Kollektive, tværæstetiske kompositioner i KEJSEREN AF PORTUGALIEN

Hvordan ligestilles tekst og musik? Hvordan bliver klassiske musikere medskabende performere? Hvordan samskaber instruktør og komponist? Hvordan udvikles nyskabende musikteater? Hvilke arbejdsmetoder er frugtbare i tværæstetiske samskabelsesprocesser? Det testes på workshopforløbet til Kejseren af Portugalien.

MEDVIRKENDE Peter Plaugborg, Maria Rossing, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Maria Isabel Edlund (cellist), Mika Persdotter (bratschist), Louise Gorm (violinist), Cæcilie Balling (violinist)
MANUSKRIPT Selma Lagerlöf
BEARBEJDELSE Tom Silkeberg og Elisa Kragerup
INSTRUKTION 
Elisa Kragerup
KOMPONIST Louise Alenius
SCENOGRAFI
Ida Grarup

 

WORKSHOPPERIODE #1 1 uge i oktober 2019
WORKSHOPPREIODE #2 1 uge i juni 2020
WORKSHOPPERIODE #3 3 dage i oktober 2020
WORKSHOPPERIODE #4 3 dage i november 2020
UNDERSØGELSESDESIGN: Hvordan udvikles tekst og klassisk musik sideløbende som ligestillede elementer?
PREMIEREDATO PÅ BETTY NANSEN TEATRET 9. april 2021

 

OBS Siden juni-workshoppen har først Kitt Maiken Mortensen og siden instruktør Nicolei Faber overtaget instruktørrollen for Elisa Kragerup, der er på barsel. Mille Hoffmeyer Lehfeldt har overtaget Kitt Maiken Mortensens rolle i forestillingen.

 

TEKST AF Mette Tranholm
FOTOS Catrine Zorn

VEJEN TIL KEJSEREN AF PORTUGALIEN SOM TVÆRÆSTETISK VÆRK

Når teatret planlægger repertoire, er det ikke med hjælp fra et klassisk dramaturgiat men i stedet et kunstnerisk råd. Det vil sige, at det ikke er et lille ledelsesteam, der fastlægger repertoire men et kunstnerisk råd, der udover direktørduoen instruktør Elisa Kragerup og producent Eva Præstiin, består af syv medlemmer fra forskellige faggrupper nemlig scenograf Ida Grarup, instruktør Anna Balslev, skuespiller Maria Rossing, dramaturg og forsker Solveig Gade, skuespiller Peter Plaugborg, skuespiller Xenia Noetzelman og journalist David Pepe Birch. På Kejseren-workshoppen fortæller instruktør Elisa Kragerup holdet, at de i teatrets kunstneriske råd arbejder med intuitive kollektive idéer til eksempelvis nye forestillinger. Eksempelvis var det skuespiller- og medlem af det kunstneriske råd, Maria Rossing, der foreslog at opsætte hendes yndlingsroman, Kejseren af Portugalien. Kragerup læste den og blev ramt og vidste, at den skulle laves. Da Kragerup så komponisten Louise Alenius’ opera Silent Zone, som Ida Grarup var scenograf på, fik hun lyst til at etablere et samarbejde. På et møde med Alenius kom romanen op, og Alenius reagerede instinktivt på den, hvorefter ideen om en ligestilling af tekst og musik samt at se musikerne være en krop på scenen lå lige for.

 

Kejseren af Portugalien er en roman skrevet af Selma Lagerlöf i 1914. Vi følger Jan, en fattig bonde i 1870’ernes Sverige, der sent i livet får en datter, Klara Gulla, der bliver hans livs lykke. Da den ny husbond tvinger Jan til at betale penge, han ikke har, tager datteren til Stockholm og tjener penge, men kommer ikke tilbage. Jan gribes af sorg og flygter ind i sin indre verden, da han hører et rygte om, at datteren arbejder som prostitueret. Han opfinder landet Portugalien, hvor datteren er kejserinde og han kejser. Hun vender tilbage efter 18 år. Chokeret ser hun på sin far og kan ikke forsone sig med hans galskab.

 

Undersøgelsesdesign

Kragerup har sat tre benspænd for remedieringen:

1)      Musik skal spille en stor rolle og kan fortælle dele af historien

2)      Vi har kun fire skuespillere

3)      Skriv ikke noget til - vi fortæller historien kronologisk fra det bankende hjerte til begravelsen

 

Det første benspænd rejser spørgsmål om musikkens og musikernes rolle i fortællingen. I workshopforløbet arbejdes der med tre undersøgelsesspørgsmål:

  • Hvilke dele af historien skal henholdsvis scenografien, tekst og musik løfte?
  • Hvad er musikernes rolle i fortællingen?
  • Hvor meget kan musikerne være en del af det fysiske sprog?

