10 VEJE TIL KOLLEKTIV SAMSKABELSE på Betty Nansen Teatret - og til inspiration for andre

Kræfterne bag Betty Nansen Teatret har udviklet en nytænkende arbejdsmetode, der blandt andet har samskabelse, tværæstetik og tryghed som nøgleord. Læs mere om Bettys kunstneriske skaberproces her - hvem ved, måske bliver du selv inspireret?

Hvad?

På Betty Nansen Teatret har vi viet os til en kollektiv arbejdsmetode. Det betyder ikke, at vi er et kollektiv. Vi er et institutionsteater, der arbejder med skiftende kunstnere. Men vi har udviklet et unikt produktionsformat, hvor elementer fra frie grupper og performance kollektiver som langstrakte kollektive processer trækkes ind på det traditionelt set hierarkisk opbyggede institutionsteater i en hybrid mellem de to.

 

Hvorfor?

”Det gør en forskel hvilke tanker der tænker tanker, hvilke historier der fortæller historier og hvilke verdener, der verdner verdener.” – Donna Haraway

 

Vi tror på det kollektivt samskabende som vej til nytænkning – for hele samfundet. Vi ønsker at styrke scenekunsten og evnen til at indgå i dialog med publikum og samfundet. Vi ønsker et alternativ til vores tids individdyrkelse. Scenekunsten er enestående fordi den skabes og opleves kollektivt og tilbyder mennesker at indgå i levende og aktive fællesskaber.

 

Derfor arbejder vi for at:

  • nytænke scenekunstinstitutionen som en arena for radikal kollektiv samskabelse og kunstnerisk forskning
  • ændre systemiske vilkår og magttraditioner for at frigøre institutionen og kunstnerne til kunstneriske udvikling med fokus på bæredygtige processer og liv.

 

Hvordan?

Vi arbejder med 10 veje til kollektiv samskabelse:

  • SAMSKABELSE I ALLE FASER
  • LIGHED? NEJ TAK
  • INSTRUKTØREN SOM FACILITATOR
  • MAGIEN SKER PÅ GULVET
  • TID SKABER MOD
  • KLARE RAMMER
  • TESER TESTES 1:1
  • UFÆRDIGE SKITSER? JA TAK
  • TRYGGE RUM AT VÆRE MODIG I
  • DEL MED VERDEN

De 10 veje

#1 SAMSKABELSE I ALLE FASER

Normalt udvikles en teaterforestilling på 5-7 ugers prøveforløb efterfulgt af en premiere. Før prøveforløbet har teatrets ledelse kurateret, hvilke stykker der skal opsættes og ”de skabende kunstnere” (instruktør, dramatiker og scenograf) har aftalt, hvordan den enkelte forestilling skal realiseres og konceptualiseres. Først til prøvestart støder ”de udøvende” kunstnere (skuespillere, dansere) til. På Betty begynder arbejdet med et udstrakt prøveforløb, der begynder måneder – nogle gange år – før premieren. Vi bryder med ”skabende og udøvende kunstnere” med en instruktør på toppen af hierarkiet. I stedet startes der fælles. Det vil sige, at skuespillerne og fx forestillingsleder, kostumier osv. er med fra begyndelsen, og at alle kan komme med ideer, har adgang til hinandens arbejde/skitser og udvikler materiale kollektivt på en række workshops forud for prøveforløbet.

Det radikale ved samskabelsen på Betty Nansen Teatret er, at det kollektive blik og den kollektive samskabelse slår igennem i alle faser fra repertoireplanlægning, idégenerering, konceptudvikling, tekstbearbejdning, produktionsformat til forestilling. Teatret ledes af to direktører, Eva Præstiin direktør og producent og Elisa Kragerup kunstnerisk leder og instruktør, og har ikke et klassisk dramaturgiat med en leder og en dramaturg, der bestemmer hvilke forestillinger, der skal spilles, og hvordan de skal se ud. I stedet har Betty Nansen Teatret et kunstnerisk råd, hvori der udveksles ideer til repertoiret. Rådet består af syv medlemmer fra forskellige faggrupper: hhv. scenograf, instruktør, dramaturg og forsker, koreograf, journalist og to skuespillere.

