af Yildiz Akdogan 
"Min familie" er et meget intenst familiedrama, der med sine karakterer rammer os lige i mellemgulvet – et eller andet sted – i en eller anden sætning eller situation kan vi genkende os selv i stykket. Når familien mødes, hvad enten det er planlagt eller for familien Mørchs vedkommende uplanlagt/pligt pga. familiefaderens selvmord, så fører det
også til masser af spørgsmål, konflikter, bebrejdelse. Men familiemødet giver også en indsigt i den manglende viden og forventning, man egentlig har om og til hinanden.
Hvor meget taler man egentlig sammen, når det kommer til stykket eller, hvor meget ved man om hinanden?
"Jeg er jo næsten 45 år, og så har jeg desuden fået fjernet min livmoder", siger den mellemste Søster Jette til sine to søskende Kirsten og Karen, som ser forundret på deres søster. Hvorfor undlader man at fortælle en sådan alvorlig episode til sine nærmeste? I Jettes logik er det fordi, hun ikke vil forstyrre nogen, men da søstrene kommer med søsterskab og kærligheds-argumenterne, kommer bebrejdelsen eller kynismen;"Jeg kan altså ikke blive hængende i den der myte om den lykkelige familie og det fantastiske søsterskab. Vi er jo bare mennesker alle sammen. Nogle af os er så tilfældigvis forbundet via nogle gener, en tilfældig bunke celler".
Jette er den usynlige og usikre søster, godt glemt mellem selvsikre storesøster Kirsten og selvcentrerede lillesøster Karen. Hun har taget sig af forældrene, mens begge søstre er rejst til hvert sit land. Det samme vil hun med sine fætter(!), hvilket viser sig at være en meget dum idé. Bindeledet mellem disse tre piger er den dominerende, evigt kritiske og utilfredse mor Lizzie (spillet eminent af Ghita Nørby.) Hun er kynisk og kalkulerende – det er hun nødt til at være for at overleve – ligesom i sit barndomshjem. Derfor sikrer hun sig et smut forbi banken, inden manden meldes savnet.
Lizzie er en fighter, og den misrøgtede barndom har ikke gjort det nemmere for hende eller hendes rolle som mor eller ægtefælle. Hendes barndomstraumer bruger hun i tid
og utide til at retfærdiggøre alle sine handlinger og holdninger med. Selv om disse handlinger får konsekvenser for hendes familie i form af manglende omsorg og kærlighed. Hun finder kun trøst og tilfredshed i sine pillers rus. Døtrene er på hver deres måde påvirket af deres opvækst og dermed deres moders måde at behandle dem på.
Modsat Jette er den yngste datter Karen gennem diverse selvrealiseringskurser efterhånden blevet bevidst om sit liv – det har været og til en vis grad er stadig en fiasko, men hun vil gerne prøve at klare sig på trods. For som hun siger, er hun "kun et menneske" og har ikke noget imod at fejle. Derfor klamrer hun sig også til en mand, hvis hensigter bestemt ikke er reelle, men hun ignorerer alle signaler, ligesom hun har ignoreret sin mors misbrug og faderens alkolforbrug - for hun vil gerne giftes og på bryllupsrejse som alle andre "normale" mennesker gør.
Alle har nok i sig selv, også den ældre datter Kirsten.Hun er den eneste, der har stiftet familie og beriget familien med et barnebarn: den 14-årige Tove, som er opkaldt efter forældrenes favoritdigter Tove Ditlevsen. Men det literaturelskende akademikerpar har slidt hinanden op efter 23 års ægteskab, der er nemmere at bebrejde og skælde ud end at snakke, og prøver man, ender det med, at sårene bliver åbnet på ny. Derfor tager Kirstens mand Kristian af sted og efterlader Kirsten med sin mor. To dominerende kvinder, der piller hinandens beskyttelseslag af, som var det et løg. Men til hvilken nytte? Ingen har talt igennem, igen har forsonet sig, og ingen er afklaret… tilbage er der kernen og den er ret sårbar.
Min Familie er et utroligt vellykket stykke moderne drama med mange genkendelige scener; man griner, man undres; man provokeres, og man går derfra med masser af spørgsmål og refleksioner – også over sin egen familie. Stykket er så spækket med virkeligt dygtige stjerner, at det gør det meget svært at fremhæve nogen frem for andre. Det er svært at sige, at Ann Eleonora Jørgensen er mere overbevisende som lillesøster Karen, end Ulla Henningsen som storesøster Kirsten. Eller Nicolaj Kopernikus, der spiller fætter Charles, er mere overbevisende end Bjarne Henriksen, der spiller kæresten til Karen.
Den danske scenekunst er privilegeret ved at have så dygtige skuespillere, og mange er dem er med i dette stykke. Men hvis man skulle fremhæve en enkelt person, så skulle det være vores alle sammens diva Ghita Nørby, der spiller mor Lizzie. Jeg tror ikke, jeg kan finde et billedligt udtryk for hendes præstation – ikke andet end at der var mange stjerner, men især én funklede som en diamant, og det var Ghita!