af Ditte Heiberg Sorknæs
2009 var Darwin år. Det var 100-året for et eller andet, som jeg ikke engang kan huske (hans fødsel? Død? For teorien? For bogen?). Det viser i sig selv, at der slet ikke blev givet nok taletid og opmærksomhed til denne kæmpe begivenhed. Men det prøver Mads Keiser med forestillingen Tango med Charles på Edison Teatret at rette op på.
Stand up for DR2 segmentet
Jeg har engang været på et web-kursus, hvor jeg lærte, at ingen læser over 500 tegn på hjemmesider. Og jeg er vist allerede ved at være derover. Så jeg må hellere skynde mig at komme med hovedkonklusionen på Tango med Charles: Det er sjovt! Det er lærerigt! Og det er helt sikkert seværdigt. Det er ganske enkelt stand up for DR2 segmentet. Især første del af stykket er en god blanding af interessante informationer og overvejelser omkring evolutionstanken og især den kontinuerlige evolution (altså den, vi står lige midt i). Mads Keiser gør det ualmindeligt godt. Edison Teatret er perfekt til en intim enmandsforestilling, og det er lige netop, hvad Mads Keiser leverer til fulde. Han fortæller lige dele om sig selv og om Darwins utrolige, altødelæggende og alt forklarende teori, der stadig kan skabe splid den dag i dag.
Ikke idiot-sikkert
En del af styrken for Tango Med Charles er, at stykket ikke forsøger at tale til idioterne. Man skal have hjernen med, når man ser stykket, og det hjælper også at vide, hvem ham Darwin egentlig var, og hvad han mente. Og det er SÅ rart. Det er nærmest blevet en tendens i tiden (noget Mads Keiser også berører i anden halvdel af stykket), at ’jo dummere des bedre’. Det er derfor befriende for én gangs skyld at opleve noget, der ikke foregår i gulvhøjde. Er der så nogen, der tabes på gulvet? Jeg tror det egentlig ikke. Jeg tror i høj grad, publikum generelt bliver undervurderet, og Tango med Charles er et eksempel på, at man godt kan tillade sig at række lidt over laveste fællesnævner.
Klicheer
Men alt er selvfølgelig ikke lykken i Tango med Charles. Især i anden halvdel af stykket vælter klicheerne nærmest over hinanden, og det høje niveau fra første halvdel opretholdes desværre ikke. Som kvinde er det ved at være trættende at høre på de flæbende mænd, der mener det hele er vores skyld. Ja, evolutionen er p.t. på vores side, men er det ikke bare på tide? Er det ikke fair, at vi efter 10.000 år i hjørnet nu kommer til kagen? Og vi skal jo ikke glemme, at bare fordi man i Nordeuropa har en større andel af kvinder end mænd med universitetsgrader, så er kvinderne stadig undertrykt (af både de 98% natur og de 2% kultur) i store dele af verden. Efter min mening gør Mads Keiser sig desværre også skyldig i denne flæbende kliche, om hvor hårdt det er at være mand. Get over it! Hvis man virkelig tror på evolutionen, vil man også vide, at dette bare er endnu et skridt på vejen. Om 1000 år er bøtten måske vendt igen.
Og hvad har vi så lært?
Mads Keisers allervigtigste pointe kommer til sidst i showet. Han spørger sig selv, hvad der skal gøres ved den situation, vi befinder os i. For en gangs skyld er svaret, at vi måske skulle spørge nogle, der ved noget mere, end han gør. Og det er virkelig også på tide. Hvorfor får Brad Pitt mere taletid om klimaets udfordringer end diverse forskere? Hvorfor er det små notitser i 4. sektion af avisen, der fortæller os, hvem der har vundet Nobelprisen i medicin, fysik, matematik etc.? Og hvorfor forherliger vi idioter, som vil udstille deres mest pinlige sider på TV? Det er jo helt ufatteligt, og Darwin ville måske ændre sin teori, hvis han så, hvad vi var blevet til. For er det virkelig de stærkeste, der overlever i nutidens samfund? Er det de klogeste? Eller er det i virkeligheden nogle helt andre principper, udvælgelsen sker efter nu? Vi må spørge de rigtige, så får vi forhåbentlig et intelligent og brugbart svar.