af Yildiz Akdogan, MF,S
”På forsiden af Times Magazine – kan man ønske sig mere”, spørger hovedpersonen retorisk?
Ja, når man hedder Nina (Alias Anna), så ønsker man sig mere end forsider på prestigefyldte blade og ditto priser og anerkendelser for éns journalistiske arbejde. Havde disse fine forsider og priser ikke været et godt middel til at kaste lys over den sag, Nina brænder for, havde Nina nok heller ikke taget af sted for at modtage disse priser. Nina glemmer sine fine priser på de forskellige hotelværelser – de skal netop ikke pynte på reolen derhjemme eller på arbejdet og virke, som om man fører sig frem, at man dyrker egoet. Nej, priserne skal ikke sætte fokus på hende selv, men på sagen, på hendes hjertebarn, som er kampen for sandheden og retfærdigheden inden for såvel som uden for hendes land.
Moskva d. 7. oktober er stærkt inspireret af den verdensberømte russiske journalist Anna Politkovskaja. Hovedpersonen Nina (eminent spillet af Paprika Steen) er set udefra – på facaden – en næsten lykkeligt gift kvinde og mor til to glade børn. Scenen starter med, at Nina kommer hjem fra en prisoverrækkelse. Hun bliver modtaget med, kys, røde roser og pæne ord som ”du er en vidunderlig kvinde, mor og søster”. Det er hendes fødselsdag, og ud over kærlige ord, og dyre sko fra søsteren, får hun en buket blomster med et trusselsbrev i gave.
Velkommen tilbage til virkeligheden. Med ét krakelerer det lykkelige familiebillede, og tilbage står der en frustreret mand, en forvirret og bekymret datter og en søster, der ikke ved hvad hun skal gøre – ikke andet end at tilbyde dem at forlade Moskva og flytte til London hos hende.
Ingen forstår Nina. Viktor kræver opmærksomhed af denne verdensberømte kvinde, som samtidig er hans kone, og anklager hende for at være selvisk. Han vil have opmærksomhed - føler sig utilstrækkelig, føler sig med Ninas (eller Holsts) ord ”kastreret” og måske derfor starter han senere på aftenen, med mod fra alkoholen, et stort skænderi med Nina.
”Hvorfor skal du redde verden?”, ”vil du blive husket?” spørger Viktor anklagende.
Ja, hvorfor skal denne kvinde, der glemmer sine børn, sin mand, sin rolle som mor og ægtefælle redde verden - når hendes familie skriger på hendes opmærksomhed?Spørgsmålet kommer i et splitsekund også frem hos Nina, men så er der jo sandheden, som hun jagter – sandheden, der har mere brug for hende end familien.
Jagten på sandheden og retfærdigheden i forhold til det tjetjenske folk koster Nina livet.
Hele 5 skud lige foran hendes lejlighed, hvor overvågningskameraet tilfældigvis var ude af funktion, der var ingen vidner og ingen gerningsmand. Den verdensberømte journalist, Nina (Anna), bliver brutal myrdet den 7.oktober på selveste præsidentens fødselsdag.
”Er der forskel på en kritiker eller en statsfjende”, spørger en ”ny” Nina, der har bevæget sig ud på det samme spor i sin søgen efter sandheden, ligesom mange myrdede Nina’er eller Anna’er. Men den selvkontrollerede, nærmest robotagtige russiske præsident, vil ikke finde sig i disse provokerende spørgsmål. I hans sande og retfærdige verden må man ikke være kritisk over for systemet, men skal være taknemmelig. Er man kritisk, er man også en statsfjende. Præsidenten er idealist på sine egne betingelser og ud fra egne præmisser – præmisser, der ikke tillader plads til anderledes spørgsmål, refleksion eller sandheder, ligesom hans forgængere måtte handle, sådan som de gjorde, ud fra devisen om, hvad der er bedst for Rusland. Og for moderlandets ve og vel ”koster det nu engang æg at lave omelet”, siger han med en kynisme, så man får gåsehud.
Men Ninas vision for det nye Rusland er en anden – en der ikke gentager sin tragiske historie med brutale ledere og en befolkning fyldt med angst. Hun ønsker et opbrud, et nyt og mere solidt fundament – et fundament der bygger på demokrati, frihed og retfærdighed. Derfor ofrer hun også alt – hun gør det ikke, fordi hun vil være martyr, eller fordi hun får et "kick" ud af det, men fordi det er nødvendigt. Det er nødvendigt, at nogen ikke drager i eksil, men bliver og tager kampen op, stiller spørgsmål, skriver historier, som ingen andre vil skrive. Hun risikerer gerne sit liv for at redde en 15-årige piges liv fra det brutale regime i Tjetjenien.
Moskva 7.oktober er et meget velskrevet stykke af Hanne-Vibeke Holst, som har ladet sig stærkt inspirere af den modige journalist Anna Politkovskaja. Stykket har et væld af store skuespillere, der hver især spiller flere roller med stor troværdighed. Janus Nabils rolle fra den bløde idealist af en chefredaktør til den brutale militsleder Tuzarov er virkeligt velspillet, ligesom Lars Brygmann er overbevisende i rollerne som den forsmåede ægtefælle til Nina og som den klæbrige assistent Musa. Paprika Steen er en gave til dansk scenekunst. Det er generelt en fryd at se så dygtige skuespillere præstere denne opsætning på et så højt plan, at man glemmer de lidt for mange og langsomme sceneskift, der sker. Men det er blot skønhedsfejl, der viser, at det er levende mennesker, der spiller.
Relevansen af at se Moskva skal ses i lyset af samtidens debatkultur – der er et indskrænket blik på, hvad der foregår i verden. Her kan kunsten netop gøre det, den er bedst til, provokere tilskuerne/borgerne til at reflektere og måske agere?
Anna Politkovskaja sagde, ”hvis jeg stopper, tager ingen andre over”. Anna blev stoppet, og det, der tog over, var nok snarere tavsheden end den kritiske røst. Når man ser stykket, spørger man sig selv, hvorfor og hvordan kunne man slippe af sted med et så brutalt mord mod en så modig kvinde?
Den dominerende tavshed gør det endnu mere nødvendigt at se stykket og huske på, hvordan alverdens Anna’er har kæmpet for retfærdighed og sandhed med livet som indsats.
Anna’er bør blive husket hver dag og hvert år.