 

Musikkens rolle i fortællingen

Til den første workshop bed Kragerup og skuespillerne mærke i, at musikken lød færdig. Derfor ville de gerne bringe musikerne et nyt sted hen ved eksempelvis at give dem en bestemt intention eller at få dem til at bevæge sig rundt med instrumentet. De lærte, at de via den tværæstetiske samskabelse kunne fodre hinanden og styrke hinandens tilgang til at skabe nyt materiale, som komponist Louise Alenius siger: ”Vi kan ”uppe” hinandens tilgang til at skabe nyt materiale”.

En af ambitionerne med forestillingen er, at musikken skal spille en stor rollen for teksten. Hvad aktiverer musikken i hovedet, som rummet ikke kan eller behøver at vise? Hvordan kan musikerne indgå aktivt i fortællingen? Louise Alenius har lyst til at dele satser op og have noget materiale musikerne er trygge ved og kan omrangere undervejs, så de ender med at have et fleksibelt materiale. Hun understreger, at det er en ny proces for hende som komponist. I forhold til processen med udviklingen af musikken er udgangspunktet for samtlige workshops med musikerne et partitur med 30 nykomponerede satser for strygekvartet komponeret af Alenius. De er tæt på færdige, men er ikke 'lukkede'. De kan ændres - strækkes, splittes op, blæses op og ned, byttes rundt osv. Det er musikernes grundmateriale, som de hele tiden arbejder indenfor. Derudover skriver Alenius sandsynligvis to nye satser til scener, som der mangler materiale til, og resten skal hun og musikerne hive ud af materialet. Strygekvartetten består af fire meget dygtige klassisk skolede musikere. De spiller fra bladet, helt nyt materiale, som de på sigt skal nå at lære udenad, hvilket er ekstraordinært indenfor den klassiske musik. Det gør de blandt andet, så de kan have en friere bevægelighed på scenen. Men også for at kunne eksperimentere med at skrue op og ned, så musikken for eksempel bare kan ligge og sitre og så pludselig tage over og fortælle dele af historien.

 

Tværæstetiske improvisationer og samskabelse

I afsøgningen af undersøgelsesområderne er læsekreds og improvisationsopgaver med tekst og musik centrale arbejdsmetoder. Under workshopforløbet er der mulighed for, at musikere/komponist og skuespillere/instruktør kan skabe materiale simultant hver for sig og mødes og forene materialerne. Holdet arbejder med musikersessioner drevet af Alenius og skuespillersessioner med fokus på manus og karakterudvikling drevet af Kragerup og dramaturg Tom Silkeberg, for derefter at samles og sætte elementerne sammen.

Musikere og skuespillere under en fælles improvisation

Musikalske improvisationer

Louise Alenius arbejder på at komponere lyden af Portugalien som en tampen eller fiflen på violinen, et motiv der hører til der. Alenius vil gerne arbejde med få enkle ledemotiver, der strækkes. Det er ikke musik på den måde. Holdet tester også via en lille improvisation, at musikerne spiller til Peter Plaugborg, der graver, og musikerne markerer, når spaden rammen jorden.

 

Hvordan kunne denne karakter tale?

Improvisationsopgave: Kragerup deler skuespillere og musikere op i tre grupper og beder dem afprøvesamspillet mellem tekst og musik ud fra tre tekstbidder: Undersøg karakterens stemme i samspil med musikken. Afprøv for eksempel en stemme, der bliver mere og mere sur eller lyden af en gammel stemme med tydelige fraser, de steder der er pauser i teksten.

Refleksioner: Skuespillere Mikkel Arndt og Maria Rossing og violinist Cæcilie Balling: ”Vi arbejdede med hvem styrer hvem. Er det musik eller skuespiller? Er det, fordi du spiller sådan, at jeg ikke kan få vejret eller omvendt?”
Skuepiller Kitt Maiken Mortensen og bratschist Mika Persdotter: ”Vi oplevede, at i dialogen mellem karakter og instrument er der mulighed for at gå med musikken eller helt modsat.”
Cellist Maria Edlund, violinist Louise Gorm og skuespiller Peter Plaugborg:”Vi arbejdede med, hvordan musikken kan medfortælle subtilt. Der skal så lidt til med musik.”

