af Frederik Nellemann-Linde

Dommedag føles nær, når hele ensemblet, i et grumt inferno af høj bas, pinefuldt lysshow og overbevisende skrigende vokaler - leveret af munde, som i forvejen er møgbeskidte og fulde af ondskab - skriger sig ind i paradis (eller helvede?) i en, skal vi kalde det, nyreligiøs trancemæssig oplevelse, som på mange måder i sin intensitet giver tilskueren en kortvarig oplevelse af noget kontakt til det guddommelige. Det er store ord. Men sådan føles det, når holdet i ’Nådens stol’ (’The Mercy Seat’) leverer et gennemarbejdet sangnummer, der i sin marchform stiger i vildskab og munder ud i et gigantisk ragnarok. Et, for at blive i kristne termer, armageddon, som taktfast sender publikums hoved og overkrop i svingninger, og får det hele til at minde om en amerikansk rockgudstjeneste.

Musikalsk samarbejde

Og hvordan er vi så kommet dertil? Jo. Vi er på Guds hotel. Et sted hvor der altid er ledige senge, og som, i dette tilfælde, er indtjekket med ludere, mordere og dissiderede galninge. Disse er i selskab med fanden selv (Morten Eisner), der i sin bedemandslignende kedelighed sætter orgelmanden i gang sådan at dødsmessen – kald det Teaterkoncerten – kan gå i gang. Med bibelen knuget i hånden tager han fat og sætter spotlight på gæsterne, og som en ren eksorcist får han lukket op for al den modbydelighed, de gemmer på. Tag for eksempel den psykopatiske og følelsesfrustrerede lækkerbisken Charlotte (Xenia Lach-Nielsen), der i ’Forbandelsen om Tre Høje’ (’The Curse of Milhaven’) fortæller om sin massemordergerning af børn og voksne. ”De skal alle dø.. lalalala” synger hun smukt og viser dermed, at Nick Caves musik og tekst stemningsmæssigt ikke altid følges ad. Hendes historiefortælling hjælpes på vej af en stor kropslig vildskab, der bliver opbygget i et solidt galskabsfællesskab med de andre, som fx hos Christiane Gjellerup Koch, der i sin karakter som luder - med kig til lidt af hvert - gennemmusikaliserer den glade melodi med sine lange røde negle på et vaskebræt. Delikat og spiseligt og overskudsagtigt – og stort set alle aktører får koreograferet musikinstrumenter ind i deres spil. Der bliver både hamret på xylofoner, slået på rør, fløjtespillet osv. godt bakket op af et elektrisk og aktivt deltagende orkester, der ses i flere roller undervejs. Fysisk bevæger alle sig i en tung hotellobby, hvor trappen fører op til absolut ingenting og hvor bagvægselementerne kan falde sammen og vise et glimt af en anden verden – paradis?

Det selvdestruktive jeg

Nick Caves nuancerede univers kommer til fulde frem i opsætningen. Musikalsk er vi både vidne til punken og de mere religiøse og historiefortællende sange, som alle, på en naturlig og ikke påtaget måde, trækker en rød tråd fra ophavsmanden selv. Thomas Bang, der er idémanden, og faktisk også medvirkende i forestillingen som en Nick Cave lookalike i pink buks med Bunny Monroe–kostume, har selv fordansket sangene. Det med en sådan virkning, at man oplever Cave på ny og faktisk kan finde samfundsmæssige stikpiller, der kan mærkes helt op i den danske sjæl. Noget der til tider virker ganske komisk. Tematisk tager forestillingen også Caves selvdestruktive og melankolske med sig. Specielt mærker man Anne Sofie Espersens kørestolszombie som en destruktiv kvinde – tydeligt besat af noget ondt – der som fremdrift bruger sin seksualitet hårdt og brutalt. Hendes øjne stikker ud, og fråden om munden sendes ud i spytklatter på de andre. Man kan som tilskuer kun håbe på, at Betty Nansen har en god aftale med Sct. Hans Hospital efterfølgende om, at sende hende til kærlig behandling. Det er i hvert fald utroligt virkningsfuldt og kan stille én det spørgsmål, om Nick Cave ikke bare er en gennemsyret usympatisk person, der skriver på et overdrev og i ekstremiteter, der ligger langt, fra hvad man kan sige er anstændigt? Jo måske. Men alligevel levner han håb og kærlighed. ’Ind i min favn’ (’Into My Arms’) synges der. Guds kærlighed og tilgivelse kan således anes derude.

Sluk mobilen!

Rolf Heims iscenesættelse sætter artigt én fast i publikumssædet. I en gudstjenestelignende stemning bliver man – på den gode måde – stødt af de blasfemiske overgreb, man er vidne til. Det virker utroligt godt. Den førnævnte nyreligiøse trance kan således understreges i det aspekt, at vi, som tilskuer, er draget ind i det Cave’ske univers og sidder tilbage som dommere, der på dommens dag skal dømme de levende fra døde. Hvis lyden havde været skarpere, og publikum havde husket at slukke mobiltelefon, var intensiteten holdt hele forestillingen igennem. Det ændrer dog ikke på, at Nick Cave Teaterkoncerten er en solid og gennemarbejdet helhed, der berettiger den til af have repremiere nok engang.