af Bo Green Jensen 
AUGUST er den mest populære bryllupsmåned, oplyses det i programmet til Min Familie. August er også den måned, hvor digteren Gerhard Mørch (Jesper Langberg) tager sit liv. Han og hustruen Lizzie (Ghita Nørby) har i årtier levet et skyggeliv, baseret på en uudsagt pagt. Han drak, mens hun tog piller og trak sig længere ind i en skæv, forvreden verden.
Det sidste Gerhard gør, før han forsvinder, er at ansætte hushjælpen Fadime (Nadia Auda), der er datter af en lokal, afdød handlende. »Er du perker?« spørger Lizzie den unge kvinde, der hurtigt falder ind i rollen som effektivt tyende. Lizzie tænker sjældent, før hun taler, men generelt siger hun tingene ligeud, som de er.
Uden Gerhard må Lizzie forholde sig mere pragmatisk til virkeligheden. Hendes søster (Margrethe Koytu) og svogeren Charlie (Bjarne Buur) kommer for at hjælpe til, i første omgang uden sønnen Lille Charles (Nicolaj Kopernikus), som Moster hakker på uafbrudt. Charlie tager derimod "drengen" – Charles er 37 – i forsvar og chokerer undervejs sin kone, da han for første og eneste gang siger fra.
Gerhard og Lizzies tre døtre – Jette (Sarah Boberg), Kirsten (Ulla Henningsen) og Karen (Ann Eleonara Jørgensen) – assisterer mere eller mindre frivilligt deres mor. Den selvopofrende Jette er single, men har en overraskelse til de andre. Karen taler helst om sig selv og kommer med kæresten Sten (Bjarne Henriksen), som må og skal være den eneste ene, skønt enhver kan se, hvad han tager hende for.
Kirsten er for sidste gang sammen med Kristian (Max Hansen), der efter 23 års ægteskab har forladt hende for en af sine studerende. Parrets datter, den 14-årige Tove (Marie Sandø Jondal), ryger pot og ser restaurerede stumfilm i tv, mens hun holder sig for ørerne og prøver at være ligeglad med forældrenes brud.
Med den bedøvede Lizzie som et uroligt centrum - en svimmel sol mellem sitrende stjerner – bliver alle i ugens løb konfronteret med sandheder, som de helst vil fortrænge. Hver har sin egen version af familiehistorien. Stoffet er bittert, vemodigt og tragisk, men tonen er stålsat og sorthumoristisk. Der er flere skeletter i skabet. Et af dem rasler så højt, at man som tilskuer næsten står af.
Man sidder dog også og føler sig genkendt. For med alle fejl og mangler, konflikter, problemer og hemmeligheder, er storfamilien skildret realistisk . Måske nok i karikeret form, men aldrig uden lighed med virkelighedens model. Også en trodsig, forslået kærlighed træder frem, da moderdyret gradvis vender tilbage fra tågernes land. Og dét er vel pointen. At familien Mørch på et vist plan er alle familier.
FRA Anton Tjekhov til Lars Norén og Alan Ayckbourn har teatret elsket at samle slægten, den skrantende, dysfunktionelle familie. Måske for en weekend, måske til en højtid, og ofte i anledning af en dåb, et bryllup eller et dødsfald, men som regel med en bevidsthed om, at tiden løber fra os. Vi står midt i livet og kan ikke andet. Hvor romankunst og film dyrker aktiv forvandling, holder scenekunsten af rituel fatalisme.
"Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?" Det er de evige spørgsmål, som alle kunstarter stiller, skønt disse tre udgør titlen på et maleri af Paul Gauguin. Er der grund til at tro på forandring? Hælder skæbnen os ikke altid af brættet? Man svigter ikke ustraffet. Misbrugsmønstre nedarves. Man får de børn man fortjener.
Min Familie er den danske udgave af stykket August: Osage County, som Tracy Letts i 2008 fik både en Pulitzer Prize og en Tony Award for. Som drama nedstammer forestillingen fra Eugene O'Neill og Tennessee Williams, og den demonstrerer hinsides al tvivl, at der stadig er kraft i den klassiske formel fra Lang Dags Rejse Mod Nat og Kat på et varmt bliktag. Det er et meget amerikansk teaterstykke.