#2 LIGHED? NEJ TAK

Hvis man vil den kollektive samskabelse, er det vigtigt fra begyndelsen at klargøre, hvilket kollektivbegreb, der arbejdes ud fra. Er det 100 % flad struktur eller noget andet? På Betty Nansen Teatret handler kollektivbegrebet ikke om, at alle skal være lige og ens, men om det, den franske filosof Jacques Rancière kalder et æstetisk fællesskab. Det vil sige samskabelse mellem et fællesskab af stærke og uenige individer.

Instruktøren er leder og facilitator, men der er en høj grad af samskabelse og bevægelighed mellem fagligheder og sceniske funktioner. Vi forhandler kollektivitet i form af de deltagendes heterogenitet. Forskelle og uenigheder fremhæves over ensartethed i en forskelspolitik. Den individuelles identitet, særegne evner og faglighed bevares, samtidig med at der gives mulighed for udvikling ikke mindst i tværæstetiske konstellationer, hvor for eksempel musikere og skuespillere, scenografer og komponister bliver klogere sammen. På den måde udvides den enkeltes arbejde af andre på måder ingen kan opnå alene.

Vi er inspirerede af filosof og professor i feministisk teori, Donna Haraways at blive-til-med teori (making-with frem for self-making), der handler om krydsninger og udvekslinger mellem forskellige arter og forskellige individuelle fagligheder som vejen til nyskabelse af verden.

#3 INSTRUKTØREN ER EN FACILITATOR

Vores erfaring er, at den kollektive samskabelse kræver facilitering. Det er derfor vigtigt at udnævne en person til facilitator i alle processer. Det vil typisk være instruktøren, der skaber rammer og faciliterer processen og er den, der sorterer i materialet. Facilitatoren har øje for helheden og de forskellige lag og æstetiske parametre i værket: Hvad skal hhv. musik, scenografi, tekst, fysik fortælle? I slutningen af en proces træder facilitatoren mere i karakter og tager de nødvendige beslutninger frem mod en premiere. Man kan godt være uenig med facilitatoren, men det er vigtigt at aftale på forhånd, hvem der har det kunstneriske lederskab og beslutningskompetence.

#4 MAGIEN SKER PÅ GULVET

En stærk metode at generere materiale kollektivt på er improvisation. Facilitatoren uddelegerer og giver opgaver til performerne. Facilitatoren sætter rammen ved at give en fælles opgave, som performerne alle improviserer over. Eller performerne deles op eksempelvis i tre grupper af to og får til opgave at komme et improviseret bud på en bestemt scene med kort forberedelsestid. På denne måde kommer der tre bud på hvordan en scene kan iscenesættes, som facilitatoren kan sortere i og udvikle videre på.

Performernes ideer omsættes konkret og kropsligt på gulv – i stedet for at man sidder ved et skrivebord og prøver at udtænke det. Performerne får på denne måde ejerskab til materialet, og flere skuespillere bidrager til at skabe og spille den samme karakter. Improvisationsmetoden anvendes helt frem til premieren. I improvisation opfordrer vi alle til at sige ja og være generøse: Hellere lidt for meget end lidt for lidt.

#5 TID SKABER MOD

Vi tror på, at mere tid skaber mod til at teste vildere ideer, og at det forplanter sig i en kunstnerisk proces, hvor flere mennesker byder ind og er i dialog med hinanden og materialet. Processen leder frem til et kunstnerisk værk, der er unikt og fortalt i et nyt scenisk sprog, som vi ikke kendte på forhånd. Men det tager tid at lære at opfinde – og tale - et nyt sprog sammen. Derfor skræddersyer vi workshopforløb, så de passer til den enkelte forestillings behov. Mere tid giver også plads, til at alle stemmer høres i tværæstetiske udviklingsforløb

#6 KLARE RAMMER

At genere materiale kollektivt kræver en stram rammesætning. Især når mange forskellige mennesker og fagligheder skal skabe noget nyt sammen. En central opdagelse for os er, at workshops skal forberedes meget grundigt, og at der skal være en klar ramme og undersøgelse, som de forskellige fagligheder kan tale ind i. Det er også centralt at forventningsafstemme, evaluere og lave en klar rollefordeling.

