af Line Rasmussen

Oh dysfunktionalitet
Modsat i den virkelige verden, så har familier i fiktionen altid været sjovest i dysfunktionelle og fortrængningsramte versioner; dem med kollektivt overjeg og en eksplosiv underbevidsthed, der spiser sandhed til morgenmad. Sådan (altså dysfunktionelt) er det også, når flere generationer af familien Mørch samles på Betty Nansen Teatret – hjemme hos den pilleslugende mor Lizzie (Ghita Nørby), hvis drikfældige litterat af en husbond Gerhard (Jesper Langberg), er forsvundet. Familien – søster, nevø, barnebarn med begyndende bryster, døtre med hver deres mand eller mangel på samme – tropper op, for at knuse problemet. Så godt går det naturligvis ikke. Dette er en klassisk opsætning: familien mødes omkring noget ekstraordinært – i det her tilfælde om problematikken "hvor er far?!"

Mennesker mødes
Far ligger død i en vandkant, hvor han sandsynligvis selv har valgt at ligge. Få dage forinden har vi mødt ham hjemme i huset, hvor han citerede Stuckenberg, Borum og Schade for deres lyriske og kyniske udtalelser om livet og kærligheden: "To som elsker hinanden, kan volde hinanden mere ondt end alle de argeste fjender, som hævner sig jorden rundt …", "Fremtiden, det bliver uden mig", og "Mennesker mødes, og sød musik opstår". Publikum kan lugte lunten af livsfrustreret mand allerede i denne første scene, hvor også Gerhard netop har ansat en ung nydansk pige til at tage sig af huset (læs: når han er borte). Således efterlader han sin familie i armene på hinanden og på en fremmed pige. Dette er et klassisk greb, som bl.a. også Vinterberg brugte i den familiære familiefilm Festen, hvor han lod en mørk udefrakommende mand kaste sandhedsblik på familieforetagendet. Også her bliver Fadime publikums sunde, neutrale blik på familien Mørch, der ikke ligefrem strutter af vitaminer.

Mennesker skilles/slås/spiser hinanden
Hvorfor begik Gerhard, måske, selvmord? Det ved Fadime bl.a. For af teenagebørn, pilleomtågede kvinder og fremmede skal man høre sandheden i den her familie. Men Fadime fortæller ikke, hvad hun måske har fået fortalt af den afdøde familiefar, og de jordskredssandheder, der bliver serveret under den atypisk sørgelige begravelsesmiddag, står helt for familiens egen regning. I overført betydning går de i flæsket på hinanden med kniv og gaffel; rå sarkasme, skyld, skam og grønlangkål flyver bogstavelig talt gennem luften. Kun det teenageoprørske barnebarn Tove, nægter at spise kød, fordi "det er det samme som at spise dyrets rædsel". De voksne har tydeligvis spist en masse angst gennem deres liv – og krydret den med piller, utroskab, uforløste drømme og svigt. Skål!

Det er ikke, fordi publikum bliver overstrøet med forløsende elementer i amerikanske Tracy Letts' fortælling om denne skævvredne familie. Alle har deres sorger, deres facader og deres grunde til at have dem – og som historien når en ende, blinker alle faresignaler, da der er tydelig risiko for, at en reproduktion af familiemønstret vil finde sted: Datter Kirsten (Ulla Henningsen) sluger morens piller for at glemme sit nu, datter Karen (Ann Eleonora Jørgensen) lukker endnu engang øjnene i kærlighedens navn, og mor Lizzie sidder tilbage med den ensomme magt. Dog er det et herligt absurd forløsende element, at det forelskede "fætter-kusine-par" (Nicolaj Kopernikus og Sarah Boberg) kaster sig ud i kærligheden (og degenerationen).



Tragedie med stort k
Min Familie er familietragedie med stort k (som komedie). Der er meget at grine af, for over/under/mellem de ovennævnte tunge tematikker er der vittigheder på stribe og skarp sarkasme, der ikke lader publikum drukne i dårligdommen undervejs. Selv kan jeg kapere en del kynisme, og det ærgrer mig en smule, at publikum ikke får lov til at synke flere dybder og sorger uden at skulle skylle ned med konstante slapstickjokes. Jeg mener, hvis Lizzie kan knase og sluge piller uden vand, burde det andet også kunne lade sig gøre – på samme måde som ægteparret i Who’s afraid of Virginia Woolf ikke foranlediger deres publikum til kun at grine tyngden væk. Her hulker man højlydt. I ’Min familie’ bliver man især berørt af Ulla Henningsen som datter og Ghita Nørby som mor, der spiller deres roller med en sjæleanmassende inderlighed – og træder ud af deres let karikerede roller.

Rollebesætningen generelt er arketypisk, det samme er historien. Publikum kan genkende sig selv i alle familiemedlemmer, selv i den lumre svoger Sten (Bjarne Henriksen), der ikke kan holde fingrene for sig selv. Samtidig er genkendeligheden måske også det, der gør historien, ikke forudsigelig, men let kedsommelig udi netop genkendeligheden. Selvom man griner og glemmer, hvorfor familien egentlig er samlet: Far.

Os som elsker hinanden
Far Gerhard er død og begravet, når tæppet går ned. Men før det var han en engang anerkendt digter – og han citerede selv de store danske digtere, som var de lovord for hans liv og skæbne. Deres ord står fra stykkets første scene som overskrift for samtlige tre akter: "To som elsker hinanden … " – og bliver multipliceret hver gang nye familiemedlemmer dukker op på scenen, så sætningen: "Alle os, der elsker hinanden, kan volde hinanden mere ondt end alle de argeste fjender, som hævner", ligger evigt usagt mellem linjerne. Den danske oversætter af det oprindeligt amerikanske stykke har udvalgt nogle gode danske digtere, hvis ord matcher tematikken perfekt. Dog støder de danske digterreferencer sammen med de mange og underligt brogede popkulturelle navne, der præsenteres undervejs i replikker og musik: Dollars, Pizza King, Motown, Eric Clapton, Phantom of the Opera og mange flere strittende af slagsen, der ikke går naturligt i spænd med Tove Ditlevsen og Co. Ved en fremtidig opsætning vil jeg derfor i det mindste anbefale at udvide listen med Dr. Phil – han ville gnide sig i hænderne over familien Mørch.