Dialogen slår gnister i tre dimensioner. Opgøret mellem fatalisme og viljen til forandring er formuleret i skarpe soundbites og fyndord som Kirstens: "Op i røven med kærligheden, det er bare en gang lort. Man kan bilde sig selv ind, at man er forelsket i en standerlampe." Og i Lizzies lakoniske konstatering: "Kvinder er smukke, når de er unge, og resten er bare en ynk."
Den permanente ubalance er et bærende princip i Karin Trille Høys scenografi. Scenen er så skrå, at skuespillerne må anstrenge sig for at bevæge sig på den. I begyndelsen virker det klodset og slet gennemtænkt. Over tid bliver det dog en fysisk pointe. Skuespillerne finder balancen og vakler tappert over scenen. Vore vilkår er muligvis ikke de bedste, men vi lever fremdeles det eneste liv.
Mindre heldigt er forsøget på at omplante teksten til danske forhold. Hos Tracy Letts bliver der jo ikke talt om Jens August Schade, Poul Borum og Tove Ditlevsen. Kirsten og Kristian hedder Barbara og Bill. De ankommer ikke fra Norge, og sindets pløjemark ligger faktisk i Oklahoma.
Ved at kalde alting noget andet, slører man den konkrete detalje og opnår en forkert stedløshed. "Det er, som om vi får et kig ind i et familielaboratorium, hvor der bliver pillet i nogle ret universelle problematikker,» siger instruktøren Peter Langdal. Det er jo dét. Tiden må snart være løbet fra den pædagogiske bearbejdelse. Vi forstår vel uden staveplade, at pløjemarken ligger alle steder.
DET er et smukt ensemblestykke, og Betty Nansens opsætning forløser det fint. Ghita Nørby er det kraftfulde midtpunkt, som alle strømme stråler fra, og skønt hun gøgler til bedste i enkelte scener, bliver karakteren Lizzie Mørch et helt menneske, lige dele koldt fabelvæsen, skrækslagen kvinde med kræft i mundhulen, forvirret misbruger med søsyge sanser og et ufortrødent, stærkt individ.
Ulla Henningsen er hendes datter og dramatiske tvilling. Henningsen har et stærkt fysisk nærvær og en sanselighed, der når langt ud over scenen. I løbet af stykket bliver hun sin mor, og skønt denne forvandling er skræmmende for begge parter, har den over sig også et skær af undrende, næsten nænsom accept.
Jesper Langbergs monolog i begyndelsen er en arie i genren "alkoholiseret eks-kunstner ironiserer over sin skuffelse". Scenen, hvor han ansætter Fadime (stykkets mest underbelyste person), er dog mere end en galgenhumoristisk crowd pleaser, som forklarer relationerne og eksponerer den følelsesmæssige baggrund. Den giver i koncentreret form et indtryk af mennesket, som alle forholder sig til. Mange forhold bliver mere konkrete, fordi publikum ved, hvem Gerhard Mørch var.
Som den 14-årige Tove er Marie Sandø Jondal noget af det bedste i forestillingen. Hun siger fucking, cool, konge og herre, så det ikke føles postuleret, og hun holder fint fast i en hårdkogt sårbarhed, som på ingen tid smuldrer i det øjeblik, da Kirsten og Kristian skændes åbenlyst foran hende; "I kan jo ikke se forskel på, hvem der er god, og hvem der er ond, og så vil I have mig til at afgøre det hele for jer."
Det er en klog tekst og en god forestilling, som spiller sig stærkt op efter en nervøs første akt, hvor man lidt for behagesygt fodrer den danske latter, trangen til at grine for enhver pris. Min Familie er nutidigt verdensteater. Det kan ses på Betty Nansen i dette efterår.
Tracy Letts: Min Familie. Oversat efter August: Osage County (2007) af Troels II Munk. Bearbejdelse: Peter Langdal og Mette Wolf Iversen. Iscenesættelse: Peter Langdal. Anmeldt ved premieren på Betty Nansen Teatret 10.09.09