Tilblivelsen af Bonnie & Clyde #2

Bonnie & Clyde er en hybrid af dansegenrer, tekst og skuespil i en ekspressiv fysisk forestilling med både klassiske balletdansere, skuespillere og urbandansere på scenen. BETTY UDVIKLER samler her op på forestillingens udviklingsforløb og processer.

I indlægger her, fortæller balletdanser Astrid Elbo om arbejdet med at skabe forestillingen. Du kan læse med på, hvordan man arbejder tværæstetisk og workshoporienteret samt hvad der skal til for at udvikle et nyt scenisk sprog i krydsfeltet mellem dans og skuespil.

SOM AT VÆRE I EN DRØM

Du er fastansat solist ved Det Kongelige Teaters ballet, hvordan endte du i Bonnie & Clyde?

"Det er 2 år siden, at Signe (Fabricius, red.) spurgte om jeg ville spille med i en danseforestilling om Bonnie & Clyde i titelrollen som Bonnie på Betty. Det lød spændende at udforske koblingen af den fine, yndefulde ballet og Bonnie, som vi umiddelbart forbinder med noget råt. Jeg var også tiltrukket af Signes ønske om at udfordre (danse)genrerne og muligheden for at udforske min måde at gå til en rolle på og finde ind til noget på. Derfor sagde jeg hurtigt ja og fik fri fra Det Kongelige Teater til at lave forestillingen."

Hvad gav workshopforløbet, som du ikke får ved et ordinært prøveforløb?

"Workshopforløbet gav tid, ro og tryghed til at skabe et nyt scenisk sprog. Koreografisk brugte vi blandt andet workshoppen til at kreere et trinsprog. Signe arbejdede med et trinsprog og genrer, der ikke ligger til en balletdanser, så min comfortzone blev udvidet. Heldigvis ønskede Signe ikke, at jeg eller Ulrik (Birkkjær, der spiller Clyde, red.) skulle til at være housedansere, eller at hiphop/streetdanserne skulle danse ballet. Hun tillod, at vi var hver vores danser og brugte det i dannelse af karakterernes karaktertræk. Så når jeg danser house i forestillingen, danser jeg house som MIG og kan være mig selv i det. Det var enormt vigtigt at have workshoppen til at etablere det sammen. 

Signe og Elisa (Kragerup, red.) var gode til at skabe et trygt rum, hvor man leger et nyt sprog frem. Ulrik og jeg havde ikke danset sammen som partnere før. I balletten kræver det, at man danser mange roller sammen at udvikle et partnerskab, men på workshoppen arbejdede vi intenst, afprøvede nye trin, genrer og talte om rollerne, hvilket gjorde, at vi hurtigt udviklede et partnerskab.

Det er ikke sikkert, vi var nået derhen uden workshoppen. Vi gik ind til prøvestart med en stor viden, havde kreeret trin og udvekslet tanker om rollen. Jeg ville have været mere nervøs og mindre åben og nok passet mere på mig selv, hvis jeg skulle træde ind i et nyt rum ved prøvestart uden at kende de andre. Det at tjekke ind med rollen 6 måneder før prøvestart gjorde, at jeg var i gang med processen. Og at det meget er min fysisk, der er Bonnie.

Jeg talte både med Signe og Elisa om mennesket i Bonnie, og hvor jeg kunne identificere mig med hende, hvor der var et identitetsoverlap. Det handlede om AT HAVE EN DRØM, som vi går efter, koste hvad det vil. Du bliver ved med at gå efter noget, også selvom det måske er forkert eller har en høj pris.

Jeg vil også gerne pointere, at det ikke kun var i workshopugen, at der var et trygt rum til at lege i. Jeg synes generelt, at Signe og Elisa skabte en hel prøveperiode, der var enorm tryg, sjov, udforskende og givende."