#7 TESER TESTES 1:1

At udvikle et nyt fysisk og visuelt formsprog er svært at gøre ved skrivebordet. Vi tester tidligt ideer til fysikalitet og scenografisk univers. Skuespillerne er med i undersøgelserne, da det i sidste ende er dem, der skal stå på scenen. På indledende seminarer/konceptmøder udvikles ideer og teser, der herefter afprøves 1:1 i workshops med udvalgte fagligheder, teknik og scenografiske elementer.

På Animal Farm testede vi fx jord som element for at finde ud af, om det fortalte det, vi gerne ville og for at inddrage skuespillernes erfaringer. Herefter kunne der træffes en informeret beslutning, om hvorvidt jord skulle være et stort, bærende scenografielement. At afholde workshops og teste ideer og materialer er en bekostelig proces kun muliggjort af støtte fra Bikubenfonden. Det er ærgerligt at stå to uger inde i et prøveforløb og finde ud af, at arbejdet med jord ikke fungerer. Er der ikke tid og midler til at teste 1:1, vil der være en tendens til at gå med de mere ’sikre’ ideer.

#8 UFÆRDIGE SKITSER? JA TAK

Alle deler alt materiale inklusiv deres underlige halvfærdige skitser og improvisationer. Man stiller sig selv og sit materiale til rådighed for processen. Vejen til det sublime går over mange dårlige bud og ideer. Det tager noget af presset af individet at se de andres tidlige materiale. En spæd ide kan vokse sig stor og smuk, hvis den bliver vandet. Alt materiale fra filmede improvisationer til moodboards samles løbende i en fælles materiale- og skitsebank, som alle har adgang til. Langsomt opbygges et fælles sprog for forestillingens univers.

#9 TRYGGE RUM AT VÆRE MODIG I

Ledelsen tager ansvaret for alle processerne såvel som de endelige forestillinger. Vi arbejder med omsorg som ledelsesprincip med fokus på ordentlige arbejdsforhold og en sund arbejdskultur især for freelance-medarbejdere.

Når vi beder om risikovillighed, mod og fejlskud, må vi selv udvise den samme risikovillighed som mennesker og som institution. Vi forsøger at skabe en gensidig tillid de medvirkende imellem ved at skabe trygge rammer, hvori det intuitive og legende kan udfolde sig og ved at understrege, at der ikke findes fejl. Ledelsen skaber rammer omkring produktionen, og facilitatoren/instruktøren har ansvaret for at lede den kunstneriske proces, samle tråde, udpege retninger, sorterer og faciliterer.

#10 DEL MED VERDEN

Vores ambition er at bringe viden, dokumentation og kunstnerisk forskning ind på scenekunstinstitutionen. Og formidle vores viden til omverdenen.

Refleksion, formidling og viden om egen praksis betyder, at institutionen internt kan skabe et praksisfællesskab og udadtil kan få en stemme. Vi ønsker en ny type scenekunstinstitution, hvor intuition og metode er i symbiose. I de kunstneriske processer arbejdes der i høj grad intuitivt, men side om side og i samspil med det intuitive går vi nu mere metodisk til værks, sætter ord på og reflekterer, over hvordan værkerne udvikles. Den viden føder ind i det kunstneriske rum såvel som i formidlingen af praksis. Vi mener, at hvis det scenekunstneriske felt skal have en stemme kulturelt og politisk, så skal vi have et sprog for vores kunstart og dets betydning for samfundet.

0 Kommentarer