ophold i Moskva anno 2006. Sikke en oplevelse. Sikke et skuespil og sikke en god historie.
Fortællingen i Hanne-Vibeke Holsts historie og Peter Langdals opsætning over drabet på journalist Anna Politkovskaja, der blev skudt ned i sin opgang begynder, da Nina Krasnova, stykkets Politkovskaja spillet fabelagtigt af Paprika Steen, vender hjem fra USA efter at være blevet hyldet, fejret og feteret for sit journalistiske mod og virke.
Det er hendes fødselsdag, familien står klar med ”surprise”, gaver og champagne, men midt i gensynsglæden modtager Nina en buket med et lykønskningskort, hvor der står: Tillykke med fødselsdagen, landsforræder. Snart vil dine børn græde ved din kiste.
Så er tonen slået an, dramaet er i gang, og det er gjort med så sikker hånd, at jeg hurtigt befinder mig i lejligheden i Moskva sammen med Nina, hendes mand Viktor, søsteren Lana og Ninas to børn, som tager dødstruslen langt mere alvorligt end deres mor, der bare smider kortet væk og ryster dødsangsten af sig.
Jeg husker tydeligt, hvor provokeret og oprevet jeg følte mig i dagene efter henrettelsen af Anna Politkovskaja d. 7. oktober 2006.
Hvilken magtdemonstration, at skyde en anerkendt og berømt journalist på den måde - for at lukke kæften på hende.
Horribelt, og en handling man naturligvis under ingen omstændigheder skulle finde sig i eller lade glide ud i glemsel. Hvilket også var svært, for efter nedskydningen kom giftmordet på efterretningsagent Litvinenko, som var i gang med at undersøge, hvem der stod bag drabet på Politkovskaja.
Endnu en magtdemonstration der ville noget, og dermed var det skåret ud i pap, at overmagten ikke fandt sig i kritiske røster mod systemet.
Nina Krasnova er en heltinde, der med livet som indsats kæmper for retfærdighed og for at fortælle omverden, hvor urimelige og nederdrægtige forhold hendes medmennesker udsættes for. Hun er en af de journalister, verden har brug for, og det forstår man fint i Paprika Steens intense spil.
Man forstår også, hvorfor Nina ikke vil finde sig i at blive truet til at holde kæft og heller ikke vil skræmmes til at forlade Moskva og flytte over til søsteren i London sammen med sin mand og de to børn. For hvis hun ikke fortæller om undertrykkelsen i Tjetjenien, hvem skal så?
Replikkerne er skarpe, mundrette og velskrevne, og på mig virkede det som et overskud midt i alvoren, at der findes humor og gode grin undervejs. F.eks. er det helt vidunderligt morsomt at høre om præsident Drygins (Putins) forbud mod nedslagtning af de søde babysæler, når han med venstre hånd lod nedslagte flere hundrede tusinder tjetjenere.
Det var også en fornøjelse at se Lars Brygmann som Ninas drikfældige ægtemand, der helt tydeligt fik for lidt opmærksomhed, for lidt respekt og al for lidt sex. Han var i gang med at smuldre, mens hans hustru havde travlt med at redde verden, og sådan et forhold er langt fra i vater.
Mere gribende virkede det at opleve Ninas børn, der tryglede deres mor om at stoppe sine skriverier. De var bange for truslerne, bange for at miste hende og kunne ikke forstå, hvordan en ukendt tjetjensk pige, der var forsvundet, kunne være vigtigtigere for hende, end de selv tilsyneladende var.
Og lige præcis dét punkt gjorde, at jeg aldrig kom helt over på Ninas hold. Gang på gang satte hun sin familie og deres angst for, at der skulle ske hende noget, til side og helligede sig sit engagement. Hun fremstod kold og ligeglad med dem, der holdt mest af hende, og så kniber det med sympatien.
Måske er det virkelig sådan med idealister? Måske bliver sagen større end livet og alt det nære, der betyder allermest for os andre? Måske er der ikke så meget plads til hverdagen for de mennesker, der ofrer sig i retfærdighedens tjeneste, og som vi aldrig må glemme, fordi de med deres liv gjorde en forskel.