Forestillingen er aflyst frem til den 8. februar. Har du købt billetter på spilledage til og med den 7. februar, har du modtaget en mail om, hvordan du får dem ombyttet eller refunderet. Har du billet efter den 7. februar, får du besked fra os så snart, der næste gang bliver meldt nye restriktioner ud.
"En farlig stræben efter det lækre liv"
Den unge, smukke Dorian får malet sit portrætbillede. Da han ser billedet, indser han, at hans skønhed kun er et forgængeligt pust. Han skal aldres, visne og til sidst dø, mens maleriet vil forblive uforandret.
I det øjeblik ønsker han, at billedet vil tage hans alderdoms- tegn fra ham, og at han vil kunne gå igennem livet upåvirket af sine handlinger. Dorian indgår en pagt om evig ungdom mod, at portrættet ældes i stedet for ham selv. I billedet kan han parkere sig selv, sine handlinger – og sin dårlige samvittighed.
Men man skal passe på, hvad man ønsker sig. For hvis man kan tillade sig hvad som helst, hvem bliver man så til? Hvad gør det ved ens moral at leve uden konsekvenser?
Billedet af Dorian Gray er Oscar Wildes eneste roman, og den har fået en varig plads i verdenslitteraturhistorien. Nu præsenteres den som forestilling af Anna Balslev, der i 2018 stod bag forestillingen Færdig med Eddy på Betty Nansen Teatret.
MEDVIRKENDE Simon Bennebjerg, Peter Plaugborg, Anders Budde Christensen, Christiane Gjellerup Koch, Nanna Skaarup Voss
MANUSKRIPT Oscar Wilde, dramatiseret af Simon Boberg og Anna Balslev
INSTRUKTION Anna Balslev
SCENOGRAFI Jonas Fly
LYDDESIGN Asger Kudahl
Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.

