af Georg Metz
Mislykket en-mands forestilling om den storgamle englænder på Edison.
Hvis man skal være mere præcis, er det misvisende at benævne Charles Darwins banebrydende værk som en teori. Der er tale om en naturlov på linje med tyngdeloven og termodynamikken, en tingenes tilstand og betingelserne for udvikling, som Darwin undersøgte og beskrev i The Origin of Species, den bog der revolutionerede menneskets syn på naturen og udødeliggjorde forfatterens navn. Stand up komikeren Mads Keiser har ladet sig inspirere af Darwin, som i fjor havde 200 års fødselsdag og 150 års jubilæum med Origins, til at skrive en tekst til sig selv og optræde med den alene på scenen i det meste af et par timer m. pause. Under hele dette show refererer forfatter og entertainer til udviklingslæren som en teori og antyder dermed, hvis man ellers ikke opdagede dette undervejs, at hans egen fortrolighed til stoffet er til at overse. Darwin skrev godt nok: ”I think” over en central note i manus til bogen. Men det betyder ikke, som Keiser mener: ”Jeg tror”. Det var sgu ikke nogen tro, som den geniale englænder lancerede. Det betyder i sammenhængen: ”Jeg forestiller mig”. Eller: ”Man må forestille sig”. Og så følger udviklingsskitsen, der forklarer så meget. Og det er mildt sagt noget andet, end Keisers overfladiske og dilettantiske udlægning. En diskussion, en meningsudveksling, endsige en tango med Charles, som forestillingen kalder sig, bliver det således ikke ret meget af.
Mads Keiser, der betror sit publikum mange ting undervejs og er meget ”vis” med folk ligesom i medierne, betror også de tilstedeværende at han elsker videnskab; men i samme åndedrag bekender han også, at han elsker fordomme og generaliseringer, uden at disse modstridende fænomener på nogen måde blive bragt i forstandig dialog, eller dialektikken i livet som sådan afdækkes på en øjenåbnende måde. Lad det være sagt med det samme: forestillingens grundlæggende mangel for ikke at sige dens ulykke er manglen på en solid og original tekst. En to timers stand up kan ikke uden et meget stort talent klare sig på nogle få ideer og improvisationen for resten, det er rigtigt set; alternativet er derfor et godt og slidstærkt materiale. Dette forefindes ikke. Ikke et ord i Keisers forestilling er båret af nye formuleringer eller overraskende iagttagelser, men boltrer sig derimod frimodigt i gamle brandere samt sparken for længst åbnede døre ind. At Helge Sander ikke er en havørn og aldrig burde have været videnskabsminister er ligesom feset ind, og nu hvor Sander er på falderebet, forekommer forargelsen over hans ministertid både at være post festum og umodig.
Det er vel i det hele taget Mads Keisers problem: han er ikke en modig mand. Snarere én der lægger sig lunt i svinget, hvor luften er blød, og selvfølgelighederne kører i kø. Mod slutningen får den en på grædekonen som moralist og vismand. Det slipper han ikke godt fra. Det generøse premierepublikum vidste ikke, om det var ironi, hvad det så ikke var, for her akkompagnerede Keiser sig selv på den ellers næsten totalt uvirksomme – slet stemte – guitar, sagte og indtrængende om at ”vi” skal føle noget mere og ikke må være fjollede. Og det er jo noget godtkøbssnak som så meget andet i showet, for hvorfor skal vi det og hvorfor må man ikke være fjollet, hvis det er forstandigt fjolleri?
Mads Keiser er en sympatisk mand, men det er bare ikke nok. At optræde alene over så forholdsvis lang tid, oven i købet med en ringe tekst, kræver personlig udstråling, menneskelig tyngde og karisma. Det kan måske komme for Keiser, det kan man da ikke udelukke. Men hans tekniske ufærdighed stiller sig i vejen for den retoriske frigjorthed, der er den første forudsætning for at kunne vise varerne. Keiser taler for det første ved siden af for mange gange. Han har simpelthen alt, alt for mange elementære talefejl og forkludrede og ubehjælpsomme tilløb til sætninger. På et tidspunkt koketterer han med at han har haft parese i den ene side. Det er muligt, dét er et nummer, men det kan desværre også være rigtigt og en forklaring på fejlene, og så skal han vente med at træde frem, til han er helt rask. Ja, undskyld.
Mads Keisers diktion er nu nok på grund af manglende uddannelse eller for lidt forberedelse eller uvidenhed om det retoriske eller alle tre ting upræcis og vokalerne slørede. Dertil kommer en mekanisk frasering med enkeltbetoninger i et nogenlunde fast mønster, som man i øvrigt kan høre i så mange mediejargon´er for tiden. (”Vi er i familie med alt levende...”) Det er ikke til at holde ud. Keisers timing og gestik og lydefterligninger er heller ikke noget at prale af.
Figuren på scenen mangler derimod ikke meget i det næsten selvforelskede og i en lettere benovet og umorsom påvisning af Mads Keisers kendthed og hyppige optræden i avisernes spørgepaneler. Selvglæde kan selvfølgelig være udtryk for nøjsomhed, men sidstnævnte er mere end behersket.
Det er en ærgerlig forestilling. Det kunne være så godt, men er det ikke.
Lars Kaalund har instrueret. Det kan man ikke mærke. Lene Andersen har været konsulent. På hvad?
Forestillingen er ikke Betty Nansen værdig.
