af Vibeke Sperling, Østeuropakorrespondent ved Politiken og mangeårig Moskva-korrespondent.
»Et politisk drama...med livet som indsats«, undertitlen på Hanne-Vibeke Holsts 'Moskva 7. oktober.', holder til fulde, hvad den lover. Med en forrygende Paprika Steen som hovedpersonen Nina Krasnova handler det om den russiske journalist Anna Politkovskaja, som blev likvideret med skud i sin opgang i Moskva, 7. oktober 2006. På daværende præsident Vladimir Putins fødselsdag og som en gave til ham, ifølge stykket.
Nelliker bundet som en bårebuket lægges ved hendes dør, da hun kommer hjem efter et veritabelt triumftog til USA, hvor hun har fået endnu en pris for sin kritiske journalistik om Tjetjenien. »Tillykke med fødselsdagen, landsforræder. Snart vil dine børn græde ved din kiste«, hedder beskeden ved bårebuketten. Nina affærdiger sine to børn, der fra glæden over at have mor hjemme bryder i gråd over dødstruslen. Nina bader sig i stedet i begejstring over udlandsbesøget, hvor hun for fulde huse kunne tale om ytringsfrihed og demokrati, »uden at det skulle tekstes for hørehæmmede« som russerne, der bare helst vender ryggen til krigen i Tjetjenien.
Men Vesten får også et hip i stil med Politkovskajas, der anklagede Vesten for hellere at kysse Putins kind end at drage ham til ansvar for forbrydelserne i Tjetjenien. Vi lever i en verden styret af »kyniske undermålere«, ifølge Nina.
Det er nutidens politiske magtspil, som Holst som romanforfatter er mester i og har gjort til fiktion om dagens Rusland. Hun har givet haft svært ved teatrets økonomisering med ordene. Pointen at Krasnova svigter sin familie skæres ud i pap med ægtemanden Viktor, der er gået i druk af længsel efter hende, sønnen som trøstespiser og søsteren, der søger at lokke Nina i eksil i London. Det vises med mange dialoger, men de omkring tre timer med pause viser sig ikke at være et minut for meget med en dynamik, der viser instruktøren Peter Langdals evige frygt for at kede publikum. Som forudindtaget af personligt kendskab til Politkovskaja, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Nej, sådan var det og det ikke. Men fiktionen har unægtelig sin styrke i fri fortolkning af dramaet i familien, Tjetjenien og hele det russiske samfund.
Spørgsmålet rejser sig, hvorfor kun navnene er ændret med Putin som Andrej Drygin og Tjetjeniens præsident Ramsan Kadyrov som Musa Tuzarov. Stedet forbliver Rusland med skæbnetung russisk baggrundsmusik. Det kunne også have været et fiktivt land med den almengyldige fremstilling af kampen imellem systemkritikere og autoritære styrer og hib til også såkaldt demokratiske samfund. Men fokus på Rusland gør det selvfølgelig til et stærkt bidrag til at fastholde fokus på en udvikling i et dødsensfarligt land for kritiske journalister. Både Ole Lemmeke som Drygin og Janus Nabil Brakrawi som blandt andre Tuzarov er perfekte i rollerne som henholdsvis den kyniske Putin og den rablende gale Kadyrov. Drygins og Tuzarovs dialoger med journalisten, også spillet af Paprika Steen, som den »udenlandske journalist« i Ninas datters skikkelse, viser med isnende klarhed brydningen mellem idealistiske ildsjæle og magtens mænd, der styres af menneskeforagt. Politkovskaja fik foretræde for Kadyrov, men aldrig for Putin, der i Drygins skikkelse siger til datteren: »Din mors død har ikke ændret så meget som et komma i Ruslands historie«.
Nina vender tilbage til Tjetjenien til begravelse af en ung tjetjener, hvis afhuggede hoved sikkerhedsfolk har moret sig med som fodbold. Hun arresteres af efterretningstjenesten FSB, KGB's efterfølger, og Tjetjeniens præsident forsikrer hende, at han vil løslade den myrdedes lillesøster, hvis Nina skriver en positiv artikel om ham. Da hun i stedet kalder ham en »gemen morder« i sin avis, henrettes pigen. Og Nina står tilbage med bevidstheden om, at hendes sandhedssøgen har dræbt en uskyldig.
Hun ved efter flere mordforsøg, at hendes liv er på spil, men »kan ikke svigte de mennesker« og siger: »Først tager vi Tuzarov og så Drygin«. Hun vil tro på, at de kan fældes ved en domstol, selv om hun ved, at overmagten er alt for stor. Sådan var Politkovskaja, der sagde, at hun gerne overlod Tjetjenien til »yngre journalister, men de er der bare ikke«.
Med stykkets stjernebesætning kunne man tro, at instruktøren Peter Langdal havde en let opgave. Men de engagerede skuespillere med Paprika Steen i spidsen har næppe gjort opgaven så let endda. Man efterlades med de store spørgsmål: Er det naivt at tro, at man kan ændre verden ved at ofre sig selv? Hvad stof er jeg selv gjort af? Hvad ville jeg gøre i Politkovskajas sted?
Stykket maner til pinagtige eftertanker, som det er mere end svært at ryste af sig. Man sympatiserer med Ninas redaktør Kolja, der siger: »Jeg kan ikke klare flere sønderskudte bedstemødre. Jeg bliver ved med at se mønstret i deres kjoler«. Nina afviser anklager for at lide af »posttraumatisk stress« med, at det gør hele Rusland. Hun ironiserer over, at hun kaldes »den gale kvinde fra Moskva« og siger: »Min berømmelse beskytter mig«. Det var vi mange, som klamrede os til håbet om for Anna Politkovskaja, men det håb dræbte mordet på hende, som næppe nogensinde opklares. For hvad enten Putin gav ordren til mordet eller ikke, så var han hovedansvarlig på grund af det klima af had, som han skabte. Dét blødende sår bidrager Betty Nansen til at holde åbent om Rusland.