af Suzette Frovin
Sikke de morer sig. Ja, flere gange bryder salen ud i latter efterfulgt af spontane klapsalver. Han er sjov, ham Mads Keiser, og publikum griner af hans kærlighedserklæring til evolutionsteoriens fader, Charles Darwin. Der er kun et problem for mig denne aften, og det er, at jeg vist ikke er en del af publikum, for jeg morer mig ikke rigtig. Jeg keder mig heller ikke, for showet er skruet godt sammen både af manuskriptforfatteren Hr. Keiser himself og instruktøren Lars Kaalund, men jeg sidder tilbage underligt uforløst og spejder efter den berømte sammenhæng.
Mads Keiser byder os velkommen med en tjekket skyggedans af en tango. Indtager scenen med den største selvfølgelighed, sætter sig på sin barstol og slår et par toner an som en yngre udgave af Niels Hausgaard, mens han indvier os i Charles Darwins univers og evolutionsteoriens opståen. Herefter går det over stok og sten om den lille forskel mellem mennesker og dyr, om Darwin, om tro og videnskab, om Poul Erik, der har styr på sin selvangivelse og om den ifølge Keiser evolutionære opdeling af samfundet i overskudsmennesker (os der går i teatret) og de andre (dem der ikke går i teatret). Der er fart over feltet. Mads Keiser har meget på hjertet. Han vil os det godt og sender os til pause med en opfordring til at udfordre den gode gamle påstand om, at det virkelig er umuligt at slikke sig selv på albuen.
I andet sæt er glade Mads Keiser tilbage med sin guitar, og så står den ellers på dissekering af danskerne anno 2009/10 og afdækning af forholdet mellem kønnene. Igen er der fuld fart over feltet. Mads Keiser er i sit es, det fornemmer man tydeligt, og anden del er da på mange måder også mere veloplagt end første set, hvor publikum både skulle undervises og underholdes. Et kneb vi også kender fra brødrene Lund Madsens shows på Bellevue Teater. I Mads Keisers forestilling spænder hans ironiske distance desværre ben for projektet, for jeg kan ikke finde ud af, om han virkelig er ”sponsored by Charles Darwin” eller om det bare er et påskud – vil han mig noget eller vil han bare underholde? Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men forestillingen havde vundet meget ved kun at sætte sig på den ene stol.
Som hans franske alter ego i øvrigt morsomt bemærker, har instruktøren bedt ham om at bevæge sig rundt på scenen under showet, stille stolen over i hjørnet og guitaren i stativet, og det er netop sådan det fremstår; underligt opstillet og ikke helt naturligt. Bedre havde det været, hvis Mads Keiser havde lagt guitaren helt væk – eller for alvor havde brudt ud i sang.
Og det er måske min væsentligste anke over for forestillingen, at Mads Keiser og Lars Kaalund vil for meget med showet. I stedet for at give den fuld skrue med Darwin og evolutionsteorien skal vi også en tur over en meget stereotyp afdækning af forholdet mellem mænd og kvinder (mænd tænker kun på sex, og kvinder taler hele tiden, mænd vil bare se fodbold, og kvinder vil bare have manden til at rydde sine sure underbukser op – come on) og et forsøg på satirisk omgang med folks leflen for det alternative frem for videnskaben – ja, jeg blev nærmest bange, da Mads Keiser som en anden prædikant pludselig stod og råbte om kirkernes rolle og aids udbredelse i Afrika eller konsekvenserne af forældres afvisning af MFR-vaccinen. Begge er væsentlige spørgsmål, som det giver al mulig mening at causere over – men her blev det unødigt banalt og faktisk ikke morsomt, fordi stilbruddet var så markant og ude af kontekst. Ligesom det i øvrigt er, når publikum pludselig skal til at række hånden op for at bekræfte, at de er både klogere og kører bedre bil end gennemsnittet.
Der er ingen tvivl om, at Mads Keiser kan sit kram, at han er en mand, der forstår at underholde – og måske er der heller ingen tvivl om, at jeg er en generation for ung til showet. Ja, det er sjovt, når han synger for os om bruddet med en ungdomskæreste, der efterfølgende skriver til ham: ”Hvis du ikke kan leve uden mig, hvorfor er du så ikke død?” Eller når han hudfletter smileyens sejrsgang i alle former for kommunikation, vi har med hinanden. Eller når han glimtvis, men overbevisende præcist parodierer makkerparret Troels Kløvedal og Ib Michael. Men der er ikke meget evolution i morskaben.
I stedet bliver det en forestilling med en række nedslagspunkter af forskellig dybde (noget handler om Darwin, noget handler om os, noget handler om Mads Keiser selv) suppleret af skiftende lys og billeder af tilfældige(?) fossiler på bagvæggen.
Til sidst forsøger Keiser at samle op med en opfordring til kvinderne om i evolutionens tegn og for menneskehedens skyld at vælge de rigtige mænd, en pointe, der er helt i Darwins ånd. Og vi griner da også højt af hans beskrivelse af de unge Sebastianer fra Amnesty og Mellemfolkeligt Samvirke, som står klar på Strøget, men der er noget med aldersforskellen mellem og sammenligningen med årsungerne på Strøget og snart 50-årige Mads Keiser, der skurrer i mine ører. For det er jo Sebastianernes generation af kvinder, der skal føre slægterne videre – og de vil næppe kigge til deres forældres side for at vælge deres mage. Selvfølgelig er det bare for sjov, og måske er det ikke et spørgsmål om alder, for der var virkelig mange, der havde en sjov aften på Edison. Jeg følte mig bare lidt uden for – på den gode måde, tror jeg nok.