af Henrik Bay



Der er ikke meget dans over Tango med Charles, men til gengæld folder den journalist- og skuespilleruddannede komiker Mads Keiser sig ud i en verbal tour de force af veldrejede og morsomme betragtninger, der strækker sig helt fra dengang for ca. 5 millioner år siden, da mennesket begyndte at gå på 2 ben, over Charles Darwins skelsættende 150 år gamle værk, Arternes oprindelse, til det moderne menneske anno 2010. Der er næsten ingen grænser for, hvad vi har kunnet lære, opfinde, videreudvikle og perfektionere, men hvor langt er vi i virkeligheden kommet? Hvorfor kan vi så utrolig meget, når det alligevel gang på gang viser sig, at vi er så mangelfulde? ”… når vores hjerner nu er evolutionens højdepunkt, hvorfor kan vi så aldrig finde vores nøgler, og hvorfor kommer så mange af os til skade, når vi tager bukser på?”

Tango med Charles præsenteres som et teaterforedrag, men i virkeligheden er der nok mest af alt tale om et regulært stand up show, der bruger videnskaben som en smagfuld, om end ganske diskret, baggrundsbelysning for de, i den genre, mere gængse temaer: Hvorfor opfører vi os så tåbeligt, som vi gør, forskellene på mænd og kvinder, kører du bedre bil end din nabo, er du klogere end gennemsnittet, og videre i samme velprøvede plovfure. Infotainment er ordet, og igennem de knap 2 timer ledes publikum gennem en lang række interessante betragtninger, der – for en stor dels vedkommende – bygger bro mellem Darwins skelsættende teorier og nutidige menneskers dårskab.

Mads Keiser er en nærværende og overbevisende formidler, der måske nok ikke har helt samme pondus og virtuose publikumshåndtering som de allerstørste scenebetvingere i dette land, men til gengæld virker hans begejstring for Darwins evolutionsteori helt igennem genuin, og lige netop dét gør, at man som publikum hverken tvivler eller keder sig så meget som et eneste øjeblik i løbet af forestillingen. En morsom og sympatisk mand, der præsenterer morsomme og sympatiske betragtninger, som ingen kan have noget imod. Det hele fremstår velovervejet, veltilrettelagt, veldisponeret og (desværre også) velkendt, især når vi entrer allerede kortlagt stand up land. Jeg har intet imod genren, men det er vel kun rimeligt at forvente mere end det sædvanlige, når man går ind til en forestilling, der bryster sig af at tage favntag med det, der er én af videnskabens – og langt hen ad vejen også menneskehedens - vigtigste tanker. Dermed bliver det aldrig rigtig til en hed, sammenslynget tango, men snarere en ærværdig pas de deux, hvor videnskab-light møder stueren (og tak for dét!) komik.

Men bedst som man sad og troede, at dette her skulle blive en aften i den lettere genres tegn, hvor vi sagtens kan sidde og grine lidt ad os selv, og alle de mindre begavede ting, vi siger og gør, og så alligevel lige nå middagsreservationen kl. 19.30, så indtraf der midt i anden afdeling en længere passage af ægte alvor, hvor Keiser, naboens vidende og fornuftige søn, for alvor viste skarpe tænder bag det skæve smil, og derigennem bekræftede dét, vi egentlig alle sammen inderst inde havde vidst fra forestillingens start, og som der nu – heldigvis – blev sat en tydelig streg under: Det er ikke kun for sjov, dette her! Hvorfor ved alle, hvem Bubber er, når ingen kender Norman Borlaug, en amerikansk agronom, for hvem det lykkedes, at udvikle planter, der vokser tættere og blomstrer oftere? Denne opdagelse har haft en enorm betydning i lande, der er ramt af hungersnød, man skønner, at den har reddet en milliard menneskeliv, og derfor modtog Borlaug i 1970 Nobels Fredpris. Alle kender Bubber, men kun ganske få mennesker har hørt om Norman Borlaug! Hvorfor finder vi os i at høre kendisser, der intet ved, udtale sig om alt, mens de sande eksperter (den ”keeedelige” løsning) aldrig kommer til orde? ”Alle vil være berømte, men ingen gider lære akkorderne,” pointerer Keiser, der i øvrigt selv et par gange i løbet af forestillingen betjener sig af en guitar, bla. i afsyngelsen af et par meget korte og effektive haiku-sange.

Der, hvor Tango med Charles står absolut stærkest, er i selve konceptet, dets sammensætning og troværdighed. Premierenerver eller personlig stil, Mads Keiser har en tendens til at tale hurtigt og utydeligt, og det gjorde, at en håndfuld vigtige pointer gik tabt, især i første afdeling. Stoffet er så solidt og velgennemtænkt, både i de grundlæggende elementer og de lejlighedsvise improvisationer, at det sagtens kan stå distancen som dét, det er: En filosofisk og humoristisk sammenfatning af vor fortid og nutid; det, vi selv afgør, og det, der ligger i vore gener; det, vi har arvet, og det, vi giver videre.

”The God I believe in is never short of cash,” har sangeren Bono (som for mange faktisk er det tætteste, man kommer Gud) engang sagt, og ifølge hans livsanskuelse er spørgsmålet ikke så meget, om vi tror på Gud, men snarere om Gud tror på os. Som en forlængelse af den betragtning er det vel kun rimeligt at spørge, hvorfor Den Almægtige, hvis han da virkelig eksisterer, valgte at lade en mand som Charles Darwin betræde Jorden, når han nu har lavet så meget rav i den med sine forvirrende idéer? Hvad er meningen med dét, og hvad tror vi egentlig på?

”The winner takes it all,” sang Abba, og Darwin påstod, at det ikke er den stærkeste eller den mest intelligente, der overlever, men den mest forandringsvillige. Mennesket er et vanedyr, men alligevel lærer det moderne samfund og alle dets muligheder os, at omstilling er en nødvendighed. ”I en skyttegrav er der ingen ateister,” sagde Churchill og fremhævede dermed vores indbyggede evne til, og behov for, at tilpasse os situationen. På hospitaler oplever præster, at selv hærdede ikke-troende på dødslejet har brug for noget, der er større end dem selv, og mennesker, der får konstateret en livstruende sygdom vender sig pludselig mod alternativ behandling. Om de tror på det, er ikke helt til at sige, men hvis det virker, er det måske også ligegyldigt? Kald det zapper-kultur, kald det genetik, det hele kan koges ned til dette: Der står kun 2 bøger på reolen: Arternes oprindelse og Biblen, hvilken vælger du?