Kragerup påpeger, at hvis både musik og tekst har mange ting, den skal af med, så skal de finde en balance. Det er sjovt, når musikken prøver at styre noget, eller at de overtager ting fra hinanden. Musikken kan dirigere skuespillerne og sende dem rundt i manegen. Maria Rossing påpeger, at der også er fleksibilitet i, hvor initiativet kommer fra, og man kan variere det. Kragerup taler om, at musikken hurtigt kan blive et indre. Musik kan repræsentere tankerne. Dramaturg Tom Silkeberg siger, at musikken alene kan fortælle ’jeg er ked af det’. Hvornår forsvinder det talte sprog, hvornår begynder musikken at tale? Hvad sker der, hvis man siger noget positivt, og musikken siger noget andet? Hvad er sandhed: musik eller tekst?

 

Afskeden med Klara Gulla

Workshopforløbet giver mulighed for at udvikle musik, tekst og skuespil simultant i fælles dialog. Den løbende udveksling skaber gensidig inspiration mellem sceniske elementer som musik og tale og gestik. Musikere og skuespillere improviserer over scenen, hvor Jan og hans kone Katrina tager afsked med Klara Gulla. Louise Alenius og musikerne har skabt musikalske fraser og ideer, der testes i samspil med skuespillerne og teksten. Kragerup og skuespillerne afprøver strategier i forhold til, at alle fire skuespillere spiller Jan og alle de andre karakterer, alt er fortalt igennem Jan. I denne improvisation arbejder de med at tale helt eller delvist korisk både på Jans men også Klara Gullas replikker. Skuespillerne Kitt Maiken Mortensen og Mikkel Arndt gestalter først Jan, og til sidst er det Plaugborg, der er Jan.

Alenius og Kragerup instruerer undervejs i improvisationen og tester det overordnede spørgsmål om, hvornår musikken tager over for teksten og omvendt. Hvornår er musikken abstrakt, stemningsbærende og hvornår medfortæller den konkret?

Refleksion: Når to skuespillere siger teksten korisk og laver de samme bevægelser, forstår man også tydeligt, at de er den samme. Musikken er en stærk medfortæller.

To dirigenter: Elisa Kragerup og Louise Alenius samskaber

Scenografiske improvisationer

Musikerne skal indgå som performere i forestillingen og skal dermed også kunne bevæge sig rundt i scenografien. Derfor arbejder scenograf Ida Grarup med at lave stationer til musikerne, så de kan sidde ned i scenografien, når det er nødvendigt. Cellist Maria Edlund har særligt brug for en ”stol”, og Grarup vil lave en plads i scenografien til hende, da hun godt kan stå op og spille og gå rundt med celloen, men ikke hele tiden. 

Kragerup guider musikerne i at performe i scenografiudsnittet

Konceptuelt greb på musikkens og musikernes rolle

Louise Alenius samler op og påpeger, at de har et urmateriale, der kan forskellige ting. De samme ting kan blive mindre, udstrækkes, materialet kan raffineres, og Alenius tror, det er godt for helheden, at der er temaer, man kender og som kommer igen på nye måder.

Der er forskellige bud på konceptuelle greb på musikernes rolle i fortællingen: De kan være musikere til fest, sætte en ramme for vinteren, skabe en parade med Jan. Men musikere kan måske godt have en dobbeltrolle, hvor de også er med på Jans indre liv og tanker. Holdet taler om Silent Zone, hvor der var et konkret radikalt konceptuelt greb på musikernes rolle: Når der skete noget forfærdeligt, frøs spillerne, og musikken tog over og fortsatte det billede, der var i gang. Det var effektfuldt, og man undgik for meget med flere lag oveni hinanden. Hvornår stopper en følelse og musikken tager over? De to skal helst ikke konkurrere.

Dramaturg Tom Silkeberg siger: Musikken tager over ved sprogets grænse, der hvor det bliver for ubehageligt eller for skønt – som med kærligheden, når ordene ikke rækker i Jans kærlighed til sin datter. Der kan musikken tage over for eksempel i starten, når far og datter er lykkelige sammen, et lyst naivt sted, hvor Jan har selvtillid. Det rum bliver til Portugalien. Så Louise Alenius skal måske skrive noget i dur et sted? Musikken kan give lyd til det, der galoperer rundt derinde.

Mikkel Arndt siger: ”Hvis jeg vidste, at jeg hele tiden havde fire strygere med mig, ville jeg have bedre selvtillid. Hvis selvtilliden er i musikken, hvad sker der så, når musikken ikke er med? Hvis den stopper til auktionen, hvor Jan lider nederlag? Er musikerne med til at opretholde hans indre verden?”

 

Workshopforløbets centrale opdagelser

  •        Musikalsk arbejdes der videre med enkle musikalske ledemotiver, der kan strækkes
  •        Der skal opfindes radikale greb på musikernes rolle samt samspillet mellem musik og tekst
  •        Musikken er en stærk medfortæller

0 Kommentarer