af Suzette Frovin 
Ok, lad os ikke afvente lange analyser og på den ene og den anden side – og lad mig også straks afsløre, at det her godt kan få karakter af næsegrus lovprisning, men altså det er bare sådan, at Nick Cave Teaterkoncert er det mest vanvittige, jeg nogensinde har set – og selv hvis du ligesom jeg har haft fornøjelsen før, må du af sted igen, for det her, det er teater, der holder på alle måder.
Da jeg så teaterkoncerten første gang i januar 09, var der ingen vej uden om begejstrede tilråb og stående ovationer, for teaterkoncerten var som intet andet, jeg (og tilsyneladende også de andre i salen, for vi stod da heldigvis alle sammen op under klapsalverne) før havde set. Det var en satsning, der gik mere end rent hjem, og som i den grad havde fortjent sin Reumert.
Nuvel, januarmørke og –depression kan få selv det mindste optræk til virkelighedsflugt til at virke besnærende. Men hva så nu? En smuk septemberaften med hovedet fuldt af sommer og forventninger til en ny teatersæson, som lidt bagvendt bliver indledt med et gensyn? Er det virkelig muligt, at Thomas Bang og (nye) venner for 117. gang kan bære succesen hjem? Mon ikke man fornemmer bare en smule metaltræthed i musikken, lidt vanetænkning i sangen, lidt slæbende fødder i koreografien?
Jeg tror faktisk aldrig, jeg nåede at læne mig tilbage i stolen. Er i tvivl, om jeg trak vejret regelmæssigt undervejs, men til gengæld helt sikker på, at jeg blev slået omkuld - igen. Thomas Bang og co. gav mig og resten af salen 100 minutters veloplagt tour de force af hor, druk, vold, anger, overgreb, svigt, vrede, gudsbespottelse og kærlighed på den smertefulde måde. Det er et overmåde fantastisk show med en scenografi, der i den grad udfordrer og overrasker sit publikum, mens musikken fylder hver eneste lille sprække i rummet med skyld, undskyld og i glimt en lille smule uskyld.
Og det der bærer det hele hjem er Thomas Bang og Rolf Heims over- og iscenesættelse af Nick Caves univers. Jeg er ikke inkarneret Cave-fan, men man fornemmer til fulde, at Bang med sine oversættelser ikke bare har fanget stemningen i Caves mærkværdige verden, men også med sit modersmål har skabt et helt nyt rum, hvor ordene boltrer sig veloplagt i hinandens selskab.
I den nye opsætning er Morten Eisner, Xenia Lach-Nielsen og Christiane Gjellerup Koch blevet en del af den gammelkendte flok, der ud over Bang og hans musikere også tæller Anne Sofie Espersen og Benjamin Boe Rasmussen. Det er et stærkt hold, hvor særligt Anne Sofie Espersen og Thomas Bang brænder igennem i det orgie af energi, som forestillingen er.
”Kærlighedssangen skal resignere med sorgens hvisken og med et ekko af smerte,” siger Nick Cave, og det er præcis, hvad der sker efter Morten Eisners næsten hviskende udgave af Ind i min favn (Into My Arms), når forestillingen slutter i et inferno af sang og råb og musik og lys og larm og mennesker på vej mod døden.
Hvis du ikke synes, den finale hænger i kroppen bagefter, ja, så er du altså selv ude om det.