Den kollektive kunstneriske praksis: Proces

Hvordan udarbejder man et workshopdesign? Hvordan genereres materiale kollektivt? Hvilket kollektivbegreb arbejdes der ud fra på Betty?

Fra prøverne på Livstidsgæsterne. Foto: Catrine Zorn

Hjørnestenen i den kollektive metode er samskabelse i alle faser og udstrakte prøveforløb via workshops. Vi arbejder med at skræddersy workshopforløb, så de passer til den enkelte forestillings unikke behov, hvilket kalder på fleksibilitet fra både kunstnere og institutionens side. Vi gentænker workshopformatet fra forestilling til forestilling, eksempelvis i forhold til hvor lang tid, der afsættes. På Livstidsgæsterne var månedlige endagsworkshops gode som skrivedeadlines og testcenter for dramatiker Line Knutzon, hvorimod Kejseren af Portugalien havde brug for to workshops af en uge og to gange tredagesworkshop. Det er således ikke muligt at lave et one-size-fits-all workshopformat. Når det er sagt, er der en række værktøjer, der har vist sig brugbare uanset hvilken type forestilling, der er tale om.

Vi har erfaret, at kvaliteten og det kunstneriske udbytte af den kollektive metode er størst, hvis udviklingsprocesserne har:

  • skræddersyede workshopdesigns
  • et klart undersøgelsesområde og en klar opgavefordeling blandt de medvirkende
  • 1:1 test af ideer til fx scenografi inden værkstedet realiserer hele scenografien
  • tid
  • forventningsafstemninger
  • delevalueringer, overleveringer og opsamlinger
  • en afsluttende visning og materialedeling med huset og eksterne konsulenter
  • en fleksibel og modig kunstinstitution som facilitator, der påtager sig det formelle ansvar for proces, produkt og arbejdsmiljø. Det giver kunstnerne en frihed til at være modige og intuitive.

WORKSHOPDESIGN

At bruge en uge af et traditionelt prøveforløb på seks-syv uger på at teste, om det er muligt fx at arbejde med ler, er lang tid, hvis det ikke lykkes. Eksperimenter med nye former kræver tid. Metoden rummer derfor et unikt produktionsformat, hvor vi starter udviklingen af vores forestillinger tidligt via udstrakte prøveforløb med workshops og en samskabende tilgang til produktionsformatet. Hvert workshopforløb skræddersyes til den enkelte forestilling. Det er dog vores erfaring, at uanset hvilken type forestilling der er tale om, så kræver åbne, eksperimenterende workshopundersøgelser tydelighed i undersøgelsen fra start. Vi har derfor udviklet et workshopdesign, der er med til at rammesætte og kvalitetssikre alle vores workshopforløb. Derfor er design- og afviklingsmøder, overlevering, forberedelse og workshopvisninger faste elementer.

FØR WORKSHOP: UNDERSØGELSESDESIGN OG FORBEREDELSE

Fra idégenerering til rammemøde: 

Før rammemødet har der været en idégenereringsproces omkring repertoirevalg: Er det ny dansk dramatik, en romanremediering eller en danseforestilling? Hvis det er ny dramatik eller en danseforestilling, hvad er temaet for værket så? Denne fase består af tre elementer:

  • Møder med teatrets kunstneriske råd med fokus på de helt store linjer – samfundsrelevans og Bettys udvikling.
  • Dramaturgiatsarbejde: Repertoireplanlægning og sammensætning af hold og sæson.
  • Kunstnerskaber: Hvad er den enkelte kunstner optaget af. Ofte udspringer Bettys forestillinger af en eller flere kunstneres ideer eller nysgerrighed - ikke som en allerede defineret opgave eller titel besluttet af en ledelse.

Rammemøde: 

Et rammemøde afholdes, når beslutningen om at realisere en forestilling er truffet. Til stede ved rammemødet er direktør/producent, direktør/ kunstnerisk leder, produktionschef, proceskonsulent, instruktør, scenograf og evt. koreograf eller komponist. Her udstikkes rammerne for (workshop)forløbet og samarbejdet. Det kunstneriske hold formulerer en kunstnerisk problemformulering, der præsenterer forestillingens kernebudskab eller hovedfordring. Formålet med udviklingsforløbet diskuteres. Hvis hovedfordringen er at ligestille dansere og skuespillere eller tekst og musik skaber det naturligt hierarki for arbejdet. Huset bakker op, idékvalificerer problemformulering og stiller rammer og midler til rådighed for undersøgelsen. Proceskonsulent Mette Tranholm koordinerer efterfølgende workshopforløbet.

