BETTY UDVIKLER WORKSHOPDESIGN

BETTY UDVIKLER udspringer af en lyst til at gentænke den måde, vi udvikler og producerer scenekunst på. Vi tror på, at holdet -fra skuespillere over instruktør og scenograf til produktionsapparat - tør prøve kræfter med en vild idé til for eksempel scenografien, hvis der er tid til at teste ideer.

TEKST AF Mette Tranholm
FOTOS Catrine Zorn (collagebillederne undtaget)

Hvorfor workshoppe?

BETTY UDVIKLER udspringer af en lyst til at gentænke den måde, vi udvikler og producerer scenekunst på. At bruge en uge af et traditionelt prøveforløb på seks-syv uger på at teste, om det er muligt fx at arbejde med ler, er lang tid, hvis det ikke lykkes. Derfor er udviklingsarbejde på en række forudgående workshops et middel og format til at undersøge, afprøve og fejle uden at være bundet op på et færdigt produkt. Vi tror på, at holdet -fra skuespillere over instruktør og scenograf til produktionsapparat - tør prøve kræfter med en vild idé til for eksempel scenografien, hvis der er tid til at teste ideen 1:1 via en bauprobe, inden værkstedet realiserer den endelige version. På indledende workshops er hele holdet medskabende om idé, research, koncept og materialeudvikling, der opbygges således en fælles materialebank og et fælles sprog omkring forestillingen, som alle taler ved prøvestart – vi tror på, at det skaber et øget ejerskab og engagement for alle medvirkende.

Moodboard 1
Moodboards skabt under Mørkt forår workshop i teatrets prøvesal

Vi har været i gang med at implementere udstrakte prøveforløb på Betty Nansen Teatret siden 2019 og afsøger løbende, hvordan vi gør det bedst. Workshopformatet ændrer sig fra gang til gang alt afhængig af den specifikke forestillings behov. Hvis manuskriptudvikling er i fokus som på Livstidsgæsterne, var endags workshops en gang om måneden et godt format, da de blandt andet fungerede som skrivedeadlines for dramatiker Line Knutzon. Mørkt Forår begyndte med to ugers sammenhængende workshop for at have et længere forløb til at arbejde sig ind i den tværæstetiske samskabelse mellem instruktør, koreograf, dansere, skuespillere og musiker. Der er et hav af måder at opbygge en workshop på og en lang tradition for det i kunsten. Vi er inspirerede af de frie grupper; særligt performance-kollektiver i ind- og udland og den tyske bauprobe-tradition. Det vigtigste, vi har lært, er at det åbne intuitive format kræver tillid mellem de medvirkende og en stram rammesætning. Og at det handler om at ramme en balance mellem kontrol ved hjælp af en klar ramme samt intuition, tillid og åbenhed i de kunstneriske eksperimenter. Forud for en workshop laves derfor et undersøgelsesdesign, hvor det kunstneriske hold i samarbejde med teatrets produktionsafdeling har formuleret en række undersøgelsesspørgsmål, de ønsker besvaret på workshoppen.

Teatrets prøvesal danner ramme for mange workshopforløb. Her fra workshop på Kejseren af Portugalien.
Scenograf Ida Grarups første bud på miniature-model af scenografien til Kejseren af Portugalien, modellen videreudvikles på baggrund af erfaringer fra workshops.

Klart undersøgelsesdesign

Vores erfaringer har vist, at det åbne, frit associerende format som sagt kræver meget klare rammer. At få stillet opgaven ”gør hvad I vil, vær kreative” befordrer yderst sjældent et innovativt arbejdsrum. Det kræver en dygtig processuel rammesætter at designe et improvisationsforløb, hvor holdet, for at være frie i sin kreativitet, må have rammer, der er tydelige. At iscenesætteren eksempelvis udvælger særlige benspænd, konceptuelle greb eller dele af manuskriptet, fordi der er nogle retninger, hun gerne vil undersøge i det. Instruktøren fungerer på den måde i høj grad som facilitator af den kollektive leg og er også den, der sorterer, udvælger og samler materiale løbende.

 

Opsamlinger og delevalueringer

På workshopforløb over to ugers varighed har vi erfaret, at det er godt at have en midtvejsopsamling/evaluering på det materiale, der er oparbejdet. Er vi et nyt sted nu? Skal undersøgelsen refokuseres? Har vi brug for at afprøve særlige rekvisitter eller andet?

På Mørkt Forår-workshoppen tog holdet en dag, hvor de samlede alt materiale og lavede en plan for, hvad der skulle arbejdes videre med i ugen efter. Til slut i et forløb laver BETTY UDVIKLER en opsamlingsrunde, hvor alle byder ind med, hvad de har fået ud af forløbet. Mellem workshops sørger instruktør og BETTY UDVIKLER for, at det relevante materiale overføres til næste workshop.

