Kollektive, tværæstetiske kompositioner i KEJSEREN AF PORTUGALIEN

VEJEN TIL KEJSEREN AF PORTUGALIEN SOM TVÆRÆSTETISK VÆRK

Når teatret planlægger repertoire, er det ikke med hjælp fra et klassisk dramaturgiat men i stedet et kunstnerisk råd. Det vil sige, at det ikke er et lille ledelsesteam, der fastlægger repertoire men et kunstnerisk råd, der udover direktørduoen instruktør Elisa Kragerup og producent Eva Præstiin, består af syv medlemmer fra forskellige faggrupper nemlig scenograf Ida Grarup, instruktør Anna Balslev, skuespiller Maria Rossing, dramaturg og forsker Solveig Gade, skuespiller Peter Plaugborg, skuespiller Xenia Noetzelman og journalist David Pepe Birch. På Kejseren-workshoppen fortæller instruktør Elisa Kragerup holdet, at de i teatrets kunstneriske råd arbejder med intuitive kollektive idéer til eksempelvis nye forestillinger. Eksempelvis var det skuespiller- og medlem af det kunstneriske råd, Maria Rossing, der foreslog at opsætte hendes yndlingsroman, Kejseren af Portugalien. Kragerup læste den og blev ramt og vidste, at den skulle laves. Da Kragerup så komponisten Louise Alenius’ opera Silent Zone, som Ida Grarup var scenograf på, fik hun lyst til at etablere et samarbejde. På et møde med Alenius kom romanen op, og Alenius reagerede instinktivt på den, hvorefter ideen om en ligestilling af tekst og musik samt at se musikerne være en krop på scenen lå lige for.

Kejseren af Portugalien er en roman skrevet af Selma Lagerlöf i 1914. Vi følger Jan, en fattig bonde i 1870’ernes Sverige, der sent i livet får en datter, Klara Gulla, der bliver hans livs lykke. Da den ny husbond tvinger Jan til at betale penge, han ikke har, tager datteren til Stockholm og tjener penge, men kommer ikke tilbage. Jan gribes af sorg og flygter ind i sin indre verden, da han hører et rygte om, at datteren arbejder som prostitueret. Han opfinder landet Portugalien, hvor datteren er kejserinde og han kejser. Hun vender tilbage efter 18 år. Chokeret ser hun på sin far og kan ikke forsone sig med hans galskab.

Undersøgelsesdesign

Kragerup har sat tre benspænd for remedieringen:

1)      Musik skal spille en stor rolle og kan fortælle dele af historien

2)      Vi har kun fire skuespillere

3)      Skriv ikke noget til - vi fortæller historien kronologisk fra det bankende hjerte til begravelsen

Det første benspænd rejser spørgsmål om musikkens og musikernes rolle i fortællingen. I workshopforløbet arbejdes der med tre undersøgelsesspørgsmål:

• Hvilke dele af historien skal henholdsvis scenografien, tekst og musik løfte?
• Hvad er musikernes rolle i fortællingen?
• Hvor meget kan musikerne være en del af det fysiske sprog?

Musikkens rolle i fortællingen

Til den første workshop bed Kragerup og skuespillerne mærke i, at musikken lød færdig. Derfor ville de gerne bringe musikerne et nyt sted hen ved eksempelvis at give dem en bestemt intention eller at få dem til at bevæge sig rundt med instrumentet. De lærte, at de via den tværæstetiske samskabelse kunne fodre hinanden og styrke hinandens tilgang til at skabe nyt materiale, som komponist Louise Alenius siger: ”Vi kan ”uppe” hinandens tilgang til at skabe nyt materiale”.

En af ambitionerne med forestillingen er, at musikken skal spille en stor rollen for teksten. Hvad aktiverer musikken i hovedet, som rummet ikke kan eller behøver at vise? Hvordan kan musikerne indgå aktivt i fortællingen? Louise Alenius har lyst til at dele satser op og have noget materiale musikerne er trygge ved og kan omrangere undervejs, så de ender med at have et fleksibelt materiale. Hun understreger, at det er en ny proces for hende som komponist. I forhold til processen med udviklingen af musikken er udgangspunktet for samtlige workshops med musikerne et partitur med 30 nykomponerede satser for strygekvartet komponeret af Alenius. De er tæt på færdige, men er ikke 'lukkede'. De kan ændres - strækkes, splittes op, blæses op og ned, byttes rundt osv. Det er musikernes grundmateriale, som de hele tiden arbejder indenfor. Derudover skriver Alenius sandsynligvis to nye satser til scener, som der mangler materiale til, og resten skal hun og musikerne hive ud af materialet. Strygekvartetten består af fire meget dygtige klassisk skolede musikere. De spiller fra bladet, helt nyt materiale, som de på sigt skal nå at lære udenad, hvilket er ekstraordinært indenfor den klassiske musik. Det gør de blandt andet, så de kan have en friere bevægelighed på scenen. Men også for at kunne eksperimentere med at skrue op og ned, så musikken for eksempel bare kan ligge og sitre og så pludselig tage over og fortælle dele af historien.

Tværæstetiske improvisationer og samskabelse

I afsøgningen af undersøgelsesområderne er læsekreds og improvisationsopgaver med tekst og musik centrale arbejdsmetoder. Under workshopforløbet er der mulighed for, at musikere/komponist og skuespillere/instruktør kan skabe materiale simultant hver for sig og mødes og forene materialerne. Holdet arbejder med musikersessioner drevet af Alenius og skuespillersessioner med fokus på manus og karakterudvikling drevet af Kragerup og dramaturg Tom Silkeberg, for derefter at samles og sætte elementerne sammen.