Et darwinistisk teaterforedrag kalder Mads Keiser sin forestilling Tango med Charles. Det er altså ikke teater og ikke et foredrag, eller også er det begge dele. Måske er udtrykket opfundet for at lægge afstand til regulær ”stand up komik”? For at antyde, at der er andet og mere på spil end bare komik?
Det er der nemlig. Det er intet mindre end et passioneret forsvar for VIDENSKABEN, vi er vidner til. Den rene videnskab. Den, der aldrig er skråsikker. Den, der altid er på vej. Den, der repræsenteres af en af mine gamle medicinske forskervenner, der når man spurgte ham om den korrekte behandling mod et eller andet altid svarede: ”For tiden mener vi.” Citatet er ikke med i forestillingen, men det kunne det lige så godt have været.
Tonen slås an fra starten, når Mads Keiser – der i øvrigt fremtræder som et meget vellykket resultat af naturlig selektion i sort fra top til tå – fortæller om Darwin, der lod sin teori om arternes oprindelse ligge i en skuffe i årevis, for ikke at gøre sin meget religiøse kone ked af det. I Keisers univers er den sande videnskabsmand/kvinde nemlig også hensynsfuld og ved godt, at der ikke findes værdifri videnskab. Her demonstreret af Darwins egne notater om udviklingsteorien blæst op på bagtæppet med kerneudsagnet ”I think” som det væsentlige.
Modstykket til ”I think” er naturligvis, dem der aldrig er i tvivl, dem der ved alting, dem der altid har ret. ”Folk, der ved alt, gør mig meget nervøs”, som han siger.
Han er ude med riven mod det omsiggribende føleri. ” Hvad følte du, da du vandt, du tabte, blev fyret, blev snydt, snød, blev afsløret.” Vi føler op ad stolper og ned af vægge. Følelser er konge: ”Jeg føler, at det er rigtigt, derfor er det rigtigt”. Krystalhealing, tarmskylning, irisanalyse, bio dit, og bio dat. Hvordan kan folk tro på det ævl, spørger Keiser og konkluderer: Det hele menneske – minus hjerne.
I Mads Keiser optik har den naturlige selektion ført til, at den oprindelige mand – stor stærk og tomhovedet - har udspillet sin rolle. Det er de kvindelige værdier, der sejrer, men som han siger: En mand, der bliver valgt fra, er ikke nogen rar mand.
Det er han ikke den første, der påpeger, og det er i det hele taget svært at finde noget superoriginalt aldrig tænkt før, men det gør ikke det fjerneste: Keiser er bedårende. Han leverer varen med sin egen unikke blanding af charmerende søgende usikkerhed (påtaget eller virkelig) og en timing, der sidder lige i øjet. Han spiller på sit publikum, men også med. Og publikum kvitterer ved begejstrede latterbrøl.
I modsætning til så mange af dagens stand upper af begge køn er han grundlæggende menneskekærlig – det er ikke kun de andre, der er idioter, vi roder alle sammen rundt efter de rigtige løsninger på livet. Hans svar er, at der ikke er nogen facitliste, men et godt bud er at støtte sig til videnskab frem for overtro.
Det har vi hørt før, men som Mads Keiser siger:” Jeg er en mand. En af mine spidskompetencer er at belære folk om ting, de godt ved i forvejen.”