Design-/afviklingsmøde:

Forud for hver workshop møder det kunstneriske hold teatrets proceskonsulent, Mette Tranholm. Hovedfokus for workshoppen skærpes. Overordnede undersøgelsesspørgsmål samt ønsker til rum, rekvisitter, lyd, lys, bauprobe udarbejdes af holdet på skrift senest 3 uger før workshopstart.

Forventningsafstemning:

Der foretages en forventningsafstemning før hver workshop, om hvad de deltagende og huset skal byde ind med, så man kan vurdere: Hvor ligger jeg min energi? Hvornår er der en forventning til, at jeg ”har den” og skal forberede noget, og hvornår er jeg ”tilskuer” og feedbackgiver? Rollefordelingen foretages på baggrund af hovedfordringen/problemformuleringen.

Afviklingsmøde:

Mette Tranholm, produktionschef Anders Sylvest og forestillingsleder Ken Nielsen mødes og vender workshopbudget og laver plan for afvikling, evt. produktionsmøde og forestillingsleder. Sylvest er bindeled mellem produktionsafdelingen og det kunstneriske hold.

Tranholm står for prøveplan, kontakt til kommunikationsafdeling, konsulenter, fotografer m.fl.

 

UNDER WORKSHOP: INTRODUKTION, FORVENTNINGSAFSTEMNING OG AFSLUTTENDE VISNING

Introduktion:

Instruktøren introducerer til workshopformat og laver en forventningsafstemning med de deltagende.

På workshops over 1 uges varighed afholdes midtvejsevaluering med det kunstneriske hold inkl. sparring med produktionsafdelingen.

Sidste workshopdag laves en 30 minutters opsamlingsrunde med det kunstneriske hold omkring holdets erfaringer.

Visning for huset:

Efter udvalgte workshops laves en visning og deling med huset og eksterne konsulenter med henblik på kritisk dialog og feedback. Formålet er at skabe rum for kritisk dialog om proces og materiale.

 

EFTER WORKSHOP: OPSAMLING OG OVERLEVERING

Senest to uger efter workshoppen afholdes opsamlingsmøder med hhv. kunstnerisk og teknisk fokus, hvor overlevering til næste workshop planlægges. Det konceptuerende hold trækker sig tilbage, sorterer materiale og samler op på hvad der skal arbejdes videre med på næste workshop.

 

EFTER FORESTILLINGEN: Opsamling med det kunstneriske hold ca. 1 måned efter sidste spilledag.

Feedback fra kunstnere i udviklingsforløb: fordele og udfordringer:

Generelt får vi positiv feedback fra de kunstenere, der medvirker i udviklingsforløb, den ekstra tid og den tidlige involvering i processen nævnes af mange som essentiel. Det indgyder mod og giver rum til at udvikle nye trin- og formsprog, teste kollektive karakterrepræsentationer og føle medejerskab over proces og værk.

Fra prøverne på Livstidsgæsterne. Foto: Catrine Zorn

Udfordringer i kollektive processer

Når alle inviteres til at være samskabende tidligt i processen, kan der opstå tvivl om opgave- og rollefordeling – hvornår læner man sig lidt tilbage og agerer publikum, og hvornår byder man aktivt byder ind? Hvornår har man forberedt noget, og hvornår kommer man uforberedt?

En anden udfordring er, at der nogle gange -for tidligt- kan opstå kollektiv konsensus om fx tematik, udsigelseskraft eller den vej materialet bevæger sig i. Fælleshjernen kan køre ud ad en blind vej. Derfor arbejder vi med at invitere eksterne konsulenter ind til workshopvisninger, der venligt og sagligt stiller spørgsmål til materialet. Vi arbejder også med at facilitere en kritisk dialog de medvirkende imellem.
Det er også udfordrende at samle hele holdet til alle workshops. Her kan de, der ikke har været med til en enkelt workshop føle sig bagefter. Derfor er det vigtigt, at der sker en god overlevering fra workshop til workshop.

Casting og rollefordeling

Den første workshop bruges på nogle produktioner til at caste skuespillere, musikere m.fl., da det prioriteres, at alle medvirkende kan og ønsker at arbejde kollektivt samskabende. På den første Kejseren af Portugalien-workshop var ingen af skuespillerne og musikerne engageret i forestillingen. De mødte op og stillede sig til rådighed for materialet og udviklingen af nyskabende musikteater. Det gav mulighed for både at teste samspillet mellem klassisk musik / klassiske musikere og tekst / skuespillere. Samtidig gav det mulighed for, at de klassiske musikere kunne afprøve den kollektive arbejdsform og rollen som medskabende performere eksempelvis at gå rundt med deres instrument, ligge på ryggen og spille m.m. Rollefordeling sker ofte sent i workshopforløbet. De medvirkende prøver kræfter med forskellige roller og producerer hermed ikke kun materiale med fokus på dem selv og deres egen karakter eller funktion men føler ejerskab over det samlede materiale.

