af Marcus Kühlmann Selliken og Lone Kühlmann
Vi er alle sammen helt med på, at man skal betvinge sine fordomme, slippe sanserne fri og gå på komedie for at få det fulde udbytte af teater eller enhver anden kunstnerisk oplevelse. Alligevel er jeg ret glad for, at jeg havde en Nick Cave-kender i form af min søn med til teaterkoncerten ved repremieren lørdag. Jeg blev blæst omkuld af forestillingen, og kan stadig ikke tænke klart, men det kan han, og derfor er det Marcus, der i virkeligheden står for nedenstående anmeldelse:
Det er rigtigt hvad de siger: Helvede har klart de bedste sange.
Skulle man stå og mangle en praktisk demonstration, kan man bare tage ind og se Nick Cave Teaterkoncerten på Edison. Til godt trehundrede kroner er det dyrere end selvmord, men til gengæld kan man tage hjem igen bagefter.
Et sted i Helvede sidder en ualmindeligt lurvet samling ludere, lommetyve, mordere og andre Cave'ske arketyper samlet i lobbyen på Guds Hotel. Som en anden domptør prøver en gammel, diktatorisk præst at holde styr på gæsterne og drive deres synder ud, en for en.
Så er scenen sat til en spidsrod gennem et udvalg af hulemandens dystre tekster.
Nick Caves sange er små historier. Om kærlighed, kynisme, sex og alle de ting det bliver så meget sværere at holde sig fra, når først de er forbudt. Og vi kommer hele vejen rundt. Fra mord til druk og begær og hjem igen til svigt og hykleri.
Thomas Bang er klar over, at det hører til de få utilgivelige synder at oversætte sangtekster. Det er ikke nok med bare en fornuftig oversættelse, man skal give sangen noget, der gør den til mere end originalen, for at slippe helskindet fra den slags.
Det gør teaterkoncerten til overflod.
Det er en sjælden fornøjelse at se et stykke, hvor alle leverer varen i en sådan grad.
Morten Eisner er i virkeligheden det ondeste væsen på scenen, som den selvudnævnte frelser, man ikke ville overlade sin håndtaske, endsige sin sjæl til. Med sit let genkendelige, normalt venlige ansigt er han faktisk endnu mere urovækkende end Ole Westh-Madsens hvidskæggede patriark, der udfyldte rollen i sidste års opsætning. Man kan ikke undslå sig en kuldegysning ved tanken om, hvad der måtte vente det væsen, som englene en dag fører ind i hans favn.
Forestillingens måske stærkeste kort er Anne Sofie Espersen, der, forsvarsløs i sin kørestol, præsterer at skræmme y-kromosomet om i baglommen på enhver mand i salen, med sit rasende angreb på alt med tre ben. For derefter at vække al den omsorg, man ikke anede, man kunne føle for den lille skikkelse, der er lige så uskyldsren, som de femten fod af ren hvid sne, der tynger hende mod jorden.
Et par af numrene fortjener at blive fremhævet. Loverman brænder igennem med sin vellykkede oversættelse, og Jeg Lukkede Kærligheden Ind skal have særlig ros for Christiane Gjellerup Kochs knægtede men følelsesladede fremføring.
I sig selv er oversættelsen glimrende, omend lige lovlig tekstnær i forhold til versefødderne, men det er helheden - scenen, sangen og fortællingen, der gør at man går fra koncerten fast besluttet på at finde sine gamle Cave albums frem og hive en ven med ind og se den igen.