31 oktober 2017

KENDT DESIGNER PAKKER PLATT-FORM IND

Når PLATT-FORM går på scenen med En smule i overkanten, bliver det iført ekstravagante kostumer. Designeren Nicholas Nybro (i midten på fotoet) - som bl.a. designede Ghita Nørbys spekatulære røde kjole til Dronningens kunstnerbal i 2016 - kommer til at stå bag alt tøjet, som de tre skuespillere og sangere optræder i.

"Jeg synes, at Jakob, Mille og Laus er ekstremt dygtige og repræsenterer en humor, som er tiltrængt på den danske satirescene. De har meget på hjerte, og de formår at snige politiske stikpiller ind med et glimt i øjet. Det forsøger jeg også i mit arbejde som modedesigner. Det er vigtigt for mig, ikke bare at designe sjovt tøj, som larmer for at larme - der skal være noget dybde og mening bag", siger designer Nicholas Nybro og uddyber:

"I min seneste tøjkollektion havde jeg fokus på kropsforskrækkelse. Jeg havde lyst til at hylde kroppen, og brugte i mine kampagner modeller i alle farver og former, for at udbasunere: vi er alle smukke! I PLATT-FORMs show er det naturligvis de tre skuespillere og deres skarpe tekster, som skal have plads. Så jeg pakker dem smukt ind. Og indrømmet, showets titel En smule i overkanten lå lige til højrebenet for mig og min stil - det vil publikum nok bemærke temmelig hurtigt."

---------------------


PLATT-FORMs nye show "En smule i overkanten" spiller
d. 11. nov. - 9. dec. på anneksscenen Edison.

Læs mere her