af Anders Rou Jensen 
Selvfølgelig er Nick Cave og hans sange oplagte at bringe op på en teaterscene. Sangene rummer så mange fascinerende personer og skæbner og så grundlæggende konflikter, at de næsten tigger om at blive iscenesat. De er fra Nick Cave’s hånd en samling menneskemyldrende musikalske fortællinger – ofte udsprunget og inspireret af en af de største af alle fortællinger, Bibelen.
Det er blot med at komme i gang. Det gør det så, ensemblet bag ’Nick Cave – Teaterkoncerten’. Kaster sig ud i projektet med en imponerende energi og koncentration, en kontant fysisk fremdrift, der slet ikke levner plads til det halvhjertede, men på den anden side meget sjældent bliver så overgearet, at det forhindrer den afgørende indlevelse i Cave’s sange, deres stemninger og persongalleri.
På denne facon kan det konstateres, at denne iscenesættelse af den australske sangskrivers univers netop evner at få det hele med uden ret mange mislyde. For selvom det er indlysende at visualisere og genfortælle disse sange, er der også en faldgrube. Mellem alvor og overdrivelse, mellem ømhed og grimasse er Nick Cave selv ofte kun en håndsbred fra det selvparodiske. Denne parodi kommer slet ikke på tale på Edison. Humor, måske, men det er netop en helt anden sag. For i nærværende fortolkning af sangene indfinder der sig flere gange et fint strejf af en rund og underspillet humor, som egentlig ikke er særlig tydelig hos ophavsmanden selv, men som på scenen er medvirkende til at menneskeliggøre og temperere det samlede udtryk.
Det sker f.eks. i den smukke, salmelignende ’Gud Er I Vort Hus’, som med den ene hånd spreder milde smil og kluklatter, men med den anden maner til alvorsfuld tavshed og selvransagelse. For er det i virkeligheden ikke os selv og vor egen forskrækkede selvretfærdighed og tryghedsnarkomani, som i sig netop rummer kimen til en dæmonisering af ’de andre’, vi her sidder og morer os over?
Sådan er der heldigvis masser af vedkommende uro og bevægende momenter i forestillingen, som med ganske få og enkle midler får anskueliggjort rækkevidden i Cave’s vildtvoksende og monstrøse univers. Grundidéen er en flok skæbner, som tilfældigvis er drevet i armene på hinanden på det trøstesløse ’Guds Hotel’. Her lever og dør, elsker og længes, drikker og horer de, så det hele synger og sejler. Ikke et øje er tørt. Sådan er livet. Umuligt at bakse med, umuligt at lade ligge, og Nick Cave på én gang besværger og besynger det fra hvisken til råb. Hvilket i denne forestilling vil sige: fra de inderlige, afdæmpede ’Jeg Lukkede Kærligheden Ind’, ’Femten Fod Af Ren Hvid Sne’ og ’Ind I Min Favn’ og til de vrængende desperate ’Far Bliver Hos Dig, Henrik’ og ’Nådens Stol’.
Det er lidt af en rejse – fra yderpunkt til yderpunkt – men den foretages som et enkelt snuptag i ’Nick Cave – Teaterkoncerten’. Kuppet er, at ensemblet ikke virker som en flok skuespillere, der står og befamler nogle interessante sange. Det er i stedet, som om de åbner dem indefra. Springer ud af selve værket og står lyslevende på scenen foran os - deres brødre og søstre i ånden nede i mørket.