af Peter-Clement Woetmann 
Teaterkoncerter er altid modbydelige. Denne slingren imellem musikkens kile ind i kroppen, og teaterets dramatiske rum, som omsvæver og fortryller, forvandler og forelsker, går aldrig rent ind. Det musikalske gemmes væk i dramaets krav til fortælling, og teateret får aldrig plads, før en duet gør krav på al opmærksomhed – et svagt beat, der, modstillet musikken eller teateret i ren form, smøres ind i allround-krydderi af frygt for at træde i karakter, i afmagt overfor formidlingens og folkedybets tunge røst, der kræver pleasing, pleasing, pleasing.
At man samtidigt har valgt at begå direkte helligbrøde ved at lægge sine lange arme omkring den uforlignelige, dvælende melankolske, morbidt morsomme og benhårde Nick Cave – ikke bare ved at kaste hans sange ind i teaterkoncertens ramme – men ved samtidigt at oversætte hans tekster til dette kartoffelsprog af sære lyde, andre kalder dansk, havde lagt en tone af versefødders værste mareridt under mine forventninger. Men for fanden, hvor blev jeg forført og hvor blev mine fordomme gjort til skamme.
Et rum for drømme, et rum for lyd
Luften hænger tungt i rummet, det spænder i personerne på scenen. De venter. De ser på publikum og venter. Ser på hinanden. Og venter. Det er mørket som er trådt i karakter i disse mennesker. Det er det, jeg tænker. Det er mørket, som er blevet karikeret. Det er Nick Cave, men det er ikke Nick Cave. Det er noget andet. De befinder sig på et hotel, på en bar, i en lobby, et bordel, i en kirke? En efter en rejser de sig og synger et par linjer. Modvilligt. Vi er på guds hotel. De er på guds hotel. Og de synger dansk.
Der er ikke gået lang tid af teaterkoncerten, før jeg indser, at det rum jeg har sat mig i, er et drømmenes rum. Logikken er musikkens, og snoren (som i drømmen, mareridtet), der binder skyggerne sammen, er de seks figurer, som har kondenseret sig fra Nick Caves sange - forulykkede skæbner, der alle bærer på en grusom historie, et inderligt skrig fra menneskernes skyggerige.
Langsomt bliver mørket foldet ud. Nej. En dyb indånding bliver taget. Og så ruller lavinen. Den musikalske lavine, og hver krop, mørket har taget bolig i (skuespillerne), forenes med en sang og et beat, de kan danse til. Et beat de kan kneppe og myrde og forvandles til djævlen til. For det lykkes fanme (takket være de vidunderlige skuespillere, de vidunderlige musikere, den vidunderlige iscenesættelse) at få den musik til at svinge.
Dårlige oversættelser fortjener nakkeskud ved daggry
Udover at give sig hen på de skrå brædder har Thomas Bang både skrevet manuskript og oversat Nick Caves tekster. At give formidable sange nyt sprog på er både modigt og prisværdigt (nogen ville sige dumdristigt). Modigt fordi alle sætninger har deres egen rytme, der tripper forskelligt på forskellige sprog. Prisværdigt fordi sådanne oversættelser, når de er gode, er med til at give sangene og det danske sprog nyt liv. Indimellem kan man mærke, at en engelsk ordstilling er blevet hængende eller at en fjollet oversættelse ikke er blevet redigeret bort, men langt hen ad vejen går det godt for Thomas Bang, og heldigvis for det. Dårlige oversættelser fortjener nakkeskud ved daggry.
Igennem forestillingen blev jeg holdt i et jerngreb og ført igennem dette virvar af musik og visuelle udtryk, sang efter sang, fortælling efter fortælling, afgrund efter afgrund, og da Sisse Gerd Jørgensens scenografi pludselig falder fra hinanden, og åbenbarer en have bagved alt, åbenbares en skrøbelig skønhed i hver af de seks forkrøblede skæbner på scenen. Og nådens stol, den kalder.
Rolf Heim har instrueret forestillingen, og jeg tænkte uvilkårligt, at det må ha' været en leg at instruere. Skuespillerne er så forbandet meget til stede, at det vælter fra dem af overskud. Især Anne Sofie Espersen, Xenia Lach-Nielsen og Christiane Gjellerup Koch danner en feminin treenighed af sangstemmers klingklang og regndråbers sorglarm. Den mandlige treenighed (Morten Eisner, Thomas Bang og Benjamin Boe Rasmussen) gør det også godt. Teateret er fysisk og forførelsen: en sang.
'Nick Cave – Teaterkoncerten' er konstant i forvandling, det er en længsel mod omfavnelse og kærlighed. Mod nærvær og omsorg. En rækken ud fra det mørkeste sted, der er sorgens og hadets. En kærlighedssang der væsker fra såret. Som Nick Cave skriver: ”Kærlighedssangen skal resignere med sorgens hvisken og med et ekko af smerte”.
Nick Cave kan man ikke forvandle. Selvom hans fantastiske sange er blevet udsat for det danske sprog (skræmmende), et teaters iscenesættelse (frygteligt), en instruktørs milde fantasi (grufuldt), Thomas Bangs fikse idé (skrækkeligt), glimter de som kølige stjerner langt ude og kaster lidt lys igennem aftenen på Edison. Forvandlet og netop aldrig forvandlet.