Mislykket en-mands forestilling om den storgamle englænder på Edison.
Hvis man skal være mere præcis, er det misvisende at benævne Charles Darwins banebrydende værk som en teori. Der er tale om en naturlov på linje med tyngdeloven og termodynamikken, en tingenes tilstand og betingelserne for udvikling, som Darwin undersøgte og beskrev i The Origin of Species, den bog der revolutionerede menneskets syn på naturen og udødeliggjorde forfatterens navn. Stand up komikeren Mads Keiser har ladet sig inspirere af Darwin, som i fjor havde 200 års fødselsdag og 150 års jubilæum med Origins, til at skrive en tekst til sig selv og optræde med den alene på scenen i det meste af et par timer m. pause. Under hele dette show refererer forfatter og entertainer til udviklingslæren som en teori og antyder dermed, hvis man ellers ikke opdagede dette undervejs, at hans egen fortrolighed til stoffet er til at overse. Darwin skrev godt nok: ”I think” over en central note i manus til bogen. Men det betyder ikke, som Keiser mener: ”Jeg tror”. Det var sgu ikke nogen tro, som den geniale englænder lancerede. Det betyder i sammenhængen: ”Jeg forestiller mig”. Eller: ”Man må forestille sig”. Og så følger udviklingsskitsen, der forklarer så meget. Og det er mildt sagt noget andet, end Keisers overfladiske og dilettantiske udlægning. En diskussion, en meningsudveksling, endsige en tango med Charles, som forestillingen kalder sig, bliver det således ikke ret meget af.
Mads Keiser, der betror sit publikum mange ting undervejs og er meget ”vis” med folk ligesom i medierne, betror også de tilstedeværende at han elsker videnskab; men i samme åndedrag bekender han også, at han elsker fordomme og generaliseringer, uden at disse modstridende fænomener på nogen måde blive bragt i forstandig dialog, eller dialektikken i livet som sådan afdækkes på en øjenåbnende måde. Lad det være sagt med det samme: forestillingens grundlæggende mangel for ikke at sige dens ulykke er manglen på en solid og original tekst. En to timers stand up kan ikke uden et meget stort talent klare sig på nogle få ideer og improvisationen for resten, det er rigtigt set; alternativet er derfor et godt og slidstærkt materiale. Dette forefindes ikke. Ikke et ord i Keisers forestilling er båret af nye formuleringer eller overraskende iagttagelser, men boltrer sig derimod frimodigt i gamle brandere samt sparken for længst åbnede døre ind. At Helge Sander ikke er en havørn og aldrig burde have været videnskabsminister er ligesom feset ind, og nu hvor Sander er på falderebet, forekommer forargelsen over hans ministertid både at være post festum og umodig.
Det er vel i det hele taget Mads Keisers problem: han er ikke en modig mand. Snarere én der lægger sig lunt i svinget, hvor luften er blød, og selvfølgelighederne kører i kø. Mod slutningen får den en på grædekonen som moralist og vismand. Det slipper han ikke godt fra. Det generøse premierepublikum vidste ikke, om det var ironi, hvad det så ikke var, for her akkompagnerede Keiser sig selv på den ellers næsten totalt uvirksomme – slet stemte – guitar, sagte og indtrængende om at ”vi” skal føle noget mere og ikke må være fjollede. Og det er jo noget godtkøbssnak som så meget andet i showet, for hvorfor skal vi det og hvorfor må man ikke være fjollet, hvis det er forstandigt fjolleri?
Mads Keiser er en sympatisk mand, men det er bare ikke nok. At optræde alene over så forholdsvis lang tid, oven i købet med en ringe tekst, kræver personlig udstråling, menneskelig tyngde og karisma. Det kan måske komme for Keiser, det kan man da ikke udelukke. Men hans tekniske ufærdighed stiller sig i vejen for den retoriske frigjorthed, der er den første forudsætning for at kunne vise varerne. Keiser taler for det første ved siden af for mange gange. Han har simpelthen alt, alt for mange elementære talefejl og forkludrede og ubehjælpsomme tilløb til sætninger. På et tidspunkt koketterer han med at han har haft parese i den ene side. Det er muligt, dét er et nummer, men det kan desværre også være rigtigt og en forklaring på fejlene, og så skal han vente med at træde frem, til han er helt rask. Ja, undskyld.
Mads Keisers diktion er nu nok på grund af manglende uddannelse eller for lidt forberedelse eller uvidenhed om det retoriske eller alle tre ting upræcis og vokalerne slørede. Dertil kommer en mekanisk frasering med enkeltbetoninger i et nogenlunde fast mønster, som man i øvrigt kan høre i så mange mediejargon´er for tiden. (”Vi er i familie med alt levende...”) Det er ikke til at holde ud. Keisers timing og gestik og lydefterligninger er heller ikke noget at prale af.
Figuren på scenen mangler derimod ikke meget i det næsten selvforelskede og i en lettere benovet og umorsom påvisning af Mads Keisers kendthed og hyppige optræden i avisernes spørgepaneler. Selvglæde kan selvfølgelig være udtryk for nøjsomhed, men sidstnævnte er mere end behersket.
Det er en ærgerlig forestilling. Det kunne være så godt, men er det ikke.
Lars Kaalund har instrueret. Det kan man ikke mærke. Lene Andersen har været konsulent. På hvad?
Forestillingen er ikke Betty Nansen værdig.