Sæson 2013-14

Arkiv

Ondt blod

Stemningen i klasselokalet er på kogepunktet. Timen i europæisk kultur er ved at gå i opløsning og klassen, der hovedsageligt består af elever med indvandrerbaggrund, er på direkte kollisionskurs med deres lærer Sonja.

Under et klammeri mellem eleverne falder en skarpladt pistol ud af en skoletaske. Sonja er den første, der får hænderne i våbnet. Pludselig står hun med en uhørt chance. Hun spænder hanen, og med det skarpladte våben rettet mod elevernes tinding, tager hun klassen som gidsel og gennemfører en radikal og ekstrem form for undervisning, hvor lektien er at forstå, hvornår nok er nok.

På Betty Nansen Teatrets Edison-scene præsenterer C:NTACT sidste sæsons helt store sensation fra den tyske teaterscene. Ondt blod (Verrücktes Blut) vandt prisen som årets skuespil og var på alles læber på grund af den kontroversielle historie om læreren, der får nok og udsætter de utilpassede elever for en ekstrem og dødfarlig lektion i de europæiske værdier.

Undervejs udvikler gidseldramaet sig i overraskende nye retninger, og den danske sangskat bliver også luftet, når klassens time forvandler sig til en horrorversion af den sorte skole med humoren som et gennemgående frikvarter fra den løftede pegefinger.

Holdet bag Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Manuskript: Nurkan Erpulat og Jens Hillje. Scenograf/konsulent: Allan Frausing. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Medvirkende Anette Støvelbæk, Hadi Ka-koush, Zaki Youssef, Şiir Tilif, Zainab Ahmed, Besir Zeciri, Stefan Pagels Andersen og Sercan Azad Yunus Demir 

Pigen med paraplyerne

De er unge og stormende forelskede. Hun arbejder i sin mors paraplyforretning og drømmer om et liv sammen med ham. Han er mekaniker og vil have hende og sin egen benzinstation. De ved, at deres kærlighed vil vare resten af livet.

De vil giftes, men Guy bliver indkaldt til hæren for at kæmpe i Algeriet. De lover at vente for evigt på hinanden. Han kommer i kamp og bliver såret, og Geneviève længes voldsomt. Hun forstår ikke, hvor hans breve bliver af. Han ved ikke, at hun er gravid.

Holdet bag Instruktion: Peter Langdal. Scenograf: Ashley Martin-Davis. Musik: Michel Legrand. Medvirkende Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curcic og Morten Eisner.

 

Don Quixote

Tag med på et halsbrækkende ridt gennem en af verdenslitteraturens særeste og sjoveste skrøner, når den navnkundige ridder Don Quixote af La Mancha svinger sig op på sin ædle ganger Rosinante og ledsaget af sin tro og tapre væbner Sancho Panza haster ud over La Manchas vidder for at bekæmpe de onde og komme de nødlidende til undsætning.

I sin søgen efter store heltegerninger og vanvittige eventyr går ridderen til kamp mod en hær af kæmper, svinger kårdestød og sværdhug med de mest vanvittige karakterer, en præst i kvindetøj og til sidst selveste djævlen. Alt sammen for at vinde Dulcineas hjerte, oh, den ædleste af alle ædle møer, og udrette bedrifter på størrelse med vindmøller, der vil indskrive ham i berømmelsens store bog til tid og evighed.

Holdet bag Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Bearbejdelse: Peter Dupont Weiss. Manuskript: Jevgenij Sjvarts. Baseret på roman af Miguel de Cervantes. Medvirkende Nicolas Bro, Mia Lyhne, Mads M. Nielsen, Morten Eisner, Paw Henriksen, Jens Jacob Tychsen, Christiane Gjellerup Koch, Joen Højerslev.

Jeg ringer mine brødre

»Der skete en sindssyg ting i går. Har I hørt det? En mand, en bil, to eksplosioner. Midt i city.” En bil er eksploderet. En by er lammet af rædsel. Amor flakker omkring og gør alt for at virke normal. Han ringer til sine brødre og siger: 'Nej de har ikke taget nogen. Ingen mistænkte. Ikke endnu.'  Amor prøver at falde i med mængden. Gå under radaren. Undgå at vække opmærksomhed. Men hvad er normal opførsel? Og hvad gør han hvis de ikke fanger gerningsmanden? Hvor lang tid vil der gå, før alles øjne rettes mod ham?

"Jeg ringer mine brødre" er en morsom og skarp historie om at blive dømt skyldig, indtil det modsatte er bevist. Om at være mistænkt og mistænke sig selv af frygt for at blive dømt for at være den, man er. Stykket er skrevet til projektet Europe Now og tager afsæt i teksten "Jeg ringer til mine brødre" som Jonas Hassen Khemiri fik trykt i Dagens Nyheter i december 2010, en uge efter bombeattentatet i Stockholm.

Holdet bag Manuskript: Jonas Hassen Khemiri. Instruktion: Christoffer Berdal. Medvirkende Hadi Ka-koush, Şiir Tilif, Roger Matthisen, Lila Nobel 

Den mystiske sag om hunden i natten

15-årige Christopher bor alene sammen med sin far. Han kan primtallene op til 7507, men kan ikke fordrage farverne gul og brun. Han kan alle verdens hovedstæder, men hader at blive rørt ved. Han går på en specialskole og vil gerne være astronaut. Han siger om sig selv: ”Jeg er matematiker, men har lidt problemer med min adfærd!”

En aften finder han naboens hund myrdet med en havegreb. Christopher kan godt lide kriminalgåder, og selvom hans far synes, at han skal blande sig uden om andres sager, sætter han sig for at finde ud af, hvem der dræbte hunden. Hans efterforskning sender ham på en rejse i en verden, han ikke forstår, men som fører til opklaringen af en hemmelighed, der vender totalt op og ned på hans liv.

Holdet bag Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Eilev Skinnarmo.Koreograf: Jacob Stage.Videodesign og annimation: Casper Øbro. Manuskript og bearbejdelse: Simon Stephens. Medvirkende Thure Lindhardt, Stine Stengade, Anne Sofie Espersen, Mille Dinesen, Claus Bue, Peder Holm Johansen, Merete Voldstedlund, Rasmus Hammerich.

Teaterkoncert Mozart

Nikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann har til dette rocksymofoniske vidunderbarn udviklet mere end 30 nye numre fra Mozarts melodibog med tekster af den amerikanske mesterdigter Neill Furio. Hør de verdensberømte klassiske værker som Tryllefløjten, Don Giovanni og Eine kleine Nachtmusik fortolket i en lang række genrer fra country&western, pop og rock til heavy, jazz og folk. 

Holdet bag Instruktion og koncept: Nikolaj Cederholm.Musik: Mozart og Brdr. Hellemann. Sangtekster: Neill Cardinal Furio. Kostumedesign: Anja Vang Kragh. Koreografi: Anja Gaardbo. Lysdesign: Jonas Bøgh. Medvirkende Lotte Andersen, Claus Hempler, Mark Linn, Bjørn Fjæstad, Martin Greis, Louise Hart. Musikere:Peter Hellemann (kapelmester),Søren Bigumg,Kristian Jørgensen, Bastian Sjelberg, Björn Jönsson