KOLLEKTIV RESEARCH PÅ MØRKT FORÅR

KOLLEKTIV RESEARCH: MØRKT FORÅR, UNICA ZÜRN OG SURREALISMEN

Workshopforløbet giver mulighed for kollektiv research og for at dele inspirationskilder og opbygge en fælles materialebank. Som et led i den kollektive research har holdet inviteret forfatter og litteraturhistoriker Benedicte Huang, der indfører dem i Mørkt forårs univers, tid og forfatter. Huang fortæller, at Unica Zürn indskriver sig i den sene del af surrealismen (1930-60’erne). I surrealismen gik det ud på at opsøge det underbevidste og det fantastiske og få det til at slå kraftigt ind i vores egen materielle virkelighed: en forening af de to modsætninger drøm og virkelighed.

Et gennemgående kunstnerisk greb er at få det underbevidste ind i virkeligheden. Centrale motiver i surrealismen, der også slår igennem i romanen, erbarndommen, tilfældet og l’amour fou - altså kærlighed forbundet med en vild dødserfaring, galskab, begær og fantasi. To kvindeskikkelser var centrale i surrealismen: ’la femme folle’: idéen om den gale kvinde og ’la femme enfant’: den unge, legende og underfundige pige, der minder lidt om Alice i Eventyrland.

Huang fortæller, at Zürn selv kæmpede med sindslidelser. Zürns sindslidelser bryder for alvor ud i efteråret 1960, hvor hun også forsøger at forlade kunstneren Hans Bellmer, som hun ellers har dannet par med siden 1953. Hun indlægges på Saint Anne, som er et psykiatrisk hospital i Paris. Vi kender ikke Zürns diagnose med sikkerhed, dog ved vi, at hun havde perioder med voldsomme psykoser. Året efter hun har skrevet Mørkt forår, hvori pigen begår selvmord ved at springe ud ad et vindue, begår Zürn selvmord ved at springe ud fra sin og Bellmers lejlighed, for læseren skaber det uundgåeligt et sært slægtskab imellem forfatteren og hendes karakter.

CENTRALE TEMATIKKER: SEKSUALITET OG VOLD

Holdet spørger ind til Benedicte Huangs tolkninger af Mørkt Forår. Huang læser selvmordet som den sidste afmagtshandling i en lang voldsfortælling, men også som en form for symbolsk og frisættende spring gennem de normer, som har begrænset pigen. Pigen tænker om sin død, at andre børn kan få en bedre barndom som følge af hendes historie: ”Forældre vil fra denne dag behandle deres børn med langt mere omsorg og kærlighed, så de ikke lider samme skæbne” (Zürn s. 64-65). I dette lys kan selvmordet ses som resultatet af en ulykkelig barndom og dermed en kritik af det hjem og system, som pigen er opdraget i.

Amanda Ginman supplerer: Pigen udsættes for overgreb, og det indarbejder hun i sin seksualitet. Hun bruger volden til at komme ud af den grå hverdag og ud af et hjem fuld af undertrykkelse. På den måde er mødet med manden fra badeanstalten et vendepunkt, fordi han bryder kæden af overgreb. Hun føler sig set- og forstået for første gang.

REPRÆSENTATION AF VOLDSOMME TEMATIKKER

Holdet laver en reading af 1. udkast til manuskriptet, hvorefter dramatiker Sonja Ferdinand og Amanda Ginman, der dramatiserer romanen sammen, diskuterer udkastet med resten af holdet. En reading giver mulighed for, at holdet hører teksten i sin helhed og dermed kan få øje på overordnede svagheder og styrker i fortællingen. Ginman understreger efter readingen, at et af hovedspørgsmålene er, hvordan forestillingen forholder sig til at sætte vold og seksuelle fantasier i scene uden at reproducere overgreb. Også fortællingens selvmord, rejser spørgsmål, bl.a. Hvordan undgår vi, at iscenesættelsen bliver et forsvar for selvmord?

Readingen og samtalen med Huang har klargjort, at der skal tages klar stilling til behandlingen og fremstillingen af de voldsomme tematikker:

• Hvordan fremstiller vi den vold scenisk, der optræder i romanen?
• Hvad er kernen i vores historie?
• Hvordan vil vi arbejde med selvmordet til sidst?
• Hvordan undgår vi at reproducere overgreb på scenen?

Ginman understreger at ’vold der internaliserer sig’ er et centralt tema; altså at den kultur som pigen vokser op i, bliver til pigens eget blik på verden. Det handler om at få kompleksiteten med ved at fremhæve, at selvmordet også er at frigøre sig fra den undertrykkelse, som pigens vokser op i. Holdet er også bevidste om ikke at repræsenterer volden 1:1, men hele tiden at fokusere på pigens opfattelse af de voldelige ting hun oplever.

PIGENS INDRE FANTASIVERDEN: KAPTAJN NEMO

Volden, som pigen udsættes for, internaliserer sig eksempelvis ved, at hun inkorporerer den i sin egen seksualitet.

