af Mikkel Ottow
Tango med Charles er ikke en teaterforestilling. Lad det være sagt med det samme. Mads Keiser er alene på scenen under hele showet med en skammel og en guitar som eneste støtter, og stilmæssigt bevæger han sig i samme spor som Anders Lund Madsen minus drengerøvsattituden. Det er stand-up med et mål - intelligent underholdning for borgerskabet. Forestillingen har ingen skift i scenografi eller rum, og det bliver dermed, som Betty Nansen da også skriver på plakaten, et foredrag – hverken mere eller mindre. Mads Keiser er et smukt bekendtskab. Som entertainer er han charmerende, energifyldt og nærværende, og han lægger ikke skjul på, at han har en personlig agenda. Det er ærligt, og det er klogt.
Charles Darwin er Keisers store forbillede. Bageopskriften: Variation, selektion og reproduktion giver udvikling, og det er videnskabens våben mod tåbelighed og religion. Det er Keisers tro: Troen på retten til at tvivle. Troen som religion tilbyder endegyldige svar, videnskaben tvivler, leder og udforsker, eller som Darwin skrev på en af sine notessedler efter at have løst en stor gåde (muligvis skabelsen af Troels Kløvedal og/eller Ib Michael): ”I think”. ”Jeg tror, det er sådan, det må forholde sig. For sådan ser verden ud, hvis man lader regnemaskinen råde. Men måske jeg er klogere i morgen”. Mennesket er uendeligt komplekst, men ser man på vores gener, så har vi 40 % tilfælles med en banan. Vi er dovne per logik, og vi har kun tre tanker i hovedet, når vi møder det ukendte væsen: ”Vil det slå mig ihjel, kan jeg slå det ihjel, kan det bolles?”. Sådan fortæller Mads Keiser fra scenen med stort overskud, og det er vittigt, veltalt og pudseløjerligt. Tænk alle de sjove ting, man kan fortælle om vores stativ af kød, ben og slim. Er det hele da så simpelt? ”Ja” er Darwin og Keisers svar. Pak horoskopet og zoneterapien væk, ”Hvorfor tror I på det ævl”, buldres der fra scenen, og som showet skrider frem, fornemmer man et motiv. Mads Keiser vil advare mod bomber og mørkemænd, der med troen i kalotten træffer alle de forkerte slutninger. Keiser er led og ked og træt af mennesker, der lever med hovedet under armen, eller af at høre på talentløse kendisser, der som perler på en snor skal udbrede sig om, hvordan vi skal redde verden. For verden skal reddes, før det er for sent. Men det skal være Darwins udvalgte, der skal stå for det. For de andre er her ikke længe alligevel. Det sørger evolutionen for. Det er i sandhed en håbets forestilling. Gid vi træffer de rigtige beslutninger, når det gælder.
Heldigvis kan Mads Keiser fortælle, at det er de klogeste, der bestemmer slagets gang. Evolutionens store finte er, at det er kvinderne, der vælger. Det er kvinderne, der har magten, selvom mænd har forsøgt at bilde dig og dine det modsatte ind siden kendisparret Eva & Adam og The Big SkraldeBANG. I Rusland er mændene nu alene. Fordrukne og fortumlede har generationer af mænd udviklet sig bagud i retning mod aben, og kvinderne har taget konsekvensen – de er skredet. Og tendensen er global. Således er vi måske på vej mod to nye arter af menneskeheden, de frelste og de fortabte. Kvinderne, mændene, og i en gråzone af maskuliniteten, de metroseksuelle. Mads Keisers Tango med Charles har mange gode pointer, men det er desværre som om, at showet aldrig folder sig rigtigt ud. Effekterne og de hvæssede knive er simpelthen ikke tilstrækkelige. Guitaren bliver ikke brugt, og Keiseren larmer ikke så meget som hans mere profilerede fæller i branchen. Det er desuden som om, at der er et ønske om det kontroversielle, men at håndbremsen er trukket. Hr. og Fru Danmark skal være med, og vi skal have et godt grin og et glas sød Vermouth i pausen. Vi skal jo ikke spolere den gode stemning, så der er rigeligt med hyggelige vittigheder om kvinders evner bag et rat og menneskers manglende evne til at slikke sig selv på albuen. Vi klukker og slår os fornøjet på lårene. Men var det egentlig formålet? Mads Keiser er et hyggeligt og morsomt bekendtskab, men vil du helt ind i sindet på dig selv, Darwin og alle os andre udrydningstruede, så supplér en tur på Frederiksberg med Tor Nørretranders forrygende bog om os sære tobenede Det generøse menneske. Bemærk overskriften. De sidste skal arve jorden.