10 maj 2017

Vibeke Windeløv stopper på Betty Nansen Teatret

PRESSEMEDDELELSE

Vibeke Windeløv har besluttet at stoppe som direktør for Betty Nansen teatret næste sommer. 

Teatrets bestyrelse går nu i gang med at finde en ny teaterchef, som skal tiltræde sommeren 2018.


Vibeke Windeløv siger om sin beslutning: "At få lov til at tilbringe mine sidste fuldtidsarbejdsår som teaterdirektør har været en fantastisk gave og en stor oplevelse. At gå fra det store internationale filmmiljø til det langt mere intime og personlige teater er et af de bedste valg, jeg har taget i mit liv. Det har været givende og udfordrende, og jeg må takke hele teatermiljøet for, at de tog så godt i mod mig og ikke mindst Betty Nansen Teatrets hårdtarbejdende og inspirerende medarbejdere.
Men teaterarbejde fylder, det er fra tidlig morgen til sen aften, og jeg bliver nu 67 år og vil gerne have et liv, som ikke kun er et arbejdsliv. Vi er lige gået ud af en sæson, hvor vi har fået ros af anmelderne såvel som publikum, og jeg synes derfor godt, at jeg kan tillade mig at trække mig tilbage i slutningen af næste sæson. Jeg har derfor bedt Betty Nansens bestyrelse om, at min kontrakt stopper et år tidligere end aftalt, nemlig den 30. juni 2018.
"

 
Bestyrelsesformand Erik Jacobsen har accepteret teaterdirektørens anmodning og siger:
"Vi har i bestyrelsen forståelse for Vibekes Windeløvs beslutning, omend det er med beklagelse, vi har modtaget den. Vibeke har bragt teatret på en rigtig god kurs. Vi er netop ved at afslutte en fin sæson med fremragende skuespil og en masse forskellige andre spændende aktiviteter i vores to huse. Det er ikke mindst hendes fortjeneste, og vi havde gerne set, hun fortsatte arbejdet.
Bestyrelsen er fokuseret på at fortsætte den gode linje på Betty Nansen teatret og slår straks stillingen op, så en ny direktør snarest muligt kan gå i gang med at planlægge repertoiret for sæsonen 2018/19, inden vedkommende starter på fuld tid fra næste sommer.”


Vibeke Windeløv fortsætter sit virke som teaterdirektør frem til sommeren 2018.