af Nanna Friis
Når man går ind for at se en forestilling, der fra teatrets side betegnes som en næsten tre en halv time lang familiesoap, men som på den anden side kan bryste sig af en stjernespækket rolleliste med selveste Ghita Nørby i spidsen, er det med en smule blandede forudanelser. For kan en såkaldt "familiesoap" virkelig fylde alle de minutter ud uden at miste publikums opmærksomhed og gode vilje? Alligevel må man dog formode, at når prominente navne som bl.a. Jesper Langberg, Ann Eleonora Jørgensen og Ulla Henningsen medvirker udover Ghita Nørby, kan det vel næppe gå helt galt.
Og når så stykket er til ende, hersker der ikke længere tvivl om, at det sidste er tilfældet: det går overhovedet ikke galt for "Min familie". Ikke som forestilling i hvert fald.
Men for selve familien, som historien er bygget op omkring, er situationen en ganske anden. Her er der rigtig meget, der går galt, og når Jesper Langberg, i rollen som familieoverhovedet Gerhard Mørch i allerførste scene proklamerer, at "min kone spiser piller, og jeg drikker. Det er en pagt, vi har indgået," samtidig med at hans alkoholrystende hænder resulterer i whisky over hele skrivebordet, er scenen bogstavelig talt sat. Her danner egetræsmøbler, PH-lamper og bugnende bogreoler rammen om det forholdsvis ustabile samliv mellem den alkoholiserede Gerhard og den pilleædende Lizzie (Ghita Nørby). Da Gerhard pludselig forsvinder, samles familien i barndomshjemmet – både Gerhard og Lizzies døtre Kirsten, Karen og Jette (Ulla Henningsen, Ann Eleonora Jørgensen og Sarah Boberg) inklusive mænd og barn (Kirstens datter Tove) tropper op, men også Moster (Margrethe Koytu) gør sin entre med sin mand (Bjarne Buur) og sin søn (Nicolaj Kopernikus). Der er altså lagt op til den helt store familiesammenkomst, men frem for familiær gensynsglæde og hyggelig stemning præges arrangementet i stedet af parforholdsproblemer, midtvejskriser og voldsomme opgør mellem Lizzie og hendes døtre. Og det lyder jo egentlig meget dystert, glædesløst og tragisk at være vidne til. Det er det bare ikke.
For gennem hele forestillingen er der blandt de medvirkende en tone, der i den grad holder publikum underholdt, selvom tragedien sagtens kan anes under overfladen – og også flere gange bryder ud i lys lue. Det er hermed helt tydeligt for publikum, at vi har at gøre med en faktisk meget sørgelig historie om, hvordan mangel på omsorg, kærlighed og opbakning i barndommen har forplantet sig igennem tre generationer, og nu har resulteret i en familie, der er så dysfunktionel, at det ikke er til at fatte. Her er ingen form for reelt sammenhold familiemedlemmerne imellem, samhørigheden er påtaget, og skeletterne vælter ud af skabet, efterhånden som handlingen skrider frem. Men takket være fremragende skuespillere, dygtig instruktion og et skarpt manuskript, er "Min familie" ikke sjasket ind i den dybfølte, overdramatiserede selvmedlidenhed, der ellers kendetegner soap-genren. Selvmedlidenhed er der såmænd nok af, men i en så overdreven form, at det bliver grinagtigt.
Ghita Nørby skildrer sublimt den dominerende matriark, der dels fremstår som en perfid, kynisk og direkte ondskabsfuld gammel kone, men som samtidig bare er et narkotisk nervevrag, der har levet alt for længe med en alkoholisk mand. Og produktet af dette narkotika/alkohol-ægteskab, de tre døtre, har da også deres at slås med.
Der er Kirsten, den umiddelbart stærke og uafhængige kvinde, hvis kamp mellem lysten til at bryde fri fra familien og faren for at ende som sin mor, portrætteres flot og nuanceret af en velspillende Ulla Henningsen. Der er Jette, den selvudslettende og underkuede eneboer, fint fremstillet af Sarah Borberg, som har påtaget sig ansvaret for at tage sig af sine forældre og derfor må finde sig i de groveste fornærmelser fra moderen dag ud og dag ind. Og endelig er Ann Eleonora Jørgensen i topform som den yngste, opkørte søster Karen, der lever i en illusion af lykke efter sin nylige forlovelse, men som hermed konsekvent fornægter tingenes (ubehagelige) tilstand. Der er flotte skuespilpræstationer over hele linjen – udover de dygtige hovedroller rammer Margrethe Koytu også plet som den rå og ligefremme alkoholikermoster, og Bjarne Henriksen er troværdig i rollen som den frastødende og perverse forretningsmand Sten Hedebrecht (Karens forlovede).
"Min familie" er en tragikomisk forestilling om generationskløfter, midtvejskriser, søskendeforhold og ægteskabskonflikter, om den blinde fornægtelse af problemer, der vel egentlig findes i mange familiers skød, og om den næste generations frigørelse fra den forrige – det er altså med andre ord nogle ganske universelle og eviggyldige familieproblematikker, der behandles, hvilket i høj grad gør publikum i stand til at relatere til det, der foregår på scenen, og det må jo bestemt siges at være et plus. Det er en forestilling, der indeholder alt det, en soap skal indeholde af lig i lasten, skeletter i (og uden for!) skabet, uforløste kontroverser og løgn og bedrag, men uden at det bliver kvalmt og overdrevet, for udførelsen er skarp, skuespillet er præcist og rammende og tonen i dialogerne er hysterisk morsom stykket igennem. Så går man, som undertegnede, ind til forestillingen med en anelse skepsis ved tanken om tre en halv times soap-lignende udfoldelser, går man i hvert fald ud med det modsatte og beviset på, at en 210 minutter lang fortælling om en families deroute kan være endog meget underholdende at være vidne til.