TEATERDIGT #1 af Tine Høeg

 

hvad er det du står og skriver?

spørger en kvinde i regnen efter forestillingen og tilbyder mig en cigaret

et digt siger jeg

om En skærsommernatsdrøm:

Tyl, pik, pulsslag. Æselsex og en slange der æder et bryst. Blonder, botox og fed silke. David Lynch og Lana Del Rey. Du som svigtede mig, og nu kryber du for mig som en hund. Kabalen går aldrig op. Vi vælger ikke selv, hvem vi elsker. Se på mig: jeg ved ingenting om Shakespeare. Jeg er her for at drømme. Trække vejret med et fællesbryst. Gå ind i en skov der ikke findes. Alle leder efter nogen. Jeg er en vildkat, en stedmoderblomst. Vedbend der vokser på en elm. Jeg vil så gerne slynge mig om noget. Min krop i sædet i mørket: en kulørt lille majstang. Alle de mænd den har begæret. Alle de mænd der har begæret den

jeg vil så gerne giftes

med Maria Rossing

siger kvinden og puster røg ud

hvorfor får man aldrig det som man vil have?