KOLLEKTIV LYD OG LYS PÅ MØRKT FORÅR

DET VISUELLE UNIVERS: REKVISTITTER OG KOSTUMER

Mørkt Forår har ikke en scenograf, men der er et mindre scenografibudget, og scenograf Karin Gille er tilknyttet som scenografisk konsulent og kostumedesigner. Det scenografiske univers skal derfor etableres med enkle sceniske virkemidler.

For at videreudvikle forestillingens visuelle sprog med hele holdet medbringer instruktør Amanda Ginman og Karin Gille en række inspirationsbilleder. Holdet etablerer et moodboard, hvor de ophænger og kategoriserer billedmaterialet i lokationer og karakterer: Hjemmet/huset, badeanstalten, kælderen, fantasiverdenen, skolen. Det fælles moodboard danner grundlaget for forestillingens visuelle univers.

Da badeanstalten og pigens forelskelse i manden fra badeanstalten er central, er det også en nøgle til det visuelle/rumlige univers. Inspiration hentes blandt andet fra 1920’ernes æstetik og bademode fra romanens samtid og synkronsvømningsuniverset.

Til workshoppen er der bygget en bauprobe i form af to barrer i forskellige højder, som holdet kan teste 1:1. Holdet afprøver blandt andet, hvordan barrerne kan fungere som vandlinje/vandkant, og hvordan de kan ses som legestativer fra en legeplads. Skuespillerne og danserne leger også med badetøj, badehætter, håndklæder og en balje med vand. Via baljen med vand tester holdet det våde look med eksempelvis vådt hår til badeanstalten. Karin Gille har fundet røde og bordeauxfarvede badedragter og hvide badehætter frem til workshoppen for at teste udtrykket og bevægeligheden. Holdet tester et udtryk med inspiration fra 1920ernes badetøjsmode, hvor både mænd og kvinder bar badedragter. Da Gille ser kostumerne på skuespillere og dansere, konkluderer hun, at de røde fungerer bedst, og at mændenes badedragter skal have ben.

DEN DISCIPLINEREDE KROP

Improvisationsopgave: Synkronsvømning / badeanstalten

Instruktør Amanda Ginman og koreograf Sebastian Kloborg vil gerne arbejde med den stiliserede, disciplinerede, kontrollerede krop overfor den frie krop, da det er et tema i fortællingen: Pigen kæmper for at slippe fri af familiens kontrollerende spændetrøje.

En central lokation for forestillingen er badeanstalten, hvor pigen svømmer og møder manden, hun forelsker sig i. Derfor bruges synkronsvømning som et billede på den disciplinerede krop. Danserne får til opgave at arbejde med, hvordan man svømmer på en scene, og hvordan de kan skabe en fysikalitet, der mimer synkronsvømning og vægtløsheden i vandet. Holdet ser først klip fra OL i synkronsvømning. Det er filmet med en vandlinje over og under vand.

Danserne improviserer på barrerne på baggrund af synkronsvømningsinspiration. Barren kan markere vandlinjen eller vandkanten. Kloborg guider dem: ”Hvordan er fysikaliteten? Hvordan er vores ben under og over vand? Prøv at sidde på barren/poolkanten og lad som om, I bevæger benene i vandet”.

Refleksion: Der skal ikke ret meget til, før det fungerer godt, og at man forstår situationen, og hvilket rum vi befinder os i.

SAMSPIL MELLEM DANS, LYDUNIVERS OG TEKST

Fastlands-, over- og undervandskoreografi

Sebastian Kloborg skaber en række fraser med danserne. Kloborg påpeger, at det skal klargøres, hvornår vi er på land og i vandet. Derfor improviserer holdet over fastlands-, over- og undervandsscenografi. Koreografien udarbejdes i samspil med Lydmors musik- og lydunivers. Sanger, sangskriver og producer Jenny Rossander, med kunstnernavnet Lydmor, skriver nemlig original musik til forestillingen. Lydbilledet er et stærkt medfortællende element i fortællingen og er med til at etablere stemninger og lokationer.