 

Kollektive arbejdsmetoder / metoder til kollektiv materialegenerering

På indledende workshops er hele holdet medskabende om idé, research, koncept og materialeudvikling. Hele holdet henviser her til både skuespillere, instruktør, scenograf, dramaturg og evt. komponist, dramatiker og/eller koreograf. Før, under og efter workshops inddrages scenemester, produktionschef, proceskonsulent, producent, lys- og lyddesigner, kostumier og forestillingsleder løbende som sparringspartnere. Der gives åben adgang til alle de medvirkendes processer. Holdet starter samtidig og deler skitser, inspirationsmateriale, laver moodboards og researcher kollektivt. Der opbygges således en fælles materialebank og et fælles sprog omkring forestillingen, som alle taler ved prøvestart. De arbejdsmetoder der er kendetegnende for den kollektive metode og går igen uanset hvilken type forestilling og kunstnere, der er tale om og som er effektive i forhold til at genere materiale kollektivt er:

  • improvisation, blandt andet genre- og karakterimprovisationer
  • opgaver til skuespillerne fra instruktøren som de skal forberede hjemmefra eller på selve dagen
  • læsekreds efterfulgt af improvisation på gulv over den læste scene
  • refleksionssessions hvor holdet reflekterer over improvisationsarbejdet

Den kollektive samskabelse sætter sig igennem på mange niveauer; både i arbejdsmetoderne, produktionsformer, i de organisatoriske strukturer og på værkniveau i karakterfremstillingen, hvor flere skuespillere går sammen om at skabe én figur på tværs af køn, alder m.m. Kollaborative ledelses- og produktionsformer og nye former for kollektiv karakterfremstilling viser nye kombinationsmuligheder, der bryder med gængse normer og hierarkier og inspirerer til kritisk politisk/etisk engagement. Den kollektive karakterrepræsentation hvor flere skuespillere går sammen om at gestalte den samme karakter på tværs af eksempelvis køn og alder bryder både med gængse kønsnormer og med en individ- og stjernebåret hovedkarakterpræstation. Her er det holdet, der er stjernen. Det flerstemmige tilbyder publikum et møde med karakterer, fortællinger og universer der er ikke-binære og måske derfor mere åbne for den enkeltes fortolkning.

Fra prøverne på Livstidsgæsterne. Foto: Catrine Zorn

Kollektivbegreb

Metoden er forankret i det den franske filosof Jacques Rancière kalder et æstetisk fællesskab. Det vil sige et fællesskab af stærke individer, der samskaber. Et æstetisk fællesskab der ikke er en kollektiv enhed, hvor alle er lige og ens, men derimod ser de enkeltes forskelligheder som grundpræmis for fællesskabet. Det handler derfor ikke om at skabe flad struktur -instruktøren har stadig sidste ord- men der indgås forbindelser på kryds og tværs af stærke individuelle fagligheder og sceniske funktioner. Man kan sige, at der er sket et skift fra utopiske idealer i 1970’erne med kollektive processer, hvor alle var lige og ens i en flad struktur til processer i samtidskunsten, der forhandler kollektivitet i form af de deltagendes heterogenitet. Forskelle fremhæves over ensartethed i en forskelspolitik. Den individuelles identitet, særegne evner og faglighed bevares, samtidig med at der gives mulighed for udvikling ikke mindst i tværæstetiske konstellationer, hvor for eksempel musikere og skuespillere, scenografer og komponister bliver klogere sammen. På den måde udvides den enkeltes arbejde af andre på måder ingen kan opnå alene. Krydsninger og udvekslinger mellem forskellige individuelle fagligheder bliver dermed vejen til nyskabelse. Sagt på en anden måde, så ser vi ikke en modsætning imellem kollektive processer og klar ledelse. Tværtimod kræver kollektive processer ekstrem klar ansvarsfordeling og ledelse, hvor instruktøren er facilitator for den kollektive leg. Instruktøren skaber klare overskrifter, opgaver, dogmer/bespænd og undersøgelsesspørgsmål,, som alle kan tale ind i. Instruktøren er også den, der sorterer i materialet og har helheden for øje.  

0 Kommentarer