af Minna Groos
Jeg kan lige så godt sige det lige ud; Jeg tror ikke min mor ville bryde sig om Nick Cave Teaterkoncerten, endsige forstå den. Men min mor har heller aldrig været på druk, taget stoffer eller mærket nattens afgrund snige sig lydløst ind under huden og få tag i sjælen. Ej heller ved hun, hvad det vil sige at drikke sjette sansen sønder og sammen, så der kun er instinkt tilbage, og først næste morgen få sjette sansen igen for fuldt drøn, arbejdende på højtryk for at huske nattens udskejelser og forstå meningen med galskaben. Fik man en med hjem? Er hun gået, eller var hun der aldrig? Lå det hele i længslen, at hun ville drukne i din favn? Slog du nogen ihjel andre end dig selv? Skal du sige undskyld og hvis du gør, holder du så op med at gøre det igen? Næppe. Nick Cave Teaterkoncerten vil vække den indre drukkenbolts hukommelse til live. Guds fortabte børn som præsten prøver at holde styr på. Som en lang kniben i armen hvor grebet aldrig slipper. Det er hudløst, velspillet og genkendeligt for den, der ligger i den romantiske slipstrøm af beatniks’ euforiserende forfatter univers, Jack Kerouacs, William S. Borroughs og sønnen i synden, Nick Cave. Den liderlige djævel vågner, og spirtusånden tager langsomt, men sikkert magten over fornuften. I Nick Caves tilfælde i en hel del år.
De bliver aldrig rigtig ædru i løbet af forestilling, men langsomt undervejs bliver følelserne mere intense, mere længselsfulde og mindre desperate. Skoven bliver åbnet op med en kæmpe lysekrone som himmel mens værtshusets vægge bliver brudt ned og underskovens masker dukker frem af lyset. Seks mennesker på en fælles rejse. Tre kvinder og tre mænd. Ensomme sammen i desperationen, angsten, liderligheden, begæret, længslen og dødsforagten med Gud i hvert sit tog.
Udviklingen er til at tage at føle på, for hvor udviklende er en brandert? Den har i sagens natur et ensformigt forløb med tømmermændene som stopklods og en masse eksistentialistiske tanker undervejs. Men den time og de fyrre minutter, som Nick Caves brandert varer, går hurtigt. Ligeså hurtigt som den femte øl glider lydløst ned i svælget, og tøjlerne er ved at slippe.
Musikerne spiller fabelagtigt godt, og tekstuniverset rammer et sted helt derinde, hvor vi helst ikke vil se os selv. En enkelt sang er politisk og prikker til den hykleriske danske tolerance, hvor nattens katte er hvide, så vi kan se dem i mørket. Det er ærligt og intenst hele vejen igennem. Og så er det skønt at se, at kvinderne også får lov til at drikke sig i hegnet og ikke bare skal samle deres poetiske drukkenbolte op, når natten bliver til dag. For det gør den, selv for Nick Cave, som er svær at forestille sig på en hvid sandstrand i dagslys.
På vej hjem ad Gammel Kongevej synger et par venner den kendte druksang. Den uden ord, der kommer fra svælget. Vi er gode til den i Danmark, så mon ikke en hel del vil kunne genkende noget af os selv i denne flot spillet musikalske forestilling.