Lydmor skaber et synkronsvømningsscore til badeanstaltsscenen til workshoppen, dels på baggrund af musik skrevet til forestillingen på forhånd og dels af lydmateriale, der genereres under workshoppen. Holdet diskuterer samspillet med lyduniverset. Hvordan taler lyd og koreografi sammen? Hvordan kan man skræddersy det musikalske score til dansen og teksten? Lydmor afspiller undervandslyd. Hun laver et break med undervandslyd, der skaber plads til teksten. Lydmor kobler herefter technotoner og undervandslyde og siger: ”Måske findes Berghain, den mytiske natklub i Berlin, på bunden af poolen, hvis techno er en del af pigens fantasiverden.”

Lydmor skræddersyr på den måde den musikalske score til dansen og teksten i samarbejde med holdet. Holdet eksperimenterer med, hvad der skabes først: koreografi eller musik? Hvordan arbejdes der med teksten? De slår ned på en replik: ”Den sommer lærer hun at svømme…” og diskuterer, hvor dansefrasen passer med den og lydbilledet.

LASERLYS SOM VANDLINJE

Holdet har en idé til at lave vandlinjen med laserlys. Derfor inddrages teatrets lysdesigner Christian Alkjær i workshoppen. Da laserlys er dyrt at lave, tester Alkjær hvordan man kan lave en vandlinje med almindeligt lys. Holdet tester forskellige positioner og bevægelser i lyslinjen. Det kan med rigtigt laserlys, præcision og øvelse fungere rigtig godt, men spørgsmålet er, om der er rum til det i budgettet…

LYSGEOGRAFI

Efter den første workshop konkluderes det, at laserlys bliver for dyrt. Men uden en egentlig scenografi har lys en ekstra stor rolle i for eksempel at skabe rum i rummet. Derfor afholdes en lysworkshop på Edison, hvor forestillingen skal spille for at teste diverse lysideer. Rummet på Edison er råt og kan ses som en gammel drænet pool – og det taler direkte ind i badeanstaltsuniverset. Amanda Ginman, Karin Gille og Christian Alkjær diskuterer: ”Hvordan er badeanstalten repræsenteret? Er hele bagvæggen vand? Er det der, vi ”er” hele tiden, eller er det først, når pigen eksempelvis tager badedragten på, at vi transporteres derhen?”

Hvis rummet ses som en drænet pool, er badeanstalten altså hele tiden til stede. Men badeanstalten er dog ikke den konstante lokation. Når badeanstalten skal fremgå tydeligt som lokation, kan Christian Alkjær lege med, at bagvæggen er vand:

VINDUET

I romanens slutning begår pigen selvmord ved at springe ud ad vinduet på sit værelse i den store villa, hun bor og føler sig indespærret i. Selvmordet kan tolkes i flere retninger. En mulig tolkning er, at hun er fanget i familiens vold og ønsker at bryde fri, hvorved vinduet bliver et symbol på frisættelse eller flugtrute. Uanset valg af tolkning er vinduet et vigtigt motiv i fortællingen. Derfor arbejder Christian Alkjær med et vindue af lys. Karin Gille og Christian Alkjær taler om, at det er dejligt at bruge noget så konkret. Der er også en fin dobbelthed i, at vinduet af lys både associerer til noget naturalistisk og noget kunstigt.

Christian Alkjær, Amanda Ginman og Karin Gille diskuterer lysgeografien. Et spørgsmål er, om det skal være symmetrisk, eller om man skal dyrke det asymmetriske og arena/stadion-følelsen med tre lamper i én side og andre kunne være skjult i døren til badescenen og på den måde arbejde med, at det hele er asymmetrisk. Spotlight kan bruges til at skabe et mindre rum.

CENTRALE OPDAGELSER

• RUM/DET VISUELLE UNIVERS: Der arbejdes videre med barrer på scenen som legestativer i tre højder. 1920’ernes æstetik er inspirationskilde for kostumer.
• LYSDESIGN: Vandlinjen kan laves med andre lyskilder end laser. Der arbejdes videre med rum i rummet med fokus på vand, vindue og asymmetri.
• LYDUNIVERS OG TVÆRÆSTETISK SAMSKABELSE: Musik og koreografi/fysik skabes ikke adskilt, men i samme rum, dermed inkorporeres dans/fysik, skuespil og musik mere ligeligt, og der skabes plads til de enkelte elementer og deres funktion i helheden.