Holdet improviserer over den scene, som Sonja Ferdinand har skrevet, hvor pigen leger med sin ven Eckbert. Hun presser Eckbert til at gøre noget ved sig, som gør ondt, fordi det udløser nydelse for hende. Nydelsen kommer i form af en seksuel fantasi, hvori hun forvandler Eckbert til Kaptajn Nemo fra En verdensomsejling under havet.

Ginman vil med improvisationen undersøge, hvordan pigen kan få Eckbert til at tage fat i hendes arm og holde fast, selvom hun siger ”lad være”, indtil vi som publikum også bliver i tvivl om, hvorvidt hun virkelig gerne vil have ham til at give slip. At arbejde med, at den tvivl som Eckbert føler i situationen, også er en tvivl, som publikum kan komme til at føle.

Improvisationsopgave: Amanda Ginman beder Mathilde Arcel Fock i rollen som pigen om at undersøge, hvordan hun kan lege med, at de leger fangeleg. At arbejde med at ”Nej” betyder ”ja”, at ”av” betyder ”bliv ved”. Situationen ender med at Eckbert flygter fra legen, fordi han får sine grænser overtrådt ved det, at han bliver presset til at overtræde hendes grænser i legen.

Skuespillere Peter Christoffersen og Mathilde Arcel Fock samt danser Lukas Hartvig-Møller improviserer over scenen; de afprøver fangeleg, skub og riven i håret med mere. Derefter undersøger de, hvordan legen med Eckbert kan transformere sig til den seksuelle fantasi med Kaptajn Nemo.

Refleksion: Amanda Ginman påpeger, at det er fint, at man får tid til at se, at hun nyder fx hiven i håret, at hun presser Eckbert hen i det voldsomme, og vi når at se, at hun nyder det, mens Eckbert ikke synes, det er sjovt at slå. Peter Christoffersen supplerer: De er måske gode legekammerater meget langt hen ad vejen. Men når de skal rive i håret eller slå, så bliver det for meget for Eckbert.

Mathilde Arcel Fock tænker, at Nemo gør alt det, pigen har lyst til af sig selv modsat Eckbert, der er en lille hypokondrisk dreng. Men Mathilde Arcel Fock spørger: ”Hvad får hende ind i Nemofantasien? Når noget gør ondt, så starter fantasien om Nemo?” Amanda Ginman svarer: ”Ja, når hun udsættes for noget. Det er det, der starter fantasien for hende” Og Ginman fortsætter: ”Sjovt, at hun ryger ud af legen og ind i hendes fantasi, hvor rummet ændrer sig: Her er Eckbert virkelig Nemo i den sceniske virkelighed.”

MONSTERIMPROVISATIONER

Der optræder flere monsterfigurer i fortællingen, fordi pigens opfattelse af virkeligheden iscenesættes. Desuden tager pigens mor sig ud som et monster fra pigens perspektiv, og i en af pigens fantasier om kaptajn Nemo optræder monstret ”kæmpeblæksprutten”. Derfor undersøger holdet forskellige monstrøse figurer for fysisk at gestalte pigens indre, oplevede virkelighed.

Sebastian Kloborg laver monsterimprovisationer med dansere og skuespillere. Han beder dem forsøge at arbejde med, at skulderbladene sidder meget deformt: ”Kan I finde en fælles monsterkrop? Hvor voldsom en fællesbevægelse kan man lave? Noget der bygger sig op og måske kaster sig frem? I får øje på et bytte, som I går sammen om at nedlægge som den ultimative transformerkrop.” Amanda Ginman supplerer: ”Måske start med bevægelsen. Vær så lille som muligt og så gøre sig stor. Tænk i akrobatik, kamasutra, insekter, skarabæagtige kalejdoskopiske menneskedyr. Bevægelser, der ikke er menneskelige, er spændende - eksempelvis for hurtige eller for langsomme bevægelser.”

FÆLLES FYSIKALITET: SYNERGI MELLEM SKUESPILLERE OG DANSERE

Amanda Ginman og Sebastian Kloborg opdager hurtigt, at det er frugtbart for forestillingens fysiske formsprog at udviske den skarpe sondring mellem dansere og spillere og se dem alle som performere, der laver det samme fysiske arbejde.

Der kommer noget reelt på spil. Ved at involvere dansere og skuespillere i alle dele af forestillingen (researcharbejdet, det analytisk-tematiske, fysiske og tekstlige) oparbejdes der en særlig synergi imellem dem. De kan på den baggrund udforske, hvad der er fysisk muligt at gengive, skabe og gestalte med netop de særegne performeres fysik og teknik og skabe en fælles fysikalitet. Den kollektive research og reading skaber en kollektiv indsigt i materialet, og hele holdet kan stille spørgsmål og komme med idéer - eksempelvis til hvilke tematikker/aspekter, man gerne vil undersøge fysisk.

Da pigen begår selvmord til sidst ved at springe ud ad vinduet, undersøger holdet forskellige stiliserede måder at koreografere og gestalte faldet.