 

Forventningsafstemning: Vi stiller os alle det samme sted

En BETTY UDVIKLER-workshop starter med en forventningsafstemning, hvor undersøgelsesdesign og workshopformat præsenteres af eksempelvis instruktør og scenograf. Hvilken del af værket undersøger vi? Manuskript? Spillestil? Scenografi? Hvordan holder vi undersøgelsen åben? Instruktør Elisa Kragerup uddyber første dag på Kejseren af Portugalien-workshoppen: ”Vi (Elisa og meddirektør og producent Eva Præstiin, red.) rykkede ind på Betty med et ønske om at udforske, hvordan vi kan samskabe om scenekunst på nye måder. Herunder et ønske om at udvikle værket sammen fra starten på tværs af de sceniske funktioner. Vi bryder med et kunstnerisk hold med en instruktør på toppen af hierarkiet, hvor det kunstneriske hold eksempelvis instruktør, scenograf, dramatiker har fortalt på forhånd, hvordan det skal være. I stedet er det for mig en gave at tænke udøvende kunstnere som skabende kunstnere. Derfor giver vi alle åben adgang til vores processer og deler ufærdigt, uperfekt materiale med hinanden. I er alle er supergode til det, I laver, men det åbner for andre rum at gå ind i ukendt land, smide perfektionismen. I det rum kan vi skubbe hinanden og kunsten længere. Vi har lyst til at starte fælles, vi vil gerne have jer med på rejsen i at opdage, hvad det giver. Det er skønt med tidlige forløb, der er ingen premiere i sigte, og vi alle stiller os det samme sted.”

Instruktør Anna Balslev og dramaturg Simon Boberg understreger på forventningsafstemningentil Billedet af Dorian Gray-workshoppen, at det vigtigste ved workshopformatet er at åbne og undersøge materialet og acceptere at være corny. De italesætter, at det er vigtigt, at alle bærer over med hinanden om, at svarene ikke er givet på forhånd, at man er dårlig, fejler osv. Det er netop en del af workshoppen at afprøve et scenisk sprog og forskellige æstetikker. De påpeger også, at der afsøges et hav af ting og genereres en bunke materiale kollektivt, hvor måske ca. 2 % bruges i den endelige forestilling. Her er det instruktørens rolle at facilitere legen og udvælge og sortere i materialet til sidst og have forestillingens endelige udtryk for øje. Instruktør Amanda Linnea Ginman deler denne tilgang til Mørkt Forårs forventningsafstemning, hvor hun gør opmærksom på, at holdet går ind i en åben undersøgelse, og det er vigtigt ikke at lukke ting ned.

Casting og valg af samarbejdspartnere bliver generelt ekstra vigtig, da det ikke er alle, der trives i åbent, ukendt farvand eller med at vise deres ufærdige skitser frem gennem workshopformatet.

Foto fra workshop på Kejseren af Portugalien i teatrets prøvesal.

Den fleksible og modige kunstinstitution

At implementere workshops på et institutionsteater kræver logistiske krumspring og ekstra midler. Det er en mere udfordrende måde at producere scenekunst på. Både at samle et hold af travle mennesker på kryds og tværs af kalendere og at få lokaler, produktionsafdeling og økonomien kørt i stilling. Betty Nansen Teatret er et hus med et højt aktivitetsniveau, og workshopforløbene skal sakses ind og ud mellem de mange øvrige aktiviteter. For os er det udfordringen værd at få al planlægningen af workshops og udviklingsaktiviteter til at gå op i en højere enhed, da vi tror på, at workshops og formatet generelt genererer nyskabende flerstemmige værker, der kan rykke scenekunsten videre. Derfor har teatret aktivt søgt midler til at arbejde udviklingsorienteret, og BETTY UDVIKLER er muliggjort med generøs støtte fra Bikubenfonden.

Vores erfaring er, at nyskabende kunst kræver nyskabende rammer. Derfor designer vi et unikt forløb til hver enkel produktion og arbejder ikke med ”skabeloner” for, hvordan et prøveforløb skal se ud. Værket og de medvirkende er i fokus. Det kræver stor fleksibilitet af en institution, men betaler tilbage med forløb, hvor mange kunstfagligheder – også de såkaldte tekniske og administrative – er medskabende. Det kunstneriske mod skal støttes op af et organisatorisk mod, hvor vi tør eksperimentere, fejle og opfordre til også at nytænke vores egne succeskriterier. 

0 Kommentarer