af Anne Morgenthaler Echwald 
At skulle til repremiere på et stykke, som har gået for fulde huse og har fået flot omtale næsten overalt i pressen i sidste sæson, kan ikke undgå at give nogle specielle forventninger hos tilskuerne, inklusive den, som skal anmelde. Men uanset det, er jeg jo kommet for at se stykket for første gang.
Det er den senere forsvundne far og ægtemand Gerhard (Jesper Langberg), som introducerer sin ikke helt normale familie for os og den ny-ansatte tyrkiske hushjælp (Nadia Auda) . Hun bliver således vidne til de dramaer, som senere udspiller sig mellem familiens medlemmer. Og er også den eneste, der kan se forskel på rigtigt og forkert og har en mod til at reagere på et senere tidspunkt, selv om det kan koste hende det dyrebare job. De øvrige personer er blevet eksperter i at benægte, skjule og fortrænge realiteterne.
De har det hedt – de forskellige familiemedlemmer, som lidt efter lidt samles i familiens skød for at finde ud af, hvor faderen – patriarken – er forvundet hen, og hvad der er sket med ham. Scenens mange rødlige farver forstærker fornemmelsen af ild og varme. Familiemedlemmerne ristes langsomt over ilden, som stykket skrider frem.
Vinduerne er lukket og blændet. Alle har rigeligt i deres egne indre dramaer og lider under det tvungne samvær med familiemedlemmer, som de både hader og samtidig har så hårdt brug for. Drømmen om familie og samvær – romantik og kærlighed, lever - især hos mellemgenerationen.
Både Mor (Lizzsie), Far (Gerhard) og barnebarn har mistet illusionen. Navnet Mørch er vel heller ikke tilfældigt valgt. Mørket HAR sænket sig over disse personer. Stykket efterlader dog heldigvis tilskueren med et lille håb om, at nogle få slipper ud og overlever – ikke nødvendigvis de, der på overfladen er stærkest.
Som tilskuer har man nok at gøre. Der er tempo på. Replikkerne flyver over scenen – ofte som genkendelige sandheder leveret nærmest som stand-up-replikker. Der er groteske og grinagtige situationer, som dækker lidt for den smerte, man hele tiden aner og mod slutningen konfronteres med. Stykket er opdelt i mange korte episoder, som bliver længere, som stykket skrider frem. Det giver god dynamik.
Det kunne selvfølgelig som dansk normaltilskuer være fristende at skubbe problematikkerne fra sig og sige, at det er FOR amerikansk, men det holder ikke. Stykket er fuldt af genkendelige typer og psykologiske mønstre . Og vi har mødt dem i andre varianter i vore egne familier og hos mange dramatikere før.
Man kan synes, at Tracy Letts er en smule overfladisk i sin skildring af familiedramaerne. Og man kan savne lidt af f.eks. Noréns dybde, men her har vi så til gengæld humoren og tempoet, som gør, at vi underholdes i en grad, så man hver gang, der er pause i den 3½ timer lange forestilling, stirrer fortørnet på uret og tænker, at der kan da umuligt være gået1 time allerede. Det er i sig selv en stor kvalitet ved stykket. Personligt var jeg "på" hele vejen. Mine forventninger BLEV indfriet!
Personerne er godt nok set før. Familiestereotyper findes overalt hos os selv, i vore omgivelser, i vor litteratur og i de serier, som vi også lige får en musikalsk reference til i form af kendingsmelodien til TV-serien Dallas (eller var der Dollars?), som kører i det fjernsyn, som flere af personerne flygter ind i, når tingene kommer for tæt på. Spørgsmålet er, om vi kommer dybere ned i Tracy Letts’ personer, end i de nævnte TV-serier. Det tror jeg, vi gør. Trods de groteske overdrivelser, skinner personernes afmagt og ensomhed igennem.
Det må have været en fest for en instruktør som Peter Langdal at folde sig ud i et stykke som dette, der lægger op til grotesk morsomme og uhyrlige optrin, som han er mester i at komponere, og så at sætte et hold af skuespillere sammen, som i den grad kan leve op til alle stykkets og instruktørens krav. Godt valgt! Det er et stjernehold. De spiller alle deres bedste. Først og fremmest Ghita Nørby i den altdominerende og krævende rolle som den kyniske og ødelæggende moder. Jeg vil længe se hendes slangeøjne følge sit offer, parat til hug, når nogen blotter sig eller viser tegn på glæde eller styrke. Hun er den af personerne, som ser klarest, selv når hun er omtåget af de piller, som holder angsten fra livet. Til gengæld fjerner pillerne filtret, og hun leverer stykkets frygteligste sandheder, og forstår at docere dem rigtigt. Det giver magt. Den udnytter hun til fulde. Hendes 3 døtre forsøger hver især at forfølge deres drømme, selv om det koster dem dyrt.
Sarah Boberg (Jette), Ann Eleonora Jørgensen (Karen) og Ulla Henningsen (Kirsten) leverer alle meget fint, sårbart og kraftfuldt spil i deres meget forskellige opgør med moderen og barndomshjemmet. Margrethe Koytu (moster) er formidabelt morsom og meget troværdig. Mændene i stykket er mindre dominerende, men alle meget velspillende. Nicolaj Koppernikus Lille Charles rører sig stadig i mit hjerte, her mange timer efter at lyset er slukket.
Peter Langdal har her virkelig fået hver enkelt til at folde sig ud i fineste stil. Hushjælpen, Nadia Auda, er hvor hun skal være, men hende kunne dramatikeren godt have brugt lidt mere krudt på. Hun bliver ikke helt forløst, og det er synd.
Stykket viser, hvordan en moderne familie kan se ud. Hvordan det føles at skulle kæmpe sig ud af konflikter og problemer, man ikke engang selv er skyld i, men har fået med hjemmefra. Nogle lykkes det for at bryde mønstret, andre ikke.
I denne familie, som i så mange andre, kæmper man livet igennem med sig selv og hinanden. Hvem er den stærkeste? Er der retfærdighed til?
Det har stykket et bud på til slut.
Troels II Munks fordanskning af stykket er lykkedes flot. Inddragelsen af Jens August Schade, lysets og kærlighedens digter, og citatet af Viggo Stuckenbergs "To som elsker hinanden" er et scoop. Engang havde de gamle altså også drømme og længsler.
Hvad blev der af dem? Nu er kun pillerne (Mor) og flasken (far) tilbage. Intet under, at barnebarnet Tove tyr til den stærke tobak. Har hun mon en fremtid?
Jeg sagde lidt om scenografien i starten – om farverne og varmen, men den fortjener lidt mere omtale. Scenen fungerer meget elegant med flytbare store "billedrammer," som kan skille og opdele rummet efter behov, så noget spil koncentreres inden for en ramme, mens publikum kan følge eller iagttage andre personer uden for rammen. Fint udtænkt.
I det hele taget er der ikke meget at sætte fingeren på hvad angår spil, iscenesættelse og rammer. Tracy Letts viser os måske ikke noget, vi ikke har set før, men udførelsen er formidabel.
God fornøjelse i Betty